Et felt i forandring
Anbringelsesområdet er under forandring, og det kræver nye løsninger. På Socialpædagogernes konference om fremtidens døgntilbud drøftede 240 fagfolk, hvordan indsatsen over for udsatte børn og unge og deres familier skal skrues sammen
I over 100 år har 1 pct. af danske børn og unge været anbragt udenfor hjemmet, så det er der i sig selv ikke noget nyt i. Til gengæld forandrer anbringelsesformen sig i øjeblikket – familiepleje er blevet en langt mere udbredt anbringelsesform end tidligere, og det har konsekvenser, både for plejefamilierne og for de døgninstitutioner, som lukker, fordi pladserne står tomme. Men står det til socialminister Mai Mercado, skal den udvikling ikke nødvendigvis fortsætte:
- Jeg er nemlig overbevist om, at for nogle børn vil et døgntilbud stadig være den bedste løsning. Det afgørende er bare, at kommunerne vælger det, der er bedst for barnet. Der er altså brug for døgntilbud. Og der er brug for jeres faglighed og ekspertise som socialpædagoger.
Sådan sagde socialministeren i sin tale på konferencen og slog dermed det tema an, der blev omdrejningspunkt for konferencen: Hvordan sikrer vi, at ekspertisen på anbringelsesområdet ikke forsvinder i forandringsprocessen, men derimod bliver brugt bedst muligt, så de 11.000 børn, der er anbragt uden for hjemmet får de bedste betingelser for deres fremtidige liv?
Behandlingskrævende børn anbringes i familiepleje
Tendensen betyder, at mange flere børn med alvorlige problemer og psykiatriske diagnoser kommer i familiepleje. Det er ifølge professor Inge Bryderup en medvirkende årsag til, at mange anbringelser bryder sammen – hele 30 pct. af familieplejerne smider håndklædet i ringen:
- Tallet er forståeligt, når man tager de belastninger, børnene har, i betragtning. Over halvdelen er behandlingskrævende børn. Her rækker almindelige forældrekompetencer ikke. Mange familieplejere siger desuden, at de ikke ved nok i forvejen om de børn, de får anbragt, og de savner efteruddannelse og supervision, sagde Inge Bryderup i sit oplæg.
Hun frygter, at vi vil se flere sammenbrud i fremtiden, og anfører, at det set i et historisk perspektiv har været strukturreformer, der har haft betydning for, hvordan vi anbringer børn i Danmark, mere end det har været et socialpolitisk perspektiv.
- Efter kommunalreformen i 1970 steg andelen af familiepleje, derefter var den konstant frem til strukturreformen i 2007, hvorefter kommunerne igen nedlagde døgninstitutioner, og brugen af familiepleje er steget, sagde Inge Bryderup.
Sverigesmodellen – lost in translation
I hvert fald er en af årsagerne til forandringen, at flere kommuner siden 2013 har indført en ny model for anbringelsesområdet, Sverigesmodellen – også kaldet Herningmodellen, som har ført til markant færre institutionsanbringelser og store økonomiske besparelser, ifølge en evaluering fra KORA.
Men Sverigesmodellen er ikke blevet helt som den var tænk, sagde Simon Møller Østergaard fra Metodecentret, som har indgående kenskab til Sverigesmodellen og på konferencen gav sit bud på dens betydning.
Investeringstankegangen, der ligger bag Sverigesmodellen, er god nok, men intentionerne gik lidt tabt i oversættelsen til det danske anbringelsesområde, lød Simon Østergaard Møllers konklusion kort fortalt:
- I implementeringen har man glemt, at en stærk socialpædagogisk faglighed var et af de to ben i modellen. Læren fra Sverige var, at man skulle specialisere sig både på myndighedssiden og på udførersiden, men det er ikke helt det, der sker. Vi har ikke set en styrket specialisering i den socialfaglige indsats. Man får det indtryk, at nogle tænker, ”hvis vi ansætter flere socialrådgivere, så slipper vi for at anbringe børn”. Det er misforstået. Tanken bag Sverigesmodellen er, at hvis vi dygtiggør os og investerer penge og ressourcer, så kan vi effektivisere og gøre socialområdet bedre på længere sigt, sagde han.
Med Sverigesmodellen fulgte en såkaldt indsatstrappe, som illustrerer den række af tilbud som kommunerne råder over i forbindelse med udsatte børn. Nederst på trappeløbet har man de mindre tiltag som hjemmebesøg og øverst de mest indgribende foranstaltninger som døgnanbringelse. Ideelt vælges den indsats på trappen, som passer bedst til barnets behov. Men trappen bliver ifølge Simon Østergaard Møller misforstået brugt som en visitationstrappe, der bestiges trin for trin:
-Det var meningen, at man både skulle kunne gå op og ned ad trappen – og at den skulle underbygge en investeringstankegang, så man fx sætter massivt ind til en start for at løse problemet, for så senere at gå ned ad trappen. Men reelt går man kun opad, og så er det som regel lidt for sent, sagde Simon Østergaard Møller.
Rulletrappen op og ned
Søren Skjødt, forstander på Godhavn og formand for FADD, bruger et billede fra sundhedsverden til at illustrere misforståelsen:
- Når et barn brækker benet, så starter man jo heller ikke med at give det en panodil og sige ”og så måske om seks måneder kan vi se på, om vi skal tale om gips”.
Han vil i stedet gerne introducere begrebet rulletrappe. ’Det er den, der rykker sig hele tiden og kører begge veje alt efter behov og helst med ganske kort varsel, så vi kan skalere vores indsats op og ned’.
Ifølge Søren Skjødt handler det om udvikling før afvikling - at forandringen sker inden døgninstitutionen lukker :
- En kommune, der skal løbe et specialiseret døgntilbud i gang, med det kæmpe underskud, det vil stå med i starten, har rigtig svære odds. Det svarer til at skrue ned for gasblusset – hvis vi skruer for meget ned går det pludselig ud.
Det centrale budskab fra hans kant er, at der skal samarbejdes på tværs af siloer.
- Vi mangler en reform, med et forpligtende samarbejde på tværs. Vi er simpelthen nødt til at rykke sammen. Fire små kommuner skal ikke have hvert sit eget specialiserede tilbud. De skal slå sig sammen, og regeringen bør sætte rammerne, sagde Søren Skjødt.
Nye former dukker op
Konferencedeltagerne blev præsenteret for to konkrete eksempler på nye måder, hvorpå man kan få bragt den socialpædagogiske faglighed i spil.
På Bakkevej i Hedensted har man samlet familiepleje og døgntilbud under et, så familieplejerne kan trække på institutionens faglighed. Bakkevej er et eksempel på en ressourcecentertankegang, som Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen bakker op om:
-Vi vil bruge døgninstitutionsrammens faglige miljø til at klæde plejefamilierne på, og give dem og deres anbragte børn og unge den støtte, som de har brug for – også akut og efter kl. 16. En samlende enhed, som er rammen for faglig udvikling, sparring og supervision. Et ressourcecenter skal også være med til at skabe kontinuitet for de anbragte børn. Det er en base, man er koblet til, og hvor man lærer både andre voksne og børn at kende. Her kan man skabe rammerne for, at de anbragte børn og unge kan få skabt et socialt netværk, og hvor man kan møde andre i samme situation.
Også i Esbjerg har man samlet 23 tilbud fra de forebyggende til døgn- og familiepleje under et i ’én indgang til en helhedsorienteret indsats’. Det giver en synergi og en muskelkraft, som gør det muligt at få nye ting til at ske og ting til at ske hurtigt, fx til at give massiv støtte i opstarten af et tilbud. Eksempelvis har centret købt sig til fri adgang hos psykologisk center, så barnet, den unge eller forælder kan få hjælp her og nu.
- Når et ungt menneske siger ja til at gå i psykologbehandling, så skal der ikke gå fire måneders ventetid, så ryger motivationen. Det har en vigtig effekt, at vi kan handle hurtigt, forklarer leder Søren L. Kristiansen.
