icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Udsatte unge

Unge kommer til orde i ny rapport

Hvad fortæller unge selv om livet som anbragt, overgangen til voksenlivet eller erfaringer med socialpædagoger? Det bliver belyst i rapport fra SPUK

– En god pædagog er for mig en, der kan forstå én og snakke med én om de problemer, som man måske har. En, som er meget forstående og sød, og hvor man føler et sådant familiebånd med personen-agtigt.

Sådan lyder et af citaterne i rapporten ‘HØRT! – unge med særlige livserfaringer deler ud af deres meninger og oplevelser’, der netop er udgivet af SPUK. Rapporten er et såkaldt fortalerprojekt, der handler om at give ordet til de unge, der skiller sig ud, i stedet for at det kun er fagpersoner, politikere og eksperter, der udtaler sig om dem. 50 unge mellem 15 og 24 år er blevet interviewet, og de fortæller om alt fra at blive ‘puttet i boks’ til racisme, sociale medier, socialpædagoger, opholdssteder, plejefamilier, politiet, medier og politikere, boligmangel, hjemløshed, rusmidler, fællesskaber, nedskæringer, uddannelse, at være ung i det sociale system og at have etnisk minoritetsbaggrund.

Vær opsøgende

De unge kommer også med løsningsforslag, og når det handler om at blive en god socialpædagog, påpeger en af deltagerne fx, at socialpædagogen skal være opsøgende – og ikke kun tilbyde hjælp, når den unge rækker ud:

– Sådan at det ikke altid er den unge, der skal kontakte pædagogen, men det ligesom skal gå begge veje. Så det er et forhold, frem for at det er dig, der skal møde dem. Frem for at du siger: ‘Jeg har det her problem’, så skal det også være dem, som måske ringer og spørger: ‘Hvordan har du det?’ ‘Har du det okay?’ ‘Hvordan har din dag været?’

Et andet løsningsforslag handler om, at socialpædagogerne skal bruge mere tid sammen med de unge – og mindre tid på papirarbejde.

Den svære overgang

Rapporten påpeger også, at der er store problemer i overgangen til voksenlivet.

– Da jeg blev 18, var det som at støde panden mod en mur. Der var ikke rigtig så meget hjælp at hente. Hverken fra kommunens side eller noget som helst andet, siger en af deltagerne.

Her handler et løsningsforslag om at skabe en mere glidende overgang, og en deltager siger fx:

– Da jeg kom ud af mit misbrugsforløb, da var der en rigtig god udslusning, hvor jeg fik et akutnummer og fik mindre samtaler – men stadig samtaler – og der bliver holdt øje med mig. Det synes jeg var en meget bedre måde at gøre det på.

Nogle af de unge i projektet har været til møde med socialminister Mai Mercado (K) for at fremlægge ideer og holdninger, og socialministeren har skrevet forordet til rapporten, hvor hun påpeger, at såvel fagfolk som politikere har en særlig forpligtelse til at lytte, når mennesker i udsatte positioner taler.

Rapporten er støttet af Velux-fonden og kan gratis hentet på www.spuk.dk

Relaterede artikler