icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
SK-mungo-parkB.jpg
Flygtninge

Jeg vil give mit liv for Danmark

Han flygtede som teenager fra en skæbne som selvmordsbomber – og endte i Danmark. Mandag aften delte afghanske Popal Naseri sin historie med socialpædagoger fra Kreds Nordsjælland ved et arrangement om mennesker på flugt og uledsagede flygtningebørn

Han var kun 11 år, da Taleban spændte en selvmordsbombe på hans krop og sendte ham afsted for at ramme en militærbase i Afghanistan. Men Popal Naseri kunne ikke få sig selv til at udløse bomben. Han blev taget til fange, sendt tilbage til træningslejren – og valgte siden at stikke af.

Det blev startskuddet på en lang og barsk flugt via Iran, Tyrkiet og siden Europa, hvor endestationen lidt tilfældigt endte med at blive Danmark. 

- Jeg har boet på gaden i Iran, vandret i kulde om natten i de tyrkiske bjerge og krydset Middelhavet i overfyldt gummibåd. Jeg havde ikke noget andet valg, for begge mine forældre var døde, og jeg var udset af Taleban til at dræbe mange mennesker. Men i dag har jeg været i Danmark i syv år, og jeg kan kun sige, at det er et land, jeg vil give mit liv for, lød det fra Popal Naseri.

Sammen med den syriske flygtning Abdul Rahman Arafh satte han ord på, hvad det gør ved børn og unge, når de alene må flygte fra et hjemland i krig. De to mænds historie er en del af projektet ’Flygtninge fortæller, som Dansk Flygtningehjælp Ungdom (Dfunk) står bag.

Stærke realistiske fortællinger

De barske personlige fortællinger om, hvordan Popal og Abdul kom til Danmark, indledte et aftenarrangement for ca. 50 socialpædagoger i Kreds Nordsjælland, som Mungo Park Teater i Allerød lagde hus til mandag den 15. maj.

- Det er stærke fortællinger, som jo desværre ligner dem, vores medlemmer ofte hører i deres arbejde inden for asylområdet. Med et arrangement som det her håber vi at sætte fokus på et område, hvor vi som socialpædagoger kan gøre en stor forskel, siger Birgit Anna Larsen, faglig sekretær Kreds Nordsjælland. 

Sagt med andre ord, så starter socialpædagogernes arbejde præcis der, hvor flugten ender.

- Jeg er ikke i tvivl om, at børn og unge, der som Popal og Abdul har været flugt og oplevet krig, tortur, drab, sult og de mest forfærdelige ting, de har stor gavn af vores faglighed og evne til at opbygge gode relationer. Vi kan hjælpe dem godt i gang med at blive inkluderet i vores samfund, siger Birgit Anna Larsen. 

Efter ’Flygtninge fortæller’ arrangementet kunne deltagerne opleve Mungo Parks teaterforestilling ’ULEDSAGET’, der kredser om samme emne. Mænd, kvinder og børn, der har truffet det vanskelige valg at rejse fra deres hjem mod Europa. Forestillingen er baseret på virkelige historier fra mennesker på flugt – og i det kommende nummer af fagbladet Socialpædagogen bringer vi en reportage fra teatersalen.

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder