’Godmorgen – så er det stå-op tid’. Dynen rører på sig, bliver trukket endnu højere op. Nu er kun en hårtop synlig. ‘Naej, jeg vil ikke – jeg vil sove’. ‘Nå da – du er træt? Måske er du kommet for sent i seng? Måske skal jeg planlægge det sådan, at du kan få en lille lur efter skole?’
Teenageren misser med øjnene og spørger, om jeg måske har glemt, at hun har en aftale med Sanne efter skole? Og det er vigtigt, for de skal have fundet ud, hvilket tøj de skal have på til festen i Ungdomsklubben på fredag.
Ja, det havde jeg da rent glemt. Godt at hun selv huskede det, så hun kan komme op og i skole – ellers kan hun jo ikke være sammen med Sanne senere. ‘Men jeg børster fandeme ikke tænder’, svarer teenageren, mens dynen bliver skubbet til side, og fødderne bliver plantet hårdt på gulvet.
Dagen er begyndt. Jeg går ud i køkkenet, tænder for radioen – der er 7-nyheder, sætter kaffe over og dækker morgenbord. Jeg kan høre, at der bliver skyllet ud i toilettet, og playlisten på mobilen er i gang. Jeg er færdig med madpakken, da teenageren gør sin entre og er klar til morgenmad. Mobilen har hun husket at slukke og lægge fra sig – ros for det!
Vi sidder over for hinanden og spiser. Det er ikke tid til small talk, så det bliver bare en kort gennemgang af dagens program i overskrifter: Være sammen med Sanne til kl. 17, dække bord før spisetid kl. 18 (og nej, du må ikke spise hos Sanne, og hun skal heller ikke spise her). Fra 19.30 til 21.00 fødselsdag hos Trine, der bliver 19, og derefter er det tid til bad, medicin og smøre den fodsvamp, som jeg ikke har været opmærksom på før alt for sent.
‘Hmm, har du givet mig nødder med? Aj, tak!’ Lidt snack i madpakken giver næsten altid bonus, og teenageren kvitterer også denne gang med et lille smil. Der er også lagt tre cigaretter og tre stykker tyggegummi frem. Den første smøg bliver røget, før vi kører afsted mod specialskolen, som ligger 10 minutter herfra. Det er lykkedes at få en særlig aftale med skolen, så de sidste to cigaretter må ryges på et aftalt sted og uden selskab.
Der bliver heller ikke snakket meget i bilen. Teenageren har headset på og hører musik på mobilen. Kort før skolen tager hun den ene prop ud: ‘Er du sur?’, spørger hun. Jeg har siddet i mine egne tanker, skal til bestyrelsesmøde i idrætsforeningen, og der er optræk til uro. Hun er så sensitiv. Jeg beroliger hende og fortæller, at jeg lige var optaget af tanker omkring en træls situation, som ikke har noget med hende at gøre.
Jeg fortæller videre, at jeg lige har brug for at give Linda en besked, så jeg går med ind på skolen. Skal jeg aflevere mobilen for hende? Hun tager headsettet i lommen, slukker mobilen og rækker den over til mig. ‘Dejligt at mærke, at du nemt kan undvære din mobil i skoletiden nu. Det ved jeg, at Linda også er glad for’. Teenageren smiler bredt og mindes den gang, hun dårligt kunne trække vejret, hvis ikke den var ved hånden. ‘Jeg gør det godt – gør jeg ikke?’ Jo, det gør hun.
Fire timer senere er jeg tilbage. I den mellemliggende tid har jeg drukket kaffe med moster, som bor midt i vores lille, skønne landsby. Moster og jeg snakker rigtig godt og tænker tit, at vi tilsammen nærmest må være de klogeste mennesker i sognet. Alt bliver vendt; børnebørn, opskrifter, mosters højskoleophold – ja, selv det forestående præsidentvalg i USA får forstandige ord med på vejen. Ikke fordi der er meget fornuftigt at snakke om i den forbindelse.
Vasketøjet, der blev sat over før skoletid, er også blevet hængt op, og stativet er sat ud. Det er koldt og klart, så måske kan det tørre bare lidt.
Teenageren er glad og snakkende. Det har været en god dag, hun har lavet nogle skide svære matematikopgaver. Yes og highfive! ‘Er der flere fiskefileter? Jeg er lige ved at dø af sult.’ Jeg spørger hende, om hun har spist al maden i madpakken. Ups – nej. Æblet er der stadig. Det passer lige til turen hjem.
Hjemme er eftermiddagens ration af cigaretter lagt frem – fem styks, og hun stryger lige ind (husker dog at tage skoene af først) og snupper en, som skal ryges med det samme inden frokost. Jeg trækker tiden lidt, så hun kan hjælpe med at dække bord, og det gør hun gerne. Der er en fiskefilet, og den bliver nydt.
‘Ved du godt’, spørger teenageren med kun lidt mad i munden, ‘at det nogen gange er svært, at du og Peter er så søde ved mig? At du laver god mad til mig og næsten aldrig bliver vred’.
Det snakker vi lidt om, mens jeg smiler indeni. Efter frokosten har hun travlt, der skal chattes og skiftes tøj – to eller tre gange. Der skal også lægges makeup, det gider hun (heldigvis) ikke længere stå tidligere op for at gøre før skoletid. Der kan faktisk være dage, hvor makeuppen næsten er diskret. I dag er ikke en af de dage.
En halv time før aftalen med Sanne minder jeg hende om den daglige oprydning. Der er tøj i stakke på gulvet, på stolene, på sengen. Utroligt nok er der også stadig tøj i skabet. ‘Ja, ja – der er da tid endnu!’
Hun ligger på maven på sengen – oven på tøjet – og livechatter på Gud-ved-hvilket-medie med en fyr, som jeg i mit stille sind ønsker derhen, hvor peberet gror, og internetforbindelse er ikke eksisterende.
25 minutter senere kommer hun flyvende gennem stuen. Jeg overvejer at spænde ben sådan rigtigt, men gør det i stedet mentalt: ‘Har du ryddet op?’ Nu starter dagens 21. forhandling. ‘Jamen, for fanden – jeg skal jo mødes med Sanne om fem minutter!!’ Argumenterne er mange og dårlige uden, at det denne gang bliver andet end opslidende. Nogen gange kan vi faktisk godt grine af det. Hun kommer 10 minutter for sent til aftalen med Sanne, men det er ikke første gang.
Min bedste ven og ægtefælle kommer hjem fra arbejde, mens teenageren er ude. Vi drikker kaffe og spiser en femkornsbolle fra fryseren. Der skal snart bages igen. Det er dejligt med lidt voksentid. Det er der ikke meget af. Faktisk er det nok det, der er det sværeste; at vi ikke har alene-tid til hinanden, at vi skal afsted hver for sig til voksenfester, at vi ikke kan tage ud at spise og gå i biografen bagefter og genopleve, at vi sammen er vigtige. Aflastningen, som var, er ikke mere, og at finde en ny er mere end svært.
Hun er god til at overholde tider, og kl. 17 er hun hjemme igen. Hun og Sanne har haft det sjovt, prøvet tøj og chattet med nogle drenge fra Sannes skole. En af dem er lidt spændende og har scooter, så han kan godt komme allerede i aften. Ud fra beskrivelsen er han da helt oplagt et godt emne, men vi skal jo til fødselsdag. Bare en time – please. Fra kl. 18.30 til 19.30. Hun kan sagtens nå både at have besøg og at komme med ned til Trine. Om ungersvenden kan og vil er underordnet. Min kæreste skærer igennem: Nej! Teenageren forsvinder ind på værelset, og døren bliver godt lukket.
Før aftensmaden når hun igen at chatte med fyren fra Helvede, og han sender smådjævle efter hende. Hun sender andre uhyrligheder tilbage og kommer grædende ud i køkkenet. ‘Jeg vil hjem, jeg savner min mor. Hvorfor kan hun ikke bare være der for mig?’
Ja, hvorfor kan hun ikke bare det? Men når det nu er, som det er, så står jeg tilbage som vinder. Det er nemlig mig, som har hende lige her, tæt på og i mine arme. Det fortæller jeg hende igen, mens tårer, snot og makeup bliver tværet ud på og ind i min bluse, som heldigvis kan klare det meste. Jeg stryger hende over håret og trøster, mens kartoflerne koger ud.
Heldigvis er frikadeller og en rest sovs fra flæskestegen den anden aften lige det, der skal til, og fødselsdagen er reddet.
Det var min tur til at tage alene afsted, men nu kommer vi alle tre derned.
Trines lillebror er 15 og helt almindelig. Ikke kæreste-emne, men en god ven, så de to hygger sig inde på hans værelse. Han holder hende til og med ved selskab, når der skal ryges. Ikke fordi han ryger. Eller måske nok alligevel.
Hun er ikke klar til at tage med hjem, da klokken bliver 21, men bad, medicin osv. venter.
Den sidste time før sengetid er lang. Det er den hver aften. De mange skal-ting skal forhales, mørke tanker trænger sig på, og trætheden er mærkbar. Teenageren er ikke teenager mere, snarere 3-4 år.
Klokken 22 er det godnat og putte-tid, mobilen sættes på flytilstand og kun musik fra playlisten er tilladt. En halv time senere lister jeg ind, slukker mobilen og lægger den væk. Jeg stryger hende endnu en gang over kinden og bemærker, at makeuppen heller ikke i aften kom helt af.
På vejen ud slukker jeg lyset og hvisker: ‘Godnat og sov godt’.
Alle navne i dagbogen samt skribentens er ændret på grund af reglerne om tavshedspligt og af hensyn til de medvirkende.
En dag på jobbet
Familieplejernes arbejdsdag er noget ganske særligt, og Socialpædagogerne bad derfor familieplejerne om at skrive dagbog fra en helt almindelig hverdag. Vi bringer her vinderbidraget fra den lille konkurrence.