icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Et årti med kommunalreformen

Det er utopi at ønske sig tilbage til tiden før kommunalreformen. Man kan ikke læse fortidens beslutninger ud fra den viden og erfaring, man har fået ti år senere

  • Af Marie Sonne, forbundsnæstformand
  • 01-2017 /

Så har vi taget hul på det nye år. Det er jo altid med en vis spænding, at man forsøger at se ind i året – og ind i det, der venter. Sådan havde jeg det også for ti år siden. Her var det kommunalreformen, som skulle træde i kraft. Og ærligt talt var jeg nok mere bekymret end forventningsfuld for de ændringer, der var på vej.

Jeg var bekymret på borgernes, fagets og medlemmernes vegne: Ville kvaliteten i de amtskommunale tilbud kunne overføres til de nye kommuner? Ville den specialiserede støtte til de mennesker, som har behov, der er komplekse og ikke særligt typiske, kunne fungere i den nye struktur? Ville vores medlemmers faglighed blive respekteret i den nye kommunale virkelighed? Ville børn og unge med komplekse behov kunne klare sig i den kommunale virkelighed i konkurrence med de store flertal af børn med behov for skolebøger, pc’er og gode dagtilbud? Blev det hele til ren økonomitænkning?

Ja, bekymringerne og de negative forestillinger stod i kø. Og ja, nogle af dem viste sig at være unødige. Men andre af bekymringerne viste sig også at være rigtige. For der er udfordringer i forhold til den mere specialiserede støtte. Kommunerne kunne være bedre til at samarbejde. Der kunne være en større sammenhæng mellem det regionale og det kommunale system, når det gælder borgere med psykiske sygdomme. Et større udsyn og mindre blik på den kommunale budgetlinje kunne også være ønskeligt, når man kigger på området for voksne med handicap. De mennesker, som har afgørende brug for specialiseret viden og tilbud, de har tabt. Specialviden og -tilbud er gået tabt, og for nogle mennesker med særlige handicap er det desværre afgørende, hvilket postnummer de har i forhold til at få den rette støtte.

Men meget er også faldet godt ud. Der er kommet meget mere fokus på en sammenhængende indsats. Der er fokus på ulighed – og på at give mennesker et værdigt liv. Inklusion og samarbejdet med frivillige er blevet kommunale greb, som har mange spændende perspektiver. Det specialiserede område og socialpædagogikken er blevet meget mere tydelig for kommunerne. Socialpædagoger bruges på nye jobområder og gør en betydelig forskel for mennesker i nye sammenhænge.

Det er utopi at ønske sig tilbage til tiden før kommunalreformen. Man kan ikke læse fortidens beslutninger ud fra den viden og erfaring, man har fået ti år senere. Og man kan i virkeligheden også diskutere herfra og op til månen, om udviklingen og den større åbenhed ville være kommet alligevel. Men fordi udviklingen har sine uransagelige veje, skal vi holde fast i tøjlerne. For vi kæmper på vegne af andre. Vi kæmper på vegne af alle de mennesker, der ikke nødvendigvis er mange stemmer i. Voksne mennesker med handicap. Dem, der ikke ruller ud med bannere og demonstrerer, når kommunerne strammer ind og begrænser alt det, som giver mennesker værdige liv.