Jørns plejeforældre føler sig svigtet
Det kunne være gået langt bedre for Jørn fra ’Mors lille dreng – på egne ben’, men kommunen forsømte at støtte os som plejefamilie, siger hans plejemor Lilli Bach
– Det var mega-hårdt at se på, at Jørn gik til grunde uden at nogen gjorde noget. Vi var helt tyndslidte. Og vi manglede nogen at dele ansvaret med.
Sådan fortæller den tidligere familieplejer Lilli Bach, der har været plejemor for Jørn fra TV2-dokumentaren ‘Er du mors lille dreng?’.
Jørn blev landskendt i 1998, fordi han som baby blev fulgt af et kamerahold, der viste, hvordan hans forældre ikke magtede at tage sig af ham – og hvordan han til sidst blev anbragt i familiepleje hos Lilli og hendes mand Uffe.
Senere viste det sig, at Jørn både havde diagnoserne ADHD, autisme og alvorlige personlighedsforstyrrelser, og nu – knap 20 år efter – har TV2 fulgt op og stillet spørgsmålet:
Får Jørn den hjælp, et anbragt og handicappet barn har brug for, når det skal til at være voksen?
Nej, mener Lilli Bach.
– Til sidst så vi en dreng, der kom hjem og lignede noget, katten havde slæbt ind. Han levede et kummerligt liv, siger hun.
Manglende relationer
Ifølge tv-dokumentaren havde såvel plejefamilie som psykologer og socialpædagoger i flere år gjort opmærksom på, at der skulle stå et skærmet tilbud klar til Jørn, når han blev 18 år – men det gjorde der ikke.
I stedet blev han i første omgang boende hos plejefamilien, selvom de ikke var rustet til at tage sig af en ung handicappet mand med et begyndende misbrug, og da han efter en omtumlet tid endelig fik plads på et botilbud, matchede det slet ikke hans behov.
– Fra kommunens side var det dårligt forberedt. Socialpædagogerne på botilbuddet havde ikke fået bygget relationer op til Jørn, inden han flyttede ind, og når de kom og bankede på hans dør for at tilbyde deres hjælp, sagde han nej, så de gik igen. Men pusheren ville han gerne lukke ind, fortæller Lilli Bach.
I dokumentaren hører man, hvordan Jørns misbrug er vokset, og hvordan han har gældsat sig hos pushere og er blevet truet og presset. Til sidst tog plejeforældrene affære. De fik et møde med Aarhus’ rådmand for bl.a. sociale forhold, og så blev Jørns plejefar, Uffe Andersen, i en periode ansat til at hjælpe Jørn ud af kriminalitet og misbrug. De tog til Norge på afvænning, og da de kom hjem, fik Jørn en plads på et nyt botilbud på Sjælland, hvor der er mere massiv støtte.
– I Jørns tilfælde håber jeg, at det nu kommer til at gå godt, men det kan ikke være rigtigt, at man skal have et dokumentarfilmhold til at holde ude på parkeringspladsen for at få den nødvendige hjælp, siger Lilli Bach.
Forpligtelse til at deltage
Hun har valgt at deltage i dokumentaren, fordi hun håber, at det vil kaste lys over de problemer, der opstår, når anbragte og handicappede børn fylder 18 år.
– Den første dokumentar, ‘Er du mors lille dreng?’, fik enormt stor opmærksomhed – også på længere sigt, for den bliver bl.a. vist til studerende på pædagoguddannelsen og andre uddannelsessteder. Og jeg tænker, at vi har en forpligtelse til at stå frem nu, fordi der er mulighed for, at ‘Mors lille dreng – på egne ben’ også kan skabe opmærksomhed, og at den måske kan være med til ændre nogle ting, så der bliver en bedre overgang, når anbragte børn med handicap fylder 18 år.
I forhold til Jørn mener hun, at der burde være sket en langsom udfasning fra plejefamilien – og en tilsvarende indfasning på det nye botilbud, sådan at Jørn fx først var kommet i aflastning på det botilbud, han senere skulle flytte ind i, og der derved kunne være opbygget nogle bedre relationer, inden han flyttede ind.
Som plejefamilie bliver man jo tildelt en opgave, der skal udføres for en kommune, altså for samfundet, men jeg synes, man bliver enormt meget overladt til sig selv
Lilli Bach, tidligere familieplejer for Jørn
Specialist i Jørn
Lili Bach mener også, at plejefamilien burde være tænkt ind i en overgangsfase, så de – også formelt – bevarede et ansvar for Jørn.
– Jeg er ikke specialist i hverken ADHD eller autisme, men jeg er helt klart specialist i Jørn. Og de kompetencer vil jeg gerne have i centrum – i et samarbejde med det botilbud, der skal tage over, siger hun.
Når Lili Bach ser tilbage, fortryder hun på ingen måde, at hun og Uffe sagde ja til at blive familieplejere.
– Det bedste ved at have været plejefamilie for Jørn er, at vi har lært Jørn at kende. Han er et dejligt menneske, og på de gode dage kan han berige vores familie med sit nærvær og sin sorte humor. Men når det er sagt, synes jeg også, at vi er blevet misbrugt lidt af systemet. Som plejefamilie bliver man jo tildelt en opgave, der skal udføres for en kommune, altså for samfundet, men jeg synes, man bliver enormt meget overladt til sig selv. Vi har ikke fået den støtte, der var brug for i form af tilstrækkelig med supervision og pædagogiske redskaber.
Særligt i årene op til og efter Jørns 18 års fødselsdag føler Lili Bach sig svigtet.
– Jeg synes, at vi som plejefamilie arbejdede hårdt på at beskrive Jørn og hans behov for støtte, men der blev ikke handlet på det. Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan sikre et ordentligt forløb, når plejebørn med handicap fylder 18 år. Sådan at der bliver en god og glidende overgang mellem plejefamilien og det nye tilbud i voksenhandicap, siger hun.
Aarhus Kommune svarer på kritikken
Socialpædagogen har bedt socialchefen i Aarhus Kommune, Lotte Henriksen, om at forholde sig til sagen om Jørn.
Har Aarhus Kommune begået fejl i sagen om Jørn?
I en sag som Jørns er der ingen nemme løsninger, men vi har igennem hele forløbet haft fokus på at gøre det, som vi mener, er det bedste for Jørn. Når vi ser på forløbet i dag, er det selvfølgelig klart for os, at der er ting, vi kunne have gjort bedre.
Jeg lægger især vægt på, at plejefamilien ikke føler, at de er blevet støttet tilstrækkeligt. De har gjort en enorm indsats, som vi har været rigtig glade for. Forløbet giver anledning til at erkende, at den plan, der var lagt for Jørns overgang til bostedet, lagde for stor en opgave over på plejefamilien, og at vi med fordel kunne have aflastet plejefamilien tidligere i forløbet, indtil Jørn flyttede hjemmefra. Det er en erfaring, vi vil tage med os fremover.
Er der noget, I fremover vil gøre anderledes?
Der er ting, vi som forvaltning skal gøre bedre i vores tilrettelæggelse af overgangen fra barn til voksen under de regler, der nu gælder. Her tænker jeg bl.a. på, at vi kan have mere fokus på den tidlige indsats, så vi er bedre forberedte, når det 18. år kommer.
Vi skal i overgangsarbejdet have mere håndholdte overleveringer med inddragelse af dem, der skal være med til at løfte opgaven, samt klarere og mere præcis forventningsafstemning og kommunikation.
Med baggrund i de erkendelser har vi nu sat fokus på, hvordan vi generelt kan sikre en bedre koordinering og omstilling i overgangen fra barn til voksen – herunder hvordan vi sikrer en bedre kontakt og opfølgning med plejefamilier i overgangsfasen, så vi kan skabe en bedre og mere glidende overgang fra barn til voksenlivet for unge mennesker som Jørn.
Denne artikel er opdateret fredag den 19. maj kl. 15:50.