En ny minister har indtaget taburetten i Undervisningsministeriet. Farvel og tak til Ellen Trane Nørby (V). Tak for ingenting vel at mærke. For hun har ikke gjort det spor nemmere at være gidsel i den danske folkeskole. Hverken for de børn, der kræver en anden behandling, eller for de lærere, der ikke magter opgaven. Alle er de fanget i hver sin celle i regeringens store regneark. Både børnene, deres forældre og lærerne bliver syge af det. Tal fra Danske Regioner viser, at antallet af psykisk syge børn faktisk er steget 44 pct., siden inklusionen blev indført.
Dengang påstod regeringen i øvrigt, at inklusionen ikke er en spareøvelse. Og det er i og for sig heldigt nok – hvis det altså bare var tilfældet – for de stigende udgifter til syge børn, sygemeldte lærere og stressede forældre gør inklusionen til en rigtig dårlig forretning.
Den dårlige forretning har Merete Riisager (LA) nu overtaget. Og hvad er så hendes plan? Tidligere har hun været meget kritisk over for skolereformen, men kritikken løjede pludselig af, da hun satte sig på ministertaburetten.
Riisagers mærkesager tæller bl.a. at give forældrene frit skolevalg. Forældrene har allerede frit skolevalg inden for folkeskolen, men hvad med at gøre valget helt frit? Glem alt om procentsatser og forkromede målsætninger. Og lad det i stedet være op til forældrene og uddannede behandlere at vurdere, om et barn ville have godt af et behandlingstilbud, der faktisk evner at hjælpe barnet. Den frihed er vel egentlig et fint eksempel på god liberal politik? Er du ikke enig, Merete Riisager?
Er det ikke på tide at sætte gidslerne fri?