icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdsskader

Dom giver håb

Omkring 50-100 socialpædagogers afviste arbejdsskadesager kan muligvis genoptages, fordi en ny dom fra Højesteret gør op med begrebet ‘en rask krop’

Der er godt nyt til en lille gruppe af socialpædagoger, som tidligere har fået afvist en ulykke som arbejdsskade hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen, red.) og Ankestyrelsen. For deres sag kan muligvis genoptages efter en ny dom fra Højesteret.

Tidligere har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen afvist at anerkende ulykker eller hændelser som arbejdsskader, hvis ulykken ikke kunne betragtes som en hændelse, der kunne medføre varige gener hos en rask person. Med dommen er det blevet lettere at få anerkendt en skade – særligt hvis der ikke var symptomer før skaden, og skaden nu har medført vedvarende symptomer.

Dommen betyder, at mellem 50 og 100 socialpædagoger med afviste arbejdsskader kan få genoptaget sagen, er vurderingen fra Socialpædagogernes arbejdsskadeteam. Afgørelsen i de genoptagne sager vil dog altid afhænge af en konkret vurdering af de lægelige beviser, understreger Ankestyrelsen.

Kan din sag gå om?

Er du i tvivl om, hvad dommen fra Højesteret betyder for din sag, så skal du henvende dig til den myndighed, der traf afgørelse i din sag – altså enten Ankestyrelsen eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen). Der kan du få prøvet din sag igen ved at henvise til dommen fra højesteret den 9. november 2016.

Er du i tvivl, er du velkommen til at kontakte Socialpædagogernes arbejdsskadeteam.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, Arbejdsmiljø