icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
SK_MetteFrederiksen_B.jpg
Folkemøde

Vigtigt signal om sårbare unge

S-formand Mette Frederiksen brugte sin tale på Folkemødet på at sætte fokus på udsatte og sårbare unge – et rigtigt og vigtigt signal, mener Socialpædagogernes formand

Der sker noget med mange af vores børn og unge, der bekymrer mig – som mor, som menneske og som politiker. Hvorfor kender så mange af os børn og unge, der ikke har det godt?

Sådan lød spørgsmålene fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, da hun i dag talte på Folkemødet på Bornholm. I stedet for en traditionel partiledertale brugte hun tiden på at adressere det faktum, at et stigende antal unge føler sig sårbare, føler, at de har svært ved at leve op til deres egne og omverdenens krav og for den dels vedkommende udvikler deciderede psykiske lidelser.

Hun tog udgangspunkt i en ung pige, hun selv kender, der klarede sig godt i skolen – alt kørte på skinner:

- Indtil dag pludselig blev til nat, og den helt almindelige unge pige på kort tid var blevet til patient i psykiatrien, fortalte S-formanden.

Hun pegede på, at når hvert femte barn og ung føler sig stresset, når hvert niende barn i 9. klasse føler sig ensom, og når hver anden pige i 8.-9. klasse synes, hun er overvægtig, så afspejler det en udvikling, samfundet som sådan må forholde sig til.

Fire store spørgsmål

- Er der noget i vores tid, der gør livet svært for dem, spurgte Mette Frederiksen og opfordrede til debat om fire spørgsmål: Er konkurrencen blevet for hård, og er barndommen blevet for kort og kravene for store? Bruger vi for meget tid på sociale medier og kigger for meget ned i telefonen i stedet for at se hinanden i øjnene? Kan man fare vild i den udstrakte frihed, vi giver børnene, og er rammerne blevet for løse og autoriteterne for slappe? Er vi blevet alt for individualiserede og har lagt for meget over på den enkelte? 

Måske er det her det moderne samfunds største problem. I disse år er der mange af vores børn og unge, der får en diagnose – måske er det vores samfund, der skal have en

Mette Frederiksen, formand, Socialdemokratiet

- Måske er det her det moderne samfunds største problem. I disse år er der mange af vores børn og unge, der får en diagnose – måske er det vores samfund, der skal have en, sagde S-formanden:

Hun medgav, at der ikke er lette svar, men sagde med en henvisning til tv-serien ’Skam’, at mennesker helt grundlæggende har brug for andre mennesker – og at problemerne ’kræver, at vi tør vælge fællesskabet til’.

Og efter at have anerkendt værdien af fx tidlige indsatser og behovet for flere sociale investeringer inviterede Mette Frederiksen afslutningsvis både de tilstedeværende på Folkemødet og resten af Danmark til en samtale om, hvordan samfundet som sådan kan vende udviklingen.  

En afgørende rolle

Socialpædagogernes formand Benny Andersen hilser Mette Frederiksens budskab velkommen. Det er afgørende, at der bliver taget nogle konkrete initiativer, siger han:

Ingen tvivl om, at vi som faggruppe er klar – og ingen tvivl om, at det her vil være en både bydende nødvendig og klog investering i de kommende generationer

Benny Andersen, formand, Socialpædagogerne

- Jeg synes, det er rigtig stærkt, at en partileder vælger at sætte så præcist fokus på et samfundsproblem, som griber om sig, men som vi ikke har fået adresseret ordentligt. Alt for mange, der selv er forældre til unge, eller som arbejder med unge, ved, at alarmklokkerne ringer, og at alt for mange unge føler sig psykisk presset. Og det kan være ødelæggende for deres fremtid og føre til store problemer senere i livet. Vi kender symptomerne, og vi har en god ide om, hvad der virker. Nu må vi skride til handling, siger Benny Andersen.

Han peger på, at socialpædagogik kan spille en afgørende rolle i den vifte af indsatser på fx ungdomsuddannelser og ungdomspsykiatriske afdelinger, der skal til for at dæmme op for den mistrivsel og psykisk sårbarhed, der rammer bredt blandt unge.

- Ingen tvivl om, at vi som faggruppe er klar – og ingen tvivl om, at det her vil være en både bydende nødvendig og klog investering i de kommende generationer, siger Benny Andersen. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Socialpolitik