Mors lille dreng er ikke den eneste
Anbragte unge svigtes alt for ofte på tærsklen til voksenlivet. Det viser ny spørgeundersøgelse fra Socialpædagogerne. Også Autismeforeningen påpeger en særlig risiko
Mere end hver tredje familieplejer vurderer, at deres plejebarn fik et ringe – eller meget ringe – tilbud, da det fyldte 18 år.
Sådan lyder konklusionen på en spørgeundersøgelse, som Socialpædagogerne har lavet med svar fra 353 familieplejere, der alle har haft et plejebarn, som fyldte 18 år under anbringelsen.
Og det tal er alt for højt, vurderer Socialpædagogernes formand Benny Andersen.
– Tallene viser desværre, at TV2-dokumentaren ‘Mors lille dreng – på egne ben’ ikke beskriver et enkeltstående tilfælde. I dokumentaren ser vi, hvordan plejebarnet Jørn, der både har autisme, ADHD og en række alvorlige personlighedsforstyrrelser, bliver svigtet, da han fylder 18 år. Der står et ikke et relevant tilbud klar til ham, og han overlades i stedet i alt for høj grad til sig selv og et voksende misbrug. Og vores undersøgelse viser, at der er tale om et generelt problem ved overgangen til voksenlivet, siger Benny Andersen.
Socialpædagogernes undersøgelse underbygges af ‘Undersøgelse af plejefamiliers vilkår og rammer’, som Socialstyrelsen (der dengang hed Servicestyrelsen) udgav i 2010. I den undersøgelse svarer halvdelen af de tidligere plejebørn, at de efter anbringelsens afslutning oplevede, at støtten fra kommunen var dårlig eller meget dårlig.
– Og selvom selve anbringelsen har været vellykket, risikerer vi at tabe det hele på gulvet, hvis indsatsen ikke følges ordentlig til dørs, siger Benny Andersen.
Forskellige behov
Han understreger, at det er meget forskelligt, præcis hvilket tilbud det enkelte anbragte barn har behov for ved overgangen til voksenlivet.
I Jørns tilfælde spiller autismehandicappet i høj grad ind på behovet, og formanden for Landsforeningen Autisme, Heidi Pernille Thamestrup, påpeger, at mennesker med autisme generelt kan have store vanskeligheder ved overgangen til voksenlivet, og at dette kan være yderligt vanskeligt for plejebørn.
– For alle unge med autisme gælder det, at der er risiko for at blive kastebold mellem systemerne, fordi der mangler gode tilbud og en forståelse for de særlige udfordringer, der følger med autismehandicappet. Og de vanskeligheder kan blive endnu større, hvis man også er opvokset i en plejefamilie, hvor plejeforældrenes ansvar formelt ophører, når barnet fylder 18 år. For unge voksne med autisme har behov for enormt meget støtte fra deres forældre, siger hun.
Det kan ikke være rimeligt, at man som handicappet står endnu dårligere, fordi man også har været anbragt. Der må vi som samfund sikre et godt tilbud, hvor plejefamilien også tænkes ind i overgangsfasen
Benny Andersen, formand, Socialpædagogerne
Særligt ansvar
Heidi Pernille Thamestrup forklarer, at en god relation er meget vigtig, hvis man vil hjælpe en ung med autisme, for autisme er et socialt handicap, og uden en god relation risikerer man nemt, at den unge siger nej til hjælp, selvom behovet er der.
– Hvis en støtteperson fx bare kommer på besøg og banker på, sker det tit, at den unge med autisme ikke vil lukke vedkommende ind. Og så går det ikke, hvis man bare tænker: Fint, nu har vi tilbudt støtte, og han har sagt nej, så kan vi godt gå igen. Der skal arbejdes med pædagogiske metoder, og desværre kan det i en sådan situation være nødvendigt, at forældre – eller tidligere plejeforældre – presser på for, at den unge alligevel får den relevante støtte.
Benny Andersen understreger, at samfundet har en særlig forpligtelse til at hjælpe anbragte godt ind i voksenlivet:
– Det kan ikke være rimeligt, at man som handicappet står endnu dårligere, fordi man også har været anbragt. Der må vi som samfund sikre et godt tilbud, hvor plejefamilien også tænkes ind i overgangsfasen.