icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
16_voldogtruslerB.jpg
Vold og trusler

Hvad med min retssikkerhed?

Tre gange måtte hjemmevejleder Henrik Madsen fortælle en beboer, at hans retssag om tre voldssager var blevet udsat. Henrik Madsen er beboerens modpart i voldssagerne, og først fire dage senere fik han selv besked fra politiet om udsættelsen

  • Af Lone Marie Pedersen / Illustration: Peter Hermann
  • 06-2017 /

En uge før Jan Petersen skulle møde i retten, ringede hans advokat for at bede hjemmevejlederen om at videreformidle besked om, at retssagen var udsat. Hjemmevejlederen var Henrik Madsen, og det var ham, der skulle give beskeden. Men det var samtidig også ham, der sammen med en kollega havde politianmeldt Jan Petersen for voldelige overfald på det bosted, hvor han boede og stadig kommer, og hvor de to socialpædagoger arbejdede og fortsat arbejder.

Først fire dage efter, at Henrik Madsen havde givet beboeren besked, ringede politiet til Henrik Madsen selv for at fortælle ham, at sagen var udsat.

– Jeg blev lidt irriteret over, at vi ikke fik besked samtidig med beboeren, der hånede os, fordi vi ikke vidste noget.

Beboeren Jan Petersen er en ca. 190 cm høj voksen mand med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse, hjerneskade og epilepsi. To gange har han overfaldet Henrik Madsen med slag. Anden gang gik det også ud over en kvindelig kollega, og da første sag ikke var afsluttet, da andet overfald skete, valgte politiet at føre begge sager samtidig.  

Det skulle desværre vise sig, at det ikke var et enkeltstående tilfælde, at Henrik Madsen modtog besked fire dage efter, at han som hjemmevejleder havde givet beboeren besked om, at sagen var blevet udsat. 

Da retssagen for anden gang blev udsat, var forløbet præcis det samme.

Retssagen nåede at blive udsat tre gange, og hver gang fik medarbejderne beskeden fire dage senere end den sigtede.

Ved tredje aflysning fik medarbejderne oven i købet ikke hele den besked, som de allerede havde videreformidlet til Jan Petersen, nemlig en ny dato for retsmødet. 

Da Henrik Madsen gjorde politiet opmærksom på det, fastholdt politiet, at der slet ikke var berammet et nyt retsmøde.

– Hver gang har jeg spurgt politiet, hvorfor anklagede får besked før os, og hver gang har svaret lydt, at det er på grund af mangel på ressourcer hos politiet. Men hvor er vores retssikkerhed, spørger Henrik Madsen.

Stress og ingen forklaring

Forløbet begyndte at påvirke både Henrik Madsen og hans kollega.

– Vi ligger lidt meget i stress og vil gerne have sagen afsluttet.

Det stressede dem, at de fik så sent besked, og at beboeren vidste besked før dem.

– Når sagen blev udsat, grinede borgeren og hånede mig og sagde fx ‘Ha, jeg kan jo bare slå dig, der sker jo ikke noget’. Beboeren har hver gang troet, at han er blevet frikendt. Det har været et stort pres, fordi man skal være professionel som pædagog. Almindeligvis vil man forsvare sig selv eller flytte sig et andet sted hen, men det er ikke muligt, når man skal være professionel pædagog.

Forløbet har påvirket ikke kun Henrik Madsen og hans kollega, men også andre medarbejdere på bostedet og har bl.a. betydet, at der efterfølgende har været to voldelige overfald (begået af andre beboere), som de pågældende medarbejdere ikke har ønsket at politianmelde, fordi de ikke ville igennem samme forløb.

– Det er et dårligt signal. Vi siger, at vi skal beskytte os selv, og at vi lever i et retssamfund, men når vi så er på arbejde, så går man ned med flaget, fordi systemet ikke fungerer. Det er svært at passe på sig selv, hvis systemet byder os sådan nogle vilkår, siger Henrik Madsen.

– Jeg kan forstå, hvis det var sket en enkelt gang, men her snakker vi om tre gange i samme sag, og vi kan egentlig ikke få nogen forklaring på det. Når vi kan opleve det på vores bosted, så kan alle andre vel også?

Henrik Madsen er 44 år og uddannet socialpædagog. Han har mange års erfaring med udadreagerende beboere. Han har bl.a. arbejdet med domsanbragte udviklingshæmmede og inden for psykiatrien.

Jeg slår dig ihjel

Første gang Henrik Madsen, der på ulykkestidspunkt havde været ansat et år, blev slået af Jan Petersen, var i 2014, hvor de drak kaffe sammen med andre beboere i bostedets fælles lejlighed og talte om det forestående julearrangement. Der var plads til, at beboerne hver kunne invitere to gæster, men Jan Petersen insisterede på, at han ville have tre med.

Da han ikke kunne få det, rejste han sig og gik ud på græsplænen, mens han sagde, at han ville tale med afdelingslederen. Henrik Madsen gik efter ham ud på græsset og fortalte, at afdelingslederen var taget hjem. Pludselig kom Jan Petersen farende hen imod ham, mens han råbte: ‘Jeg slår dig ihjel’.

– Jeg blev meget overrasket, for jeg har aldrig set ham løbe så hurtigt. Inden jeg kunne nå at forsvare mig, fik jeg tildelt flere slag direkte på halsen og på brystkassen. Jeg sagde hele tiden ‘Stop, stop’ og trak mig baglæns. Da jeg på et tidspunkt sagde: ‘Gå hjem til dig selv’, gik han hjem.

Henrik Madsen gik op på kontoret og fik fat i en kollega, som kunne overtage hans arbejde. Herefter ringede han til afdelingslederen for at fortælle, hvad der var sket, og kontaktede vagtlægen. To dage senere anmeldte han overfaldet til politiet.

Henrik Madsen var herefter sygemeldt i 18 dage og fik hjælp fra både psykolog, kiropraktor, fysioterapeut og massør. Han var blevet ramt voldsomt på venstre halshvirvel og i brystkassen og havde den efterfølgende tid en dundrende hovedpine.

Ledelsen udviste den største forståelse, fortæller han:

– Jeg føler, at ledelsen hele vejen igennem har bakket mig op og taget det alvorligt.

Blackout

Den første tid efter, at Henrik Madsen var blevet raskmeldt og tilbage på arbejde, blev det tilrettelagt sådan, at han ikke havde så meget med Jan Petersen at gøre. Efter nogen tid blev han igen hjemmevejleder for ham. 

– Både ledelsen og jeg var enige om, at jeg skulle fortsætte med ham, fortæller han.

Anden gang, Henrik Madsen blev slået, var i 2015. Det var dagen før hans fødselsdag og samme dag, han havde afsluttet behandlingen fra det første overfald.

De sad i fællesrummet ved hver sit bord og talte sammen med de andre beboere og en kollega om, hvad de skulle have til aftensmad. Pludselig slog Jan Petersen den kvindelige medarbejder, der sad ved hans bord.

– Det kom fuldstændig pludseligt. Der var ingen tegn på, at han ville gøre noget. Han ramte hende på skulderen, og da det så ud som om, at han ville slå igen, flyttede hun sin stol, mens hun sagde ‘Jan, du skal ikke slå mig’.

Jan Petersen tog sin stol og flyttede den hen ved siden af hendes, mens han slog ud efter hende. Hun fik det afværget og forlod fællesrummet. Herefter rejste Jan Petersen sig og gik med hastige skridt hen mod Henrik Madsen.

– Jeg rejser mig og tænker, jeg skal bare væk. Men jeg kan ikke komme væk, for Jan står midt i rummet og spærrer det hele, mens han bare slår på mig. Jeg får 15-18 slag, før det lykkes mig at få fat i ham. Jeg må tage førergreb for at få ham guidet ud af lokalet og ud på gangen, mens jeg tre gange spørger ham, om han har slappet af. Han siger ja. Og jeg siger ‘Jan, jeg slipper dig nu’. 

Da Henrik Madsen slap grebet, vendte Jan Petersen sig om og slog efter ham.

– Jeg afværger med min arm. Der er en dør mellem Jan og mig, som jeg låser. Jeg går ind i fællesrummet igen for at høre, om de borgere, der stadig sidder derinde, er ok. Imens kan jeg høre, at Jan er ved at låse sig ind i fællesrummet (alle beboere har nøgle til den fælles lejlighed, red.). Henrik låste døren op.

– Da Jan igen slår ud efter mig, smækker jeg igen døren i, idet jeg tænker, at jeg skal have ham helt ud. Jeg låser atter døren op og råber ‘Stop Jan, nu går du hjem’. Jan stopper faktisk og tager sin jakke for at gå.

Henrik Madsen gik igen ind i fælleslejligheden for at se, om de andre borgere havde det godt.

– Da jeg har sikret mig, at de er ok, går jeg ovenpå for at se, hvordan min kollega har det. Det viser sig, at Jan ikke er gået hjem, men ovenpå, hvor han jager min kollega rundt om mødebordet, mens hun råber: ‘Stop Jan’.

Da Henrik Madsen så det, fik han et blackout og kan ikke huske, hvad der skete, ej heller hvordan de fik Jan Petersen ud af møderummet.

Føles som en fiasko

Henrik Madsen kom først til sig selv, da Jan Petersen, der var på vej ned af trappen, vendte sig om og sagde: ‘Nå, får jeg så ikke noget at spise i aften?’.

Jan Petersen, der er lidt højere end Henrik Madsen, har lange arme og slår hårdt.

– Selvom jeg fik afværget med armene, så blev jeg virkelig ramt, da hans arme kom flyvende.

Henrik Madsen fik slagmærker på armene og modtog igen krisepsykologhjælp. Efter et par dage var han tilbage på arbejde. Hans kollega, som ikke har ønsket at medvirke i denne artikel, var sygemeldt i længere tid. 

– Jeg følte lidt, at jeg var den besværlige kollega, og at det lidt var min egen skyld. Jeg tror, at mange har det på samme måde: At man føler sig som en fiasko, når nu borgeren blev voldelig over for lige præcis én selv. Man må da have gjort noget forkert.

Henrik Madsen var dog ikke den eneste. Det viste sig, at der ligger en stribe voldsanmeldelser mod Jan Petersen, men Henrik Madsen var den første, der anmeldte det til politiet.

I dag er Jan Petersen i et en-mands-projekt i botilbuddet, men kommer fortsat i fælleslejligheden, hvor Henrik Madsen næsten dagligt møder ham. Engang imellem har han arbejdsopgaver i direkte tilknytning til Jan Petersen. 

Men kollegaerne forsøger efter det seneste overfald så vidt muligt at fritage ham fra for mange arbejdsopgaver, der direkte har noget med Jan Petersen at gøre.

– Det er dejligt at have sådan nogle kollegaer, siger Henrik Madsen.

I slutningen af 2016 kom sagen endelig for retten, og Jan Petersen blev idømt en tilsynsdom med et minimum på fem år og ingen længste tid.

Retten besluttede samtidig, at medarbejderne ikke skal have erstatning for svie og smerte.


De medvirkende og nævnte i artiklen optræder af hensyn til deres sikkerhed alle under pseudonym.  Deres rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø