icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Skal spændetrøjen i brug igen?

Der er brug for nytænkning, og der er brug for løsninger. Men dem skal vi ikke lede efter i juraen eller i kassen med forbud. De skal findes i fagligheden – og så skal der penge til området!

  • Af Verne Pedersen, forbundsnæstformand
  • 02-2017 /

Skal vi til at finde spændetrøjen frem igen i socialpsykiatrien? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Det ville være uværdigt. Uværdigt for det syge menneske, som har brug for kvalificeret faglig hjælp. Og uværdigt for os som samfund, hvis vi ikke kan behandle syge mennesker med den rette hjælp og de rette tilbud.

Men desværre er vi nu som samfund et skridt på vej ned ad den uværdige sti. I forbindelse med lovforslaget til forebyggelse af vold på botilbud har regeringen nemlig en række yderst radikale forslag. Et af dem er, at man som psykisk syg risikerer at miste sig bolig på et bosted, hvis man indlægges på en af de nye socialpsykiatriske afdelinger, regeringen opretter. Det er så himmelråbende grotesk og uretfærdigt. Ville man byde det til en kræftsyg, som for en periode måtte tage imod længerevarende behandling? Selvfølgelig ikke. Det er et socialpolitisk skred, at vi nu står der, hvor vi vil være den behandling bekendt. Og udover at det for mig både er etisk og moralsk forkert, så er det også på kant af lovgivningen.

I forbindelse med vores høringssvar om regeringens forslag om de nye afdelinger, fik vi en ekspert fra Juridisk Institut på Aarhus Universitet til at læse med i regeringens lovforslag. Hendes tilbagemeldinger bekræftede vores mistanker om juridiske gråzoner, som kan få voldsomme konsekvenser for psykisk syge. ‘Ekstremt indgribende’ er ordene, som juraeksperten bruger om risikoen for at miste sit hjem. Udover risikoen for at miste sin bolig, hvis man skulle blive anbragt på en af de nye afdelinger, vil man også de facto blive tvunget til misbrugsbehandling. Det omtaler eksperten som det ‘formentligt allerstørste indgreb i beboernes personlige rettigheder’.

Når man nu læser lovforslaget igennem, så får man indtryk af, at de nye pladser på de nye afdelinger er beregnet til koldblodige og beregnende voldsmænd, som skal straffes. Ikke at det er syge mennesker, som faktisk har krav på den rette behandling i det rette system. Men det er det, vi skal kæmpe for, at de får. Og den kamp vil vi blive ved med at kæmpe. Både for de psykisk syge og for os selv. For det rykker ved rammerne for det socialpædagogiske arbejde, vi laver.

Der er brug for nytænkning, og der er brug for løsninger. Men dem skal vi ikke lede efter i juraen eller i kassen med forbud. De skal findes i fagligheden – og så skal der penge til området!