Det handler om at se mikro­signalerne

Helt basalt beskriver kommunikationspasset, hvad man som medarbejder skal vide for at kunne igangsætte en dialog og kommunikere på en fagligt bevidst og fintfølende måde

Eva Maria Oberländer, socialpædagog

Alle skal med på vognen

Kvisten har 13 pladser, og i øjeblikket bor otte børn og unge i alderen 6-19 år fast på stedet, mens to er i aflastning.  Foreløbig har tre fået et digitalt kommunikationspas, og planen er, at alle beboere – både ‘gamle’ og nyindskrevne – fremover skal med på vognen.

Hvis barnet eller den unge allerede har boet på Kvisten et stykke tid, bliver der taget udgangspunkt i de informationer, som findes i papirudgaven af kommunikationspasset. Men er der tale om nyindskrevne, vil der typisk gå nogle måneder, før et digitalt kommunikationspas kan udarbejdes. I den periode vil medarbejderne gå i dialog med forældre eller forældremyndighedsindehavere og de institutioner, barnet eller den unge eventuelt tidligere har boet på, ligesom de selv vil observere med henblik på kommunikationsafdækning. 

– Kendskabet og relationen til barnet har stor betydning for, hvor meget man kan aflæse kommunikativt og også for hvor meget kommunikation, barnet kan give, siger Eva Maria Oberländer.

Kvistens ansatte arbejder sammen i tværfaglige teams, og før et digitalt kommunikationspas bliver udarbejdet, tager medarbejderne en faglig diskussion af, hvordan de hver især oplever barnets eller den unges kommunikation. Det sker for at kvalificere passet og gøre det så præcist som overhovedet muligt.

– Det jeg ser, er ikke nødvendigvis sandheden om, hvordan det er, og den kommunikation, jeg har med barnet, kan også være en anden end den, mine kolleger har. Det handler om at finde en fælles platform, så kommunikationen bliver ensartet og genkendelig for barnet eller den unge. Mange har omfattende hjerneskader – og det er vigtigt, at der sker en mikroregulering i kommunikationen, så den bliver forståelig for dem, og de kan opnå læring, siger hun.

Det digitale kommunikationspas udarbejdes i jeg-form og rummer information om alt det, der er relevant i forhold til kommunikationen med den enkelte.

– Helt basalt beskriver kommunikationspasset, hvad man som medarbejder skal vide for at kunne igangsætte en dialog og kommunikere på en fagligt bevidst og fintfølende måde, så det foregår på barnets eller den unges egne præmisser, siger Eva Maria Oberländer.

Signaler bliver fortolkningsbare

Et eksempel på indholdet i appen kan fx være et foto af barnet ‘Karen’ med en tilhørende tekst, hvor hun fortæller, at hun er mest tryg ved at sidde med ryggen mod en væg, når der bliver talt til hende. 

– Det kunne også være, at hun har brug for, at man står helt stille, eller at man enten taler højt eller lavmælt til hende, siger Eva Maria Oberländer.

Videosekvenserne bliver optaget i situationer, hvor børnene og de unge fx er glade, utilpasse, kede af det, frustrerede eller vrede, og med den visuelle og auditive dokumentation kan nye medarbejdere og vikarer både se og høre, hvad det er for nogle signaler, der bliver sendt ud i de forskellige situationer.  

– De små nuancer i kommunikationen bliver på den måde fortolkningsbare. En af vores beboere siger fx ja ved at løfte venstre arm op og nej ved at dreje den nedad og udad. Han er rigtig dygtig. Men hvis man ikke kender ham, giver det ikke sig selv, hvad det er, han kommunikerer, siger Eva Maria Oberländer. 

Overstimuleret eller syg?

De signaler, der kommer fra børnene og de unge, kan også være af somatisk karakter. De kan fx få en anden kulør i ansigtet, begynde at savle, kaste op, ryste eller få feber. Sidstnævnte kan være tegn på, at barnet er overstimuleret, men det kan lige så vel være et tegn på en lungebetændelse eller anden fysisk sygdom.

– Det kan være begge dele, og det er vigtigt at kunne afgøre, om de somatiske tegn er en form for kommunikation eller noget, barnet skal i behandling for, siger Eva Maria Oberländer. 

Mange af Kvistens børn er svagtseende, og når medarbejderne kommunikerer med dem, må de bruge tegn, som børnene kan mærke på kroppen.

– Hvis du siger ‘færdig’ på tegnsprog, kører du fx normalt din højre hånd ned over din venstre hånd. Men det ville de ikke opfange. Derfor tager vi barnets ene hånd og fører den ned over den anden, så det bliver fysisk, og det har vi også lavet videooptagelser af. På den måde ved nye medarbejdere, hvordan de skal fortælle barnet, at den aktivitet, der har været i gang, nu er slut. Det samme har vi gjort med andre tegn, fortæller Eva Maria Oberländer. 

Hvordan siger man hej?

Eva Maria Oberländer peger også på, at det vigtigt, at medarbejdere på stedet kan indgå i en præverbal kommunikation med børnene. Det vil sige at kommunikere med dem på samme måde, som man kommunikerer med spædbørn: Smile, når de smiler, komme med pludrelyde, gentage deres lyde, række tunge, når de rækker tunge osv.

– Det har de brug for, fordi de fleste har en udviklingsprofil på under et år. Når vi siger ‘hej’ og spørger dem, hvordan de har det, er de ikke i stand til at svare. Men vi kan komme dem i møde med den præverbale kommunikation, fortæller hun.

Nye medarbejdere på Kvisten har op til fem introduktionsdage sammen de faste medarbejdere, hvor de lærer beboerne at kende.

– I introduktionsperioden præsenterer vi det digitale kommunikationspas og snakker med dem om det, så de kan koble deres iagttagelser af adfærden hos børnene og de unge med indholdet i passet. Når de siden hen er alene med dem, har de så kommunikationspasset at vende tilbage til som referenceramme, siger Eva Maria Oberländer. 

Med på sygehuset

Det nye redskab vil ikke blot være en hjælp for nye medarbejdere og vikarer, men vil fx også kunne anvendes, når et barn eller en ung er på sygehuset.

– På grund af deres somatiske problemstillinger, bliver de indlagt lidt oftere end gennemsnittet. Vi tilstræber så vidt muligt altid at være med, men i nogle tilfælde kan det ikke lade sig gøre. Og hvis forældrene heller ikke er der, skal sundhedspersonalet være i stand til at aflæse, om det, de kommunikerer, handler om smerte, ubehag, behov for at blive vendt eller måske en våd ble. Også her kan appen være en støtte, siger Eva Maria Oberländer.

Indholdet i det digitale kommunikationspas vil blive revideret en gang om året, så der tages højde for eventuelle ændringer i kommunikationsmønsteret.

– På grund af det lave udviklingstrin hos børnene og de unge gør vi det kun en gang om året. Men det er et dynamisk værktøj, og de overvejelser, vi gør os om, hvordan vi kan videreudvikle og styrke den enkeltes kommunikation, vil også udvikle vores faglighed, siger Eva Maria Oberländer.

Selv har hun været ansat på Kvisten en del år, men på grund den store medarbejderstab kan der gå lang tid imellem, at hun er sammen med nogle af børnene og de unge. Derfor vil også hun kunne få brug for at ty til det nye redskab.

– Hvis jeg er i tvivl om noget i forhold til dem, jeg ikke er fast omkring, har jeg i det digitale kommunikationspas mulighed for at supplere min viden, fx om deres mikrosignaler, siger hun.

Bred målgruppe

Det er ikke kun børnene og de unge på ­Kvisten og de øvrige fire specialbørnehjem i Nordjylland, der kan få glæde af det nye digitale kommunikationspas.

Appen er udviklet på tværs af specialsektoren i Region Nordjylland i et samarbejde mellem Center for Døvblindhed og Høretab, Sødisbakke, Neurocenter Østerskoven og Specialbørnehjemmene. Det var Materialecentret under Center for Døvblindhed og Høretab, der tog initiativ til at udvikle det nye redskab, og centret har også stået for projektledelsen.

Ud over Eva Maria Oberländer og en anden socialpædagog fra Kvisten har medarbejdere fra alle de involverede institutioner deltaget i udviklingsarbejdet, der stod på et års tid. Tanken var fra start, at redskabet skulle være fleksibelt og målgruppen for appen så bred som mulig.

– Tilbuddene har mange forskellige målgrupper, og det digitale kommunikationspas er designet, så det kan justeres i forhold til de enkelte grupper. Der er noget med i appen, som ikke giver mening for os på Kvisten, men som giver mening for nogle af de andre institutioner. Den er derfor anvendelig i forhold til alle mennesker med kommunikationsvanskeligheder, og både til børn, unge og voksne uden eller med et minimalt verbalt sprog, siger Eva Maria Oberländer.

I forhold til potentielt udadreagerende personer peger hun fx på, at bestemte emner eller bestemte måder at tale til dem på kan udløse aggressioner, som måske kan undgås, hvis appen rummer konkrete anvisninger på, hvordan kommunikationen skal foregå.

– På samme måde kan man i appen præcisere, hvad der skal til for at nedtrappe en konflikt, siger hun.

En del af fagligheden

Sammen med projektleder Troels Møller fra ­Center for Døvblindhed og Høretab har Eva Maria Oberländer efter færdiggørelsen af appen været med til at udbrede kendskabet til det nye redskab i den pædagogiske verden. Og håbet er, at også specialinstitutioner uden for Region Nordjylland vil tage det digitale kommunikationspas til sig.  

– Jeg er lidt af en nørd og synes, at det har været rigtig spændende at medvirke til at sætte mit præg på den pædagogiske praksis og udvikle vores faglighed. Den udvikling er velfærdsteknologi en naturlig del af. Teknologien kan ikke erstatte pædagogikken, men den kan være et rigtig fint supplement, siger Eva Maria Oberländer.

Efter at have været med i arbejdet med at udvikle den nye app, har hun fået appetit på mere.

– Det er bestemt ikke sidste gang, jeg siger ja til at deltage i udviklingsarbejde, og det kunne meget vel være noget, jeg fremadrettet vil gå bevidst efter, siger hun.

Det digitale kommunikationspas kan downloades gratis i App Store – søg efter ‘Kommunikationspas’.