icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Asylbørn

Faglighed frem for sanktioner

Nyt lovforslag udvider magtbeføjelserne på børnecentre. Socialpædagogerne kritiserer forskelsbehandling af asylbørn

Regeringen vil nu skabe ro og orden på landets børnecentre på baggrund af en række episoder med uro omkring centre, hvor uledsagede flygtningebørn er indkvarteret. Grundlæggende indfører det nye lovforslag de samme regler på børnecentrene, som dem, der gælder for børn anbragt uden for hjemmet, og som er beskrevet i Lov om voksenansvar – herunder regler om magtanvendelse. Men på flere områder adskiller reglerne sig, og det bekymrer Socialpædagogerne.

– De uledsagede mindreårige skal ikke forskelsbehandles. De er også børn med særlige behov. Faktisk er denne gruppe børn og unge ekstra skrøbelige og sårbare. Det skal afspejles lovgivningsmæssigt ved, at de er underlagt samme regelsæt som andre anbragte børn og ved at sætte deres trivsel og rettigheder i centrum, siger Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen.

Lovforslaget indebærer eksempelvis, at personalet får mulighed for at trække barnet eller den unge i lommepenge, hvis børnecentrets husorden brydes. Det kan komme på tale, hvis man groft eller gentagne gange overtræder reglerne, fx begår hærværk, drikker alkohol eller tager stoffer på centret.  Denne form for økonomiske sanktioner indgår ikke i Lov om voksenansvar.

Ifølge Verne Pedersen er det en forkert vej at gå og et redskab, der kan have den modsatte effekt i forhold til at opnå god trivsel og læring.

– Vi er grundlæggende uenige i, at der skal en økonomisk sanktionering til for at skabe en forståelse for, at handlinger har konsekvenser. Uhensigtsmæssig adfærd skal mødes med faglighed, forståelse, støtte og guidning – og ikke magt og tvang, siger Verne Pedersen.

Socialpædagogerne mener, at reglerne skal støtte en udvikling af en praksis, der forebygger konfliktsituationer med socialpædagogisk faglighed. Og at indsatsen over for udsatte børn og unge – herunder uledsagede flygtningebørn – skal være baseret på omsorg og fokusere på trivsel og udvikling.

Derfor foreslår Socialpædagogerne i et brev til udlændige- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at det ikke er Udlændingestyrelsen, men derimod Socialtilsynet, der skal føre tilsyn med børnecentrene, da det vil sikre fokus på faglig kvalitet i forhold til de opgaver og de mål, der er med børnene og de unge.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis

Relaterede artikler