icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
CB_duerfyretB.jpg
Afskedigelser

Flere socialpædagoger får fyresedlen

Der blev fyret 25 pct. flere socialpædagoger i 2016 end året før, viser ny statistik. Årsagerne er omstruktureringer – især på det kommunale område. Men stigningen skal også ses i lyset af usædvanligt få fyringer i 2015.

I 2016 blev 25 pct. flere socialpædagoger afskediget end året før. Årsagen bag fyringerne er i knap halvdelen af tilfældene omstruktureringer og arbejdsmangel, og det er især på det kommunale område, fyringerne sker. Det viser en opgørelse, som Socialpædagogerne har lavet.

Den voldsomme stigning skal dog ses i lyset af, at der var usædvanligt få fyringer i 2015, mens antallet af fyringer både i 2014 og 2013 er nogenlunde samme niveau som 2016. Generelt ses dog en stigning i fyrede socialpædagoger på cirka 25 pct., hvis man sammenligner med for ti år siden.

Arbejdsmarkedet ændrer sig

Selvom stigningen i fyrede socialpædagoger er høj, dækker den dog kun over 1196 personer. Alligevel er tendensen til flere fyringer værd at bide mærke i – og forholde sig til, vurderer jobkonsulent hos Socialpædagogerne, Nina Jensen.

Det er nemlig udtryk for, at arbejdsmarkedet for socialpædagoger har ændret sig inden for de seneste 10 år og er blevet mere fragmenteret. Fx sker der en bevægelse på børne- og ungeområdet, hvor flere døgninstitutioner lukker og erstattes med dagbehandlingstilbud, ligesom flere børn anbringes i familiepleje. Samtidig er der færre klassiske og ”rene” socialpædagog-stillinger, og i dag er der også oftest flere forskellige faggrupper på arbejdspladserne, lyder hendes vurdering.

- Når socialpædagoger bliver ledige, oplever de ofte, at den stilling, de havde, ikke findes længere andre steder. Derfor skal man ikke udelukkende søge efter stillinger med titlen ”socialpædagog”, men spørge sig selv hvilke kompetencer, man har, og hvilke målgrupper man gerne vil arbejde med. Det er ikke selve stillingsbetegnelsen, men hvad jobbet indeholder, der er vigtigt – så i dag kan en socialpædagogisk titel fx godt hedde ’mentor’, forklarer Nina Jensen.

Fokus på nye jobarenaer

Hun peger i den forbindelse på, at hun og de øvrige jobkonsulenter i stor udstrækning bruger det oplæg – ’Socialpædagogerne i fremtiden’ – som blev vedtaget på forbundets forrige kongres.

- Det handler netop om at være åbne overfor nye jobmuligheder for vores medlemmer i fremtiden og hele tiden have fokus på at gøre den socialpædagogiske faglighed synlig – og sætte den i spil også inden for nye jobarenaer. Som eksempel har vi haft meget fokus på ældreområdet og demens samt asylområdet, hvor netop socialpædagoger jo i høj grad kan gøre en stor forskel, siger Nina Jensen.

Hurtigt i job igen

Generelt er ledigheden dog lav blandt medlemmerne af Socialpædagogerne – der var kun mellem 1600 og 1900 arbejdsløse medlemmer per måned i 2016. Og langt de fleste afskedigede socialpædagoger kommer hurtigt i job igen, vurderer Nina Jensen.

Både jobsøgende, men også fastansatte, som vil forblive attraktive for arbejdsgiveren, får følgende råd med fra jobkonsulenten:

- Arbejdsgiverne vil have fagligt stærke og reflekterende medarbejdere, og der er et helt andet fokus på faglighed og metodiske overvejelser end tidligere. Men egenskaber som at være ansvarlig, kollegial og udvise forståelse for den fælles opgave, man skal løfte, er også vigtige for en arbejdsgiver, siger hun.

 

Antal afskedigede socialpædagoger pr. år

  • 2016: 1196 afskedigelser
  • 2015: 955 afskedigelser
  • 2014: 1204 afskedigelser
  • 2013: 1172 afskedigelser
  • 2012: data findes ikke
  • 2011: data findes ikke
  • 2010: 1295 afskedigelser        
  • 2009: 802 afskedigelser
  • 2008: 495 afskedigelser
  • 2007: 956 afskedigelser
  • 2006: 948 afskedigelser

Kilde: Socialpædagogerne

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledighed, Forbundsnyheder, Forbund og a-kasse