Ingen grund til bekymring
Saml kræfterne fra civilsamfundet og den socialfaglige indsats – og inddrag borgeren. Så vil borgeren opleve en forandring i livet, viser forskning om frivillighed. Og socialpædagoger behøver ikke at frygte udvanding af fagligheden, lyder budskabet
Når de otte familier i KFUM’s familieklub mødes, er det ikke lige til at se, hvem der er de såkaldt socialt udsatte, og hvem der ikke er. De voksne hjælper alle sammen hinanden med madlavningen, og børnene leger på tværs af alder en leg, som en anden voksen er med til at sætte i gang. Henover frikadellerne går snakken om stort og småt – om børnenes skolegang, om der er nogen, der har brug for hjælp til lektierne, og om hvordan man får nye venner. Efter middagen aftaler to af de voksne at hjælpes ad med at kigge på en jobansøgning.
Dette scenarie er tænkt, men kan blive til virkelighed i det store frivillige familieprojekt, som KFUM’s Sociale Arbejde netop har modtaget millionstøtte til fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Her skal frivillige i løbet af de næste år uddannes i socialpædagogiske og psykologiske metoder og understøtte familieklubberne, der består af både udsatte og ressourcestærke familier. Familieklubberne skal give de udsatte familier den støtte, de har brug for.
Og tendensen er klar: Der vil kun komme flere frivilligprojekter og flere frivillige i den sociale sektor. Det er de politiske signaler fra Christiansborg og på landets rådhuse, og det er tendensen i udlandet. Tæt på alle kommuner har da også en vision om mere frivillighed, demokrati og borgerinddragelse – eller samskabelse, som det kaldes.
Og der kommer mere i fremtiden, lyder vurderingen fra Helle Hygum Espersen, der er seniorprojektleder hos KORA og forsker i frivillighed. Hun har bl.a. undersøgt netop kommunale fag- og forvaltningschefers holdning til inddragelse af civilsamfundet og udbyttet af det.
– De er optagede af de demokratiske værdier og i at øge borgernes medborgerskab. De er optagede af samskabelse, som betyder at skabe velfærdsløsninger sammen med de borgere, det handler om – sammen med lokalsamfundet og civilsamfundet, forklarer hun.
Hvad er samskabelse?
Samskabelse handler om at skabe velfærdsløsninger sammen med de borgere, det handler om. Der er tre definitioner på samskabelse i et velfærdssamfund: den beskrivende, den intermedierende og den transformative.
Den beskrivende samskabelse sker, når borgerne støtter op om velfærdsstatens institutioner ved fx at tage den medicin, som lægen udskriver, sortere affald eller sørge for, at barnet laver de lektier, skolen giver med hjem. Der er en form for gensidighed, og samfundet er afhængig af velvillige borgere. Men det sker i en ramme, som det offentlige har defineret fuldstændig.
Den intermedierende samskabelse sker, når det offentlige proaktivt arbejder og interagerer med civilsamfundet, og borgerne bliver betragtet som værdifulde netværk og som nogen, der kan bidrage med andre vidensformer. Det kan fx være en gruppe af dyreejere, der besøger et bosted og er sammen med borgerne med dyrene, eller når frivillige organiserer cykelture med ældre beboere på et plejehjem. Det skaber synergieffekter, fordi dyrebesøget skaber udvikling hos borgerne, eller de ældre sover bedre efter cykelturen. Men parterne bliver stadig på hver deres banehalvdel, og det eksisterende forhold mellem modtagere og leverandører af service forbliver intakt.
Den transformative samskabelse fordrer kollektive processer i både planlægning og udførelse af velfærdsservicen, og borgere, frivillige og kommunens fagfolk er lige og jævnbyrdige på alle niveauer og altså også i forhold til ledelse og styring. Et eksempel kan være et frivilligt drevet medborgerhus, hvor psykisk sårbare og psykisk syge unge kommer sammen med deres hjemmevejleder og udvikler og deltager i husets aktiviteter, hvor både fagpersonen, den sårbare unge og husets frivillige deltager på lige fod. Her smelter civilsamfund, borgere og fagfolk fra kommunen sammen, og de har alle lige meget indflydelse på både idéer, planlægning og udførsel.
Frivillige kræfter en væsentlig spiller
Kommunerne bevæger sig altså væk fra en logik, hvor kommunen er leverandør af velfærdsydelser til en gruppe borgere – og hen imod mere ‘horisontale partnerskaber’, hvor kommunen og borgerne er jævnbyrdige, og hvor de sammen aktivt skal skabe de løsninger, der har brug for.
Og her er de frivillige kræfter eller civilsamfundet en væsentlig spiller, pointerer Helle Hygum Espersen.
Det er især den såkaldte ‘transformative samskabelse’ (se boks), der virkelig batter noget – og det er også det sværeste at få til at lykkes, for det kræver, at borgerne, de frivillige og fagfolkene alle deltager på lige fod i alle dele af processen.
Med andre ord: Fagfolk fra kommunen faciliterer og rådgiver om at skabe fx et nyt værested, men brugerne af værestedet og de frivillige indgår på lige fod med kommunens folk om at bestemme, hvordan værestedet skal være, og hvad man kan lave der.
– Den transformative samskabelse kan, som navnet antyder, transformere marginaliserede borgere og virkelig udvikle dem. Og pointen med samskabelse er, at det skal være transformativt, hvis der skal skabes noget udbytte for borgerne og ikke bare være en effektiv måde at levere en service på. Men det er rigtig svært, siger Helle Hygum Espersen.
For ikke alene kræver det, at den kommunale forvaltning og den enkelte institution kan slippe tøjlerne og lade andre reelt indgå i styring og planlægning og ikke bare lade frivillige optræde i yderste led som leverandør af fx omsorg eller oplevelser. Her handler det både om at lukke de frivillige foreninger ind, og om at borgernes stemme skal tælle lige så meget som alle andres.
Det samme gælder også for den enkelte socialpædagog. Og her kan det blive nødvendigt at overskride nogle fagprofessionelle grænser og også selv engagere sig personligt i et projekt – eller i hvert fald at arbejde på en anden måde, end man er vant til, forklarer Helle Hygum Espersen.
Tre gode råd
Vil du arbejde med samskabelse og frivillige? Seniorprojektleder ved KORA, Helle Hygum Espersen, har tre råd til dig.
- Læs om frivillighed, og hvad der virker – og bliv inspireret.
- Snak med de lokale frivillige organisationer og hør, hvordan de ser verden anderledes end i kommunen – og se det som en styrke. I kan lære noget af hinanden.
- Stol på dine egne holdninger og værdier – du skal turde bruge dig selv på nye måder.
Et håb om transformation
Der findes ikke mange eksempler på transformative samskabelsesprojekter i Danmark i dag, fortæller Helle Hygum Espersen, der dog nævner det frivilligt drevne medborgerhus INSP! i Roskilde som et godt eksempel.
– Her er alle velkomne. Der skabes en mængde forskellige aktiviteter, og psykisk sårbare unge deltager i selskab med deres hjemmevejledere som ligeværdige parter ligesom stedets frivillige. Det har skabt reel recovery for mange af de unge, fordi de oplevede et fællesskab, hvor de kunne være noget andet end psykisk syg, og hvor de samtidig havde den socialpædagogiske støtte på en ny måde, fortæller Helle Hygum Espersen.
På den måde kan samskabelsen også starte i civilsamfundet og ikke som et kommunalt drevet projekt.
Lidt af de samme toner finder man i et nyt projekt fra KFUM’s Sociale Arbejde, der hedder ‘Familier hjælper familier’ – et projekt som i januar blev tildelt 39,5 mio. kr. af Den A.P. Møllerske Støttefond.
Projektet skal skabe 175 familieklubber landet over, hvor udsatte og mere ressourcestærke familier mødes og spiser, leger og lærer – og danner relationer og netværk. Og gennem de relationer kan der åbnes op for muligheden for rådgivning og støtte til de udsatte familier og for brobygning til det offentlige.
Særlige frivillige facilitatorer modtager uddannelse af fx socialpædagoger i de anerkendte psykologiske og pædagogiske metoder ‘De utrolige år’ og ‘Den neuroaffektive udviklingspsykologi’. De frivillige facilitatorer skal stå for rammerne for familieklubberne samt for støtte og rådgivning, ligesom de skal skabe muligheden for brobygning til de offentlige instanser, som mange udsatte familier ikke har stor tillid til.
Ligeværdighed er et nøgleord
I projektet deltager alle familierne uanset baggrund på lige fod, og ligeværdighed er et af nøgleordene, forklarer udviklingschef i KFUM’s Sociale Arbejde Simon Kangas Larsen.
Han mener, at frivillige kan noget helt andet end fagligt uddannet personale.
– Frivilligheden er en kæmpe mulighed i forhold til at give udsatte familier relationer på en anden måde, end man kan få med uddannet fagligt personale. Det, at frivillige personer gør det, fordi de har lyst til det. Det kan nå nogle helt andre typer af familier og nå en helt anden volumen, siger han.
Selvom de frivillige facilitatorer skal uddannes i særlige pædagogiske metoder, og af mange måske vil blive betragtet som en slags ‘professionelle frivillige’ eller ‘socialpædagoger light’, ser Simon Kangas Larsen det ikke som et paradoks, at man blander faglighed og frivillighed.
– Vi skal altid huske, at det er menneskers liv, vi har i hænderne, og vi skal møde dem på den mest kvalificerede måde. Og frivilligheden har grænser både hvad angår tid og faglighed. Projektet kommer til at have nogle familier med, hvor en vis faglighed er nødvendig, og derfor er uddannelsen til de frivillige afgørende. Det kvalificerer de frivillige, for mange frivillige vil i dag gøre mere end at give deres tid – de vil også gøre en faglig forskel. Men man vil gøre det ulønnet, fordi man vil et andet menneske og en anden familie, siger Simon Kangas Larsen og tilføjer:
– Man kan gå nogle flere skridt, fordi frivilligheden er så afgørende. Det giver et myndighedsfrit rum, som man ikke kan opnå på en institution eller i en kommune. Og det er jo ikke, fordi kommunerne og institutionerne ikke skal blive ved med at udføre deres arbejde, for det er også nødvendigt. Men frivillighed og faglighed kan sagtens supplere hinanden, for frivilligheden bliver kvalificeret af den faglige tænkning, som er til gavn for familierne. På den måde kan vi basere vores arbejde på andet end ‘vi plejer’ og mavefornemmelse, siger han og tilføjer, at man frem for at se det som om, at de frivillige tager de ansatte medarbejderes job, så skal man hellere se frivillighed som et supplement til det vigtige arbejde, som fx socialpædagoger gør.
– Men vores projekt er noget andet – det er ikke en myndighedsopgave eller et behandlingstilbud, men et forebyggede arbejde. Og vi kan nå de mange familier, der måske burde få hjælp, men ikke får det det, fordi kommunernes budgetter er begrænsede. Jeg mener, at det er forfejlet at se frivillighed som en besparelse, for det er netop supplement og samskabelse, og vores projekt er et rendyrket civilsamfundsprojekt, hvor frivillige løfter en samfundsopgave som et supplement til det eksisterende, siger Simon Kangas Larsen.
Lad os koble det faglige og de frivillige
Der kan være mange gevinster ved at tænke frivillige ind også i det socialpædagogiske arbejde – det mener såvel Socialpædagogernes formand som børne- og socialministeren, som begge har udtalt sig positivt om frivillighed:
– Set fra min stol er det (frivillighed, red.) et godt supplement, og det ville være ærgerligt, hvis vi havde et velfærdssamfund, som kun var funderet på det offentlige. At vi hjælper hinanden ad frivillighedens vej, er med til at skabe en bedre sammenhængskraft, og det er fantastisk at se, at der er et frivilligt Danmark, som træder til, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) i Ekstrabladet.
– Når det lykkes at gøre det frivillige civilsamfund til en del af vores socialpædagogiske og fagligt professionelle indsats, så er det ren win-win-win. Det er det for de mennesker, det gavner. Det er det for civilsamfundet – og det er det for socialpædagogerne. Vi skal være med til at forme koblingen mellem de frivillige og det faglige i stedet for at lade være, for så risikerer vi netop, at det frivillige samfund bliver noget, der overtager nogle funktioner i velfærdssamfundet. Og det handler om, at vi skal ud og banke på dørene i stedet for, at de frivillige altid skal komme til os, siger Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne.
Der skal efteruddannelse til
Heller ikke Helle Hygum Espersen mener, at der er grund til at bekymre sig om, at de frivillige bliver brugt som en forklædt besparelse.
– Hele snakken om grænser og roller er ødelæggende for samskabelsen, for så får vi jo ikke forløst den værdiskabelse, som der potentielt kan ske for borgerne. Vi skal væk fra den tankegang, der handler om strukturer, opgaver og kompetencer og i stedet tage udgangspunkt i borgernes helhed i stedet for sin egen faglighed. Og det står jo sådan set også i lovgivningen, siger hun.
Men for nogle socialpædagoger kan det være en helt ny måde at arbejde på, erkender Helle Hygum Espersen, og derfor bør socialpædagoger have specifik kompetenceudvikling i samskabelse og inddragelse af borgere og organisationer i lokalsamfundet.
Sådan lyder det også fra de kommunale chefer i Helle Hygums Espersens undersøgelser.
– Cheferne identificerer en mangel, men omvendt satser de ikke på kompetenceudvikling. På samme måde er der et paradoks i, at de er optagede af demokrati og forbedret servicekvalitet, men de lader kun de frivillige komme ind i det yderste leverandørled. Og der kan med rette spørge, om man så egentlig har implementeret det transformative samskabelsesideal, og om der så er så meget demokrati i det, siger hun.