icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
OK 2017

Bedre vilkår til de privatansatte

Især børnefamilier og seniorer får forbedrede vilkår i den nye overenskomst for privatansatte socialpædagoger, der er indgået mellem Socialpædagogerne og Dansk Erhverv, og som forbundets hovedbestyrelse nu har godkendt

Mere frihed ved barnets sygdom, ny seniorordning og højere ulempeydelser. Det er nogle af elementerne i den overenskomst, som arbejdsgiverne i Dansk Erhverv og Socialpædagogerne er enige om skal gælde for privatansatte socialpædagoger på fx private opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud.

Aftalen omfatter ca. 1.000 medlemmer af forbundet, og den er nu blevet godkendt af Socialpædagogernes hovedbestyrelse – der i denne sammenhæng er det, der teknisk hedder ‘den kompetente forsamling’ – med 28 stemmer for og én imod.

Ud over ovenstående indebærer OK-aftalen desuden, at der oprettes en ny særlig opsparing på 2 pct. af den individuelle løn, som kommer oven i lønnen, og som man selv individuelt kan vælge at få udbetalt som løn, sat ind på pensionen eller anvendt til afholdelse af seniordage.

Aftalen lægger sig op ad de øvrige aftaler på det private område, og Socialpædagogernes formand Benny Andersen er rigtig godt tilfreds med resultatet af forbundets forhandlinger:

– Det er en aftale, der betyder mærkbare forbedringer for ældre medarbejdere og for dem med små børn – og højere ulempeydelse til alle, siger han og fortsætter:

– Men den nye aftale er også god, fordi der er perspektiver i den. Vi slår fast, at hvis man vil have dygtige medarbejdere og have høj kvalitet i sit tilbud, så skal man have en overenskomst. For der er højere løn på de steder, der har overenskomst, og dermed er det lettere at tiltrække medarbejdere med de rette kompetencer. Og det er dejligt at kunne skrive under på en aftale, der fortsætter den tankegang, siger Benny Andersen.

Overenskomsten, der gælder i tre år fra 2017, kom ikke på plads helt uden sværdslag, og ét af de steder, hvor Socialpædagogerne holdt fast, handler om længden på opsigelsesvarslerne, som arbejdsgiverne ønskede at forkorte.

– Det kan hurtigt gå op og ned for de private tilbud, som pludselig kan blive nødt til at lukke, og derfor er medarbejdernes tryghed i ansættelsen enormt vigtig. Derfor har vi arbejdet for at bevare alle tryghedsbestemmelserne, så medarbejdere fx ikke pludselig kan stå uden job, men får ordentlige varsler, siger Benny Andersen.

OK 2017 for det private område

Det indeholder Socialpædagogernes nye overenskomst på det private område:

  • Særlig opsparing oven i lønnen, som udgør 2 pct. af lønnen. Denne særlige opsparing kan bruges på enten mere løn, pension eller seniorordning og udbetales én gang om året eller ved fratrædelse.
  • Seniorer kan benytte sig af en ny seniorordning fra fem år før den gældende folkepensionsalder, som giver seniorer 32 seniorfridage pr. kalenderår.
  • Forlængede opsigelsesvarsler for ophørte tillidsrepræsentanter med seks uger ud over den ansattes individuelle varsler.
  • Medarbejdere har ikke længere pligt til afspadsering ved sygdom.
  • Medarbejdere med børn får frihed ved barnets første hele sygedag – hvis barnet bliver sygt, mens medarbejderen er på arbejde, har medarbejderen nu også ret til barnets første hele sygedag den følgende dag.
  • Nedsættelse af hviletid kan aftales op til to gange på en uge (mod i dag en gang).
  • Forhøjelse af alle ulempeydelser med 1,6 pct. om året i overenskomstperioden.

Ikke en lønfest, men…

Om overenskomstaftalerne på det private område generelt siger arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen fra Københavns Universitet, at de er tegn på, at ‘vi er kommet ud af krisen’.

– Vi skal ti år tilbage for at finde en overenskomst, hvor man kan finde penge som dem, der er i den her aftale, siger han til DR Nyheder.

Med overenskomstaftalerne kan LO-medlemmer over én kam se frem til lønstigninger på over 7 pct. over tre år, og det svarer til en reallønsfremgang på over 2 pct.

– Det er en overenskomst præget af penge. Det er ikke en lønfest, men lidt højere satsstigninger end de tre seneste overenskomster, siger Søren Kaj Andersen.

Socialpædagogernes hovedbestyrelse har som nævnt godkendt forbundets egen aftale, men den endelige godkendelse af de privatansattes overenskomst afhænger dog af, om den samlede forligsskitse bliver godkendt i alle lønmodtagerorganisationer på det private område.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, Overenskomst