icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tilbageblik

Hverken revolution eller stramaj

Da Alice Hansen blev 65, forlod hun arbejdsmarkedet efter 47 år som socialpædagog og har taget sig et fjumreår. Her fortæller hun om de første måneder i sit nye liv

Endelig har Alice Hansen fået tid til at tage et fjumreår, hvor hun ikke skal planlægge noget som helst men bare drive med eller mod strømmen. Hun nåede aldrig som ung at holde en pause fra uddannelse eller job, men var i gang på arbejdsmarkedet straks den dag, hun gik ud af skolen. Hun fortsatte med en pædagoguddannelse – eller omsorgsuddannelse, som det dengang hed – og arbejdede de efterfølgende 47 år inden for det socialpædagogiske område. Altid med mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse og altid med den tungeste gruppe af handicappede (se Socialpædagogen nr. 4/2015).

Hun besluttede derfor at give sig selv et fjumreår, når hun blev pensioneret. Og det er det år, hun er i gang med.

Hun vil altid huske tirsdag den 24. februar 2015. Det var den dag, hun stemplede ud. Den dag var hun til sit sidste møde og deltog som altid engageret i den faglige debat. En kollega sagde da også midt under mødet: ‘Hvordan kan du være så engageret, når du går ud af døren om en time?’.

Men det kunne hun. Ja, hun kunne nok heller ikke lade være, for det har altid været en del af hendes personlighed at være engageret i faget, og hun har politisk altid befundet sig til venstre for midten. Det sidste bliver der nok ikke ændret på, selvom hun er blevet pensionist.

Alice Hansen vil også huske sin sidste arbejdsdag for andet end et farvel til arbejdslivet. Hun besøgte den sidste borger lidt i fire om eftermiddagen. Han havde året forinden fået en ny bil, som han var ualmindelig stolt af og glad for. Hun kørte en tur med ham, men var uheldig at bakke hans bil ind i en betonklods, så bilen blev skadet.

– Så det absolut sidste, jeg foretog mig, var at bule en borgers bil.

På det rigtige tidspunkt

Den første tid som pensionist gik for Alice Hansen med at planlægge sin 65 års fødselsdag og rejse en tur til Cuba. Da begge dele var veloverstået, havde hun ingen andre planer end netop ikke at have en plan.  

– Det er gået meget bedre med at holde op med at arbejde, end jeg havde forventet.

Når det er gået så nemt, kan det ifølge Alice Hansen hænge sammen med, at hun gennem et langt arbejdsliv mange gange har skullet omstille sig til nye forhold på arbejdspladsen.

– Det ligger i ens DNA at kunne omstille sig og vænne sig til nye forhold.

Alice Hansen havde de seneste par år før pensioneringen arbejdet fire dage om ugen, og det er en ordning, hun varmt kan anbefale andre.

– Det er en god idé at trappe ned, inden man helt holder op. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort, fordi den ekstra fritid åbner op for, at man kan få tid til at gøre andre ting. Når man arbejder fuldtids, er der fart på, og man er nødt til at lade ting ligge, og så kan de være svære at tage op, når man først sidder der og er pensionist.

Gammel vin på nye flasker

Det er ikke kun fødselsdagsattesten, som fortalte Alice Hansen, at det var tid at holde op. Der kom også en form for metaltræthed, når hun igen-igen oplevede, at ting, som hun havde været med til for mange år siden, dukkede op som ‘ny’ viden, der skulle gennemføres.

– Når man oplever, at tingene kører i ring, er det tid at holde op.

Alice Hansen kommer med et eksempel, og siger samtidig, at hun ikke vil lyde negativ, for det kan jo være rigtig godt for nye socialpædagoger, der arbejder med tingene for første gang.

Fagbladet Socialpædagogen har fx bragt en artikel, der beskrev, hvordan to botilbud byttede bolig i en ferieperiode. Det blev beskrevet som en nyskabelse og nytænkning i det socialpædagogiske arbejde. Her bliver Alice Hansen lidt træt i blikket, for allerede i 1989 var hun med til, at meget svage borgere byttede boliger.

– Dengang som nu var alle glade for det, men det er ikke en ny opfindelse. 

Jo længere væk, hun er kommet fra sit arbejde, jo mere sikker er hun på, at det for hende var det rigtige tidspunkt at standse. Hun har bl.a. svært ved at forlige sig med debatten om rehabilitering – det at borgeren skal bringes tilbage til sin oprindelige position. Det vil sige, at en arbejdsløs skal i arbejde, en misbruger skal ud af sit misbrug.

– Men samme socialpolitiske tankegang kan man ikke lægge på en meget handicappet person. Hvad skal han bringes tilbage til? Der skal være en idé med indsatsen.

Hun bliver irriteret over at høre på den slags.

– Men samtidig er det dejligt, at mange socialpædagoger bliver tændt på ideer og prøver nye tiltag.

Fagligt aktiv på afstand

Alice Hansen følger stadig med i den socialpædagogiske verden og de diskussioner, der rører sig, men hendes tidligere aktive fagpolitiske liv, bl.a. som tillidsrepræsentant, har hun skiftet ud med et medlemskab hos Socialpædagogernes seniorsektion. Hun deltager dog fortsat i kredsgeneralforsamlinger og 1. maj og er glad for, at andre har taget over i det fagpolitiske arbejde.

– Jeg tænker aldrig: ‘Åh, bare det var mig’. I dag behøver jeg hverken lave revolution eller sy stramaj, men har tid til at finde ud af, hvad jeg gerne vil bruge min tid på.

Da statistikken fortæller, at socialpædagoger i gennemsnit lever i 86 år, så vil hun måske godt have et lille job med en lønindtægt, som kunne supplere pensionen. Men kommer det ikke, så går det nok endda, for hun har planlagt også den del af tilværelsen. Og opfordrer andre til at gøre det samme, før de trækker sig.

– For selvom jeg har været godt forberedt, og har mange års pensionsindbetalinger, så skal pengene række i mange år. Og der kommer ikke nye til.

Hun har henvendt sig til kommunen for at blive ledsager for handicappede – den gruppe har hendes store faglige interesse – men kommunen har netop skåret ned på ledsagerordningen. 

Hun vil ikke søge andre job, fx et vikariat – det er ledsagerjobbet eller ikke noget job.

– Man bliver også magelig. Hvis jeg melder mig som vikar, skal jeg være klar hele tiden. Det gider jeg ikke. Jeg har været der.

På spørgsmålet om, hvordan hun ser en fremtid på det socialpædagogiske område, svarer hun:

– Jeg er fuld af fortrøstning i forhold til, at der altid vil være nye og friske pædagoger. Der vil altid være ildsjæle inden for faget.

Men hun har en anden bekymring.

– Når man hører på debatten om, at det skal kunne betale sig at gøre en indsats, kan jeg blive bekymret for vores samfunds vilje til at bruge penge på det sociale område.

Hun tilføjer dog, at hun er nødt til at tro på, at samfundet tager sig af sine svageste borgere.

– Jeg er socialpædagog, også selvom jeg bliver 80, og det betyder, at jeg altid har tanke på og interesse for de svageste borgere i vores samfund. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Pension, Socialpædagogisk praksis