Hvor skal du hen, du?

For et års tid siden boede 16-årige ‘Gaim’ i en jordhytte i militærdiktaturet Eritrea. Nu har han fået asyl i Danmark. Men hvad skal der til, for at han kan blive integreret og ‘opnå samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som sine jævnalderende i Danmark?’.

Det spørgsmål er personalet på Ungdomscentret Allégården på Frederiksberg blevet bedt om at vurdere. De sidste år har centret nemlig modtaget uledsagede flygtningebørn til udredning, og i løbet af tre til fem måneder skal de lave en rapport, der bl.a. kommer med anbefalinger til videre sociale foranstaltninger. Har det uledsagede flygtningebarn fx bedst af at komme ud i en plejefamilie? På efterskole? Eller noget helt andet? Og hvad er der af henholdsvis risikofaktorer og beskyttelsesfaktorer.

Udredningsrapporten udarbejdes, mens den unge bor på døgninstitutionen Allégården, der modtager unge med forskellige vanskeligheder – og som nu stort set udelukkende er for uledsagede flygtningebørn.

– Udredningsmodellen er ikke lavet specifikt til uledsagede flygtningebørn, men det er klart, at der er nogle emner, der typisk fylder, når det drejer sig om den målgruppe – fx omfanget af krigstraumer. Spørgsmålet om familiens udtalte og uudtalte forventninger fylder næsten også altid noget. Er der fx en forventning om, at den unge skal redde sin familie – fx gennem familiesammenføring? Eller om at barnet skal skaffe mad på bordet til sin sultende familie? Eller medicin til sin syge far, siger Kate Nissen, der som Allégårdens socialrådgiver sammen med stedets psykolog har stået i spidsen for udviklingen af udredningsmodellen.

Samtaler og observationer

Selve rapporten bliver udarbejdet i et samarbejde i det såkaldte ‘udredningsteam’, som består af psykologen, Kate Nissen selv samt den unges kontaktpædagog og en støttekontaktperson, der kommer ti timer om ugen og typisk har samme sproglige og etniske baggrund som den unge selv.

Det er kontaktpædagogen, der er den primære person i kontakten med den unge og i indsamling af viden til rapporten – og socialpædagog Hanne Gøth forklarer, at udredningsarbejdet foregår sideløbende med det daglige pædagogiske arbejde.

– Dybest set handler det simpelthen om at lære den unge at kende – og så løbende notere observationer ned. Hvordan agerer den unge i hverdagen? Kan han fx sove om natten? Kan han stå op om morgenen? Laver han sine lektier? Hvordan indgår han i samspillet med de andre unge? Hvordan går det til måltiderne? Og så selvfølgelig observationer om, hvordan den unge har det. Er der mange sorte tanker? Er der angst? Og kan den unge tage imod hjælp, når han har det dårligt?

Ud over observationerne bygger rapporten også på samtaler med den unge – herunder en psykologisk screening i forhold til traumer, der kalder på behandling eller andre tiltag.

I begyndelsen fungerer støttekontaktpersonen som tolk under samtalerne.

– Sproget er jo normalt pædagogens vigtigste arbejdsredskab, så støttekontaktpersonen udgør en meget vigtig rolle, siger Kate Nissen.

Kollektivistisk baggrund

Udredningsrapporten om Gaim er opbygget ud fra en fast skabelon, hvor man systematisk skriver om emner som fx sundhedsforhold, skole/beskæftigelse og læring, social fremtræden, selvstændighed og familieforhold – og den munder ud i en ‘sårbarhedsprofil’ og en sammenfattende vurdering af den unges behov.

I Gaims tilfælde indledes rapporten med en beskrivelse af hans personlige baggrund – sammenkoblet med en mere generel baggrundsforståelse, der omhandler forholdene i Eritrea og bygger på Gaims eritreanske støttekontaktpersons oplysninger. Oplysninger, som efterfølgende er bekræftet på en temadag om Eritrea afholdt af Dansk Flygtningehjælp. Der står fx:

‘På landet, hvor Gaim kommer fra, er man endnu meget traditionsbundne. Her er tingene generelt meget sort/hvide – og ofte er der kun én rigtig måde at gøre tingene på. Det, man lærer af sine forældre, er det rigtige – man ‘følger sin far’, og man ‘træffer ikke egne valg’. For Gaim er det rart at være en del af et fællesskab, hvor man ikke skal forholde sig individuelt. Han kan godt lide, at der er folk omkring ham, og han synes, det er rart, når nogen træffer beslutningerne for ham.’

Den slags oplysninger kan være vældig relevante, når man skal støtte en dreng som Gaim bedst muligt, vurderer Hanne Gøth, der siger: 

– Mange af drengene kan have svært ved at forstå den måde, vi hjælper hinanden på i Danmark. Det at spørge: ‘Hvad kunne du tænke dig? Hvad tænker du selv, vil kunne være en god hjælp for dig?’ bliver overhovedet ikke forbundet med at være nogen som helst form hjælp. Derfor har jeg fx selv været nødt til at sadle lidt om og gøre noget andet end det, jeg har lært i pædagogfaget gennem mange år. I starten må jeg være mere firkantet og bare sig ja og nej, og først skal du gøre sådan, og så kan du gøre sådan. Og først når vi så har lært hinanden at kende, kan jeg begynde at komme med nogle flere forklaringer og fx forklare, hvorfor jeg siger ja, eller hvorfor jeg siger nej.

Sprog og kultur

I udredningsrapporten om Gaim bliver der også givet konkrete eksempler på, hvordan der kan opstå sproglige og kulturelle misforståelser, fx i afsnittet om skole/beskæftigelse og læring:

‘Det er vores oplevelse, at Gaim havde en svær skolestart, da han var den eneste eritreaner i klassen, og fordi ingen lærere talte tigrinya. Det betød, at der flere gange opstod misforståelser, hvor hans adfærd fx blev tolket som modvillighed, hvor det snarere handlede om, at han ikke forstod, hvad det hele gik ud på, eller at han følte sig alene og udenfor fællesskabet. Han havde fx svært ved at forstå relevansen af hjemkundskab eller de udflugter, de tog på – hvorfor han udeblev. I begge tilfælde blev trådene udredt ved støttekontaktpersonen (der taler tigrinya, red.) og Allégårdens mellemkomst.’

Udredningsrapporten fastslår i det hele taget, at støttekontaktpersonordningen har været af uvurderlig betydning for Gaim – og for hans integration. Både fordi hun har været en god samarbejdspartner for personalet på Allégården og bidraget med viden til forståelse af Gaim – og fordi hun har haft mange lange snakke med Gaim og forklaret ham om såvel dansk kultur som det danske samfundssystem. Det fremgår, at Gaim har rigtig meget at lære – lige fra betydningen af at komme til tiden til reglerne i trafikken, hvilket illustreres af, at han i begyndelsen end ikke forstod betydningen af farverne i et lyskryds.

Kate Nissen understreger, at støttekontaktpersonen fungerer som oversætter af ord – såvel som af kultur.

– Støttekontaktpersonen oversætter den danske kultur for den unge. Både så den unge forstår den danske kultur – og så den unge kan tage den danske kultur til sig og lettere lade sig integrere, siger hun.

Sårbarhedsprofilen

Som altid slutter udredningsrapporten med en sammenfattende vurdering af Gaims sårbarhed i forhold til såvel sundhed som fremtidig udvikling og integration i det danske samfund. Her lægges der både vægt på beskyttelsesfaktorer som fx:

‘At han for nuværende ikke synes at have traumer fra krig og flugt – ud over adskillelsen fra og savnet i forhold til sin kultur og familie.’

‘At han er super social og velfungerende, når han er i et fællesskab.’

‘At han er blevet tillidsfuld over for danske medarbejdere.’

Og på risikofaktorerne, der på den ene side handler om en risiko for ensomhed og mistrivsel, hvis han bomæssigt placeres, hvor der ikke bor andre eritreanere – og på den anden side om risikoen for, at han lukker sig om samværet med andre nytilkomne eritreanere og ikke får lært sig dansk kultur og danske samværsformer.

Konklusionen lyder, at Gaim i en periode har behov for både at bo sammen med andre eritreanere og danskere og at have danske voksne omkring sig, som kan lære ham om dansk kultur og danske væremåder.

‘Gabet fra det, Gaim kommer fra, og til det, han er havnet i, er så stort, at en intensiv indsats her i starten af hans ophold i Danmark efter vores vurdering er givet godt ud. Han tager hurtigt ved lære og vil gerne. Men uden en aktiv, målrettet indsats ser vi en risiko for, at han sammen med de øvrige eritreanske drenge lukker sig om sig selv og bliver ghettoiseret’, står der.

Anbefalingen lyder på at arbejde henimod et efterskoleophold sammen med en anden eritreaner. Forudsætningen er dog, at Gaim først lærer noget mere dansk – og også gerne får lidt mere kendskab til danske unges samværsformer.

‘Et bofællesskab udelukkende bestående af eritreanske drenge ville vi være skeptiske over for, selv med dansk støttekontaktperson på. Vi tror, det vil bremse hans integration’, står der.

Forvaltningen beslutter

Kate Nissen understreger, at det er forvaltningen, der beslutter, hvad der videre skal ske med Gaim.

– Men vi håber, at vi med udredningsrapporten har givet dem så godt et grundlag at beslutte på som muligt.

Indtil videre er omkring tolv uledsagede flygtningebørn blevet udredt gennem modellen – og næsten alle er i første omgang blevet visiteret til et forlænget ophold på Allégården. I to tilfælde bunder det i behandlingskrævende psykiske vanskeligheder, så de har fået bevilget et længerevarende ophold. For de andre er det af mere midlertidig karakter, idet de som Gaim gerne skal blive parate til et efterskoleophold. Der er også nogle, der afventer familiesammenføring.

En er på baggrund af udredningen startet på efterskole, mens en anden er på højskole.

– Frederiksberg Kommune er nu også ved at etablere en ordning med værtsfamilier, hvor ressourcestærke familier med kendskab til flygtninge skal fungere som en form for familiepleje, og det ser vi som en rigtig god mulighed for de unge i deres videre integration i det danske samfund, siger Kate Nissen.

På længere sigt skal der også arbejdes med kombinationer, så en ung fx kommer på efterskole og bor hos en værtsfamilie i weekenderne.

Kate Nissen understreger, at udredningsrapporten ikke kun skal bruges til at udvælge boformen – men  også kan medvirke til at kvalificere støtten.

– Det vil fx være tilfældet, hvis en uledsaget flygtning får en mentor, der kan støtte, mens han er på efterskole – og det så på baggrund af udredningen står klart, hvilke problematikker mentoren skal være særlig opmærksom på.

Hanne Gøth er enig:

– Som kontaktpædagog er det gennem udredningsarbejdet min opgave at fodre sagsbehandleren med viden om den unge. Jeg skal give et billede af, hvem den unge er. Og så er det sagsbehandlerens opgave at finde det rette tilbud.