Med en pioner til eksamen
Hvordan kan man arbejde med børnefællesskaber i en specialinstitution? Sådan lyder et af de spørgsmål, som Line Andersen har beskæftiget sig med i sit afgangsprojekt på den nye pædagoguddannelse, hvor hun som en af de første har specialiseret sig i social- og specialpædagogik
– Uh-ha… Nu begynder jeg at kunne mærke det. Mine håndflader er helt svedige.
Sammen med studiekammeraten Louise Fredholm sidder 31-årige Line Andersen og venter. Om fire minutter skal de til afgangseksamen på pædagoguddannelse på VIA UC i Viborg. Går det godt, kan de om knap en time kalde sig pædagoger med specialisering i social- og specialpædagogik.
Længere nede ad gangen kommer en kvinde ud fra eksamenslokalet. Tårerne løber ned af kinderne.
– Jeg er færdig. Jeg har min uddannelse, siger hun.
Andre vifter med flag og ønsker tillykke. Og atter andre er dybt koncentrerede om den sidste forberedelse.
– Når vi er færdige, har du fortjent et stort stykke kage, siger Line Andersen til Louise Fredholm.
– Har jeg det?, spørger Louise Fredholm glad.
– Det har du! Det har vi begge to, svarer Line Andersen.
Børnefællesskaber i specialinstitutionen
I hånden holder Line Andersen det bachelorprojekt, som de to kvinder har skrevet sammen, og som de nu skal op at forsvare.
‘En kvalitativ undersøgelse om børnefællesskabers betydning for et barns sociale udvikling og trivsel i specialinstitutionen’, hedder opgaven.
Omdrejningspunktet er en virkelig 5-årig dreng, Mathias, der er født med handicappet Cerebral Parese – også kaldet spastisk lammelse. Mathias går i en specialbørnehave sammen med ni andre børn med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, og her har han svært ved at finde ligeværdige legekammerater. Enten fordi de andre kognitivt er på et helt andet udviklingsniveau, eller fordi de har autisme og ikke kan rumme interaktionen.
I opgaven har Line Andersen og Louise Fredholm bl.a. interesseret sig for, hvad børnefællesskabet – eller det manglende børnefællesskab – betyder for Mathias, og hvilken socialpædagogisk indsats, der kan gøres for, at han alligevel kan opleve at være en del af et børnefællesskab.
De kobler teori, forskning og bøger med deres egne observationer og refleksioner fra 16 dages feltarbejde i specialbørnehaven, hvor de bl.a. har været fluen på væggen, når Mathias har været i sproggruppe sammen med jævnaldrende fra almen-børnehaven, der ligger i samme bygning som specialbørnehaven.
Nu er pionererne færdige
I januar blev de første pædagoger udklækket fra den nye pædagoguddannelse, hvor det er blevet muligt at specialisere sig i social- og specialpædagogik. Vi har fulgt tre af pionererne på deres vej gennem specialiseringen og frem til det grønne bord. Læs her hvad de gik til eksamen i, og hvad de drømmer om at lave som færdiguddannede. Find de tidligere artikler på her
Nervøsiteten melder sig
Line Andersen gnider hænderne mod hinanden.
– Huuuuhaaaaa, siger hun.
Nervøsiteten har ellers ikke fyldt så meget op til eksamenen, for det er kun 18 dage siden, at Line Andersen fødte sit andet barn: En lille pige, der skal hedde Ida.
– Så det har gjort mig lidt mere afslappet. Jeg har haft andet at fokusere på, siger hun med et smil. Mens Line Andersen venter, går Idas far, bedstemor og oldemor rundt med barnevognen – på lang afstand af Line Andersen, så hun ikke kan høre et eventuelt barneskrig.
Så går døren til eksamenslokalet op, og Line Andersen og Louise Fredholm bliver kaldt ind. Bordet er dækket med det obligatoriske grønne klæde, og de tager plads overfor censor og eksaminator.
– Her er vand og husk at drikke rigeligt undervejs, siger eksaminator, Maria Juncker Månsson.
Sproggruppen
I opgaven har Line Andersen og Louise Fredholm bl.a. beskrevet deres observationer omkring Mathias’ deltagelse i sproggruppen.
Her bliver der bl.a. sunget en sangleg, hvor børnene skal bruge kroppen.
– Kom alle sammen. Op at stå, siger pædagogen fra den almene børnehave.
Mathias har fuld bevægelighed i overkroppen, men han kan kun gå få skridt uden hjælpemidler og bruger kørestol. Da de andre rejser sig, følger han med ved at lave bevægelser og fagter med armene.
Så begynder sangen:
– Vi kan lide at bruge kroppen, for så er vi helt på toppen. Vi skal gå på vores hæl, vi skal gå på vores tæer, løbe i en rigtig fart.
Da der skal løbes, kører Mathias i stedet afsted i kørestolen, mens han smiler.
Under eksaminationen får Line Andersen og Louise Fredholm først ordet til et oplæg, de har forberedt hjemmefra, og her taler Louise Fredholm bl.a. om observationerne i sproggruppen:
I opgaven har hun og Line Andersen sat spørgsmålstegn ved, om sanglegen var en hensigtsmæssig aktivitet. Går det ud over Mathias selvværd, når han ikke kan deltage på lige fod med de andre? Til eksaminationen nuancerer hun synspunktet:
– I observationerne kan vi se, at Mathias smiler, når der skal løbes, og han kører i kørestolen. Måske føler han, at han er med, siger hun og henviser til ph.d. i pædagogisk psykologi, Tine Basse Fisker, der siger, at inklusion er, når alle børn føler sig som en værdifuld del af et fællesskab. På den baggrund konkluderer Line Andersen og Louise Fredholm, at man altså er inkluderet, når man føler sig inkluderet.
– Så det vigtige er, hvad Mathias føler og oplever. Ikke hvad vi har af normer og forestillinger om, hvornår han er inkluderet, siger Louise Fredholm.
Glad for specialiseringen
Egentlig skulle Line Andersen have været færdiguddannet pædagog i 2016, men midt i studiet blev hun gravid med sit første barn – og da hun kom tilbage fra barsel, var pædagoguddannelsen lavet om.
Line Andersen blev overflyttet til den nye uddannelse, hvor hun var med blandt pionererne på specialiseringen i social- og specialpædagogik.
– Jeg kan jo ikke vide, hvordan det ville have været på den gamle uddannelse, men jeg tænker, at det har været en fordel med specialiseringen. Vi har i hvert fald gået mere i dybden på specialiseringen, end vi gjorde på det første år, som jeg tænker var lidt mere overfladisk, siger hun.
I første omgang skal Line Andersen på barsel med barn nummer to, og når hun kommer tilbage, håber hun på at kunne arbejde med børn inden for specialområdet, eller – hvis arbejdstiderne kan passe med familielivet – på et botilbud eller bofællesskab for voksne.
– Men jeg må sige, at jeg er meget åben. Jeg vil også godt arbejde i en almindelig børnehave. For mig er det vigtigste at få det første job – præcist hvilket job er ikke så vigtigt.
– Det allervigtigste, jeg har lært gennem uddannelsen, er, at der ikke findes ét fast svar på, hvordan man skal gøre overfor andre mennesker. Der er ikke én bestemt metode, som kan bruges på alle – man er altid nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte barn eller den enkelte bruger og se på, hvad der er bedst for ham eller hende.
Hvordan vil du vurdere trivsel?
Da Line Andersen og Louise Fredholm er færdige med deres oplæg, begynder eksaminator og censor at stille spørgsmål.
Hvorfor er det overhovedet vigtigt at arbejde med børnefællesskaber? Hvilken rolle kan Mathias’ forældre spille i forhold til at skabe et inkluderende børnefællesskab omkring Mathias? Hvordan ville Line og Louise inddrage hans forældre? Hvad mener de egentlig, når de taler om trivsel? Hvordan vil de måle om Mathias trives? Hvad mener de, når de siger relation? Har vi en relation lige nu?
Line Andersen og Louise Fredholm kan svare på det meste, men nogle gange bliver der også lange pauser mellem svarene. Fx da censor borer i den måde, de vil vurdere Mathias’ trivsel.
– Hvordan vil I finde ud af, om barnet selv synes, det trives, spørger han.
– Jeg vil tale med barnets forældre, siger Line Andersen.
– Så vil du altså spørge nogle andre, hvordan barnet trives.
– Øh… Jeg vil også lave et børneinterview med barnet.
– Og hvordan vil du gøre det? Hvordan vil du snakke med barnet om barnets trivsel?
– Jeg vil ikke spørge: Trives du i børnehaven? Jeg vil fx spørge: Hvornår er du glad, siger Line Andersen.
– Så du forbinder altså trivsel med ‘gladhed’, spørger censor – og så bliver Line Andersen på grund af nervøsitet i tvivl om, hvad hun skal svare.
Ventetid
Tre kvarter er der sat af til eksamination og votering, og pludselig er tiden gået. Line Andersen og Louise Fredholm går ud af lokalet, hvor forældre, kærester, søskende, børn og bedsteforældre venter.
– Hvordan gik det? Hvordan gik det?
– Det ved jeg ikke. Jeg synes ikke, det gik så godt, svarer Line Andersen.
– Jo, siger Louise Fredholm, det gik godt!
– Jeg synes ikke, jeg forstod alt, hvad censor spurgte om, siger Line Andersen.
– Forstod du det ikke, gentager hendes mor bekymret.
– Jo, jeg forstod det godt… men… jeg forstod ikke, hvad det var, han ville have, at jeg skulle svare, siger Line Andersen.
– Her mor, siger Louise Fredholms femårige søn og rækker hende en rød rose, men hun rækker den tilbage.
– Jeg skal ikke have den endnu. Vi skal li-i-ige se, hvordan det går…
Så bliver døren til eksamenslokalet åbnet igen.
Vil du dele dit afgangsprojekt?
Er du selv blevet færdig som pædagog med specialisering i social- og specialpædagogik? Og har du lyst til at dele dit afgangsprojekt med andre? Så hører vi meget gerne fra dig. For at fejre den nye specialisering i social- og specialpædagogik offentliggør vi nogle af afgangsprojekterne på Socialpædagogernes hjemmeside, www.sl.dk, så andre kan kigge med og finde inspiration.
Send dit afgangsprojekt til Runa Larsen på ral@sl.dk sammen med et par stikord om indholdet. Skriv også meget gerne, hvad du selv er blevet mest overrasket over ved at arbejde med projektet.
Læs afgangsprojekterne på www.sl.dk/afgangsprojekter
Blomster og åbne arme
Da Line Andersen og Louise Fredholm igen har fået sat sig ved bordet, ser Maria Juncker Månsson på dem.
– Jeg vil starte med at sige, at I får 10, siger hun.
– Og at I altså får den samme karakter.
De får ros for en ‘på mange måder god’ opgave, men Maria Juncker Månsson påpeger også, at de på nogle tidspunkter virkede lidt usikre.
– Da I skulle nuancere, hvordan man kan vurdere trivsel, var det som om, I blev lidt nervøse og tænkte, at der kun var et bestemt, rigtigt svar, som I så ledte efter. Men lige om lidt skal I ud og stå i praksis, og der er der ikke altid et bestemt, rigtigt svar, siger hun.
Louise Fredholm lyser op i et stort smil.
– Vi er godt tilfredse med 10, siger hun.
Og så går de to nyuddannede pædagoger ud til familien, der står klar med blomster og åbne arme. Lille Ida sover trygt i barnevognen, også da Line Andersen følger traditionen på VIA UC i Viborg: Hun ringer på den store skibsklokke, der signalerer en fuldendt mission: Kling, kling! Min uddannelse er i hus.
Læs Line Andersen og Louise Fredholms bachelorprojekt på www.sl.dk/afgangsprojekter