icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
GF Sydjylland

Frikøb blev til ekstra faglig sekretær

Fem kandidater var i kampvalg om de tre poster som faglig sekretær i Kreds Sydjylland, hvor der var genvalg til kredsformanden

Årets generalforsamling i Kreds Sydjylland fandt sted allerede 13. september. Det skyldtes et ønske om snarest muligt at styrke det faglige arbejde på kredskontoret, efter at man i den forløbne periode har måttet sige farvel til to erfarne kræfter: først den mangeårige kredsformand Michael Madsen, der på kongressen i oktober 2016 blev valgt til ny forbundskasserer, og siden faglig sekretær Charlotte Vallø Nielsen, der i marts i år gik på efterløn. Samtidig ønskede man at erstatte de hidtidige midlertidige frikøb af kredsbestyrelsesmedlemmer til opgaver med at realisere fagstrategien Socialpædagogerne i fremtiden med en mere permanent løsning. 

Derfor foreslog kredsbestyrelsen at opruste på kredskontoret ved at gå fra to til tre faglige sekretærer. Forslaget blev vedtaget af de 132 fremmødte stemmeberettigede, og dermed var der lagt op til kampvalg, da hele fem kandidater stillede op til de tre faglige sekretærposter. 

Der var genvalg af Poul Flack-Jensen, der har været faglig sekretær og næstformand, siden kredsen blev stiftet i 2007. Jacob Bøegh Larsen, der i perioden har været frikøbt på fuld tid til arbejdet med Socialpædagogerne i fremtiden, med særligt fokus på kernefaglighed og arbejdsmiljø, blev også valgt. Endelig opnåede Mona Køhlert valg som faglig sekretær og kredskasserer. Hun har siden Charlotte Vallø Nielsens fratræden været konstitueret og frikøbt på halv tid til at varetage disse poster. 

Mona Jørgensen, der i længere tid har været frikøbt på halv tid, bl.a. som tovholder for kredsens Fokus på faget-møderække, samt Britta Hedegaard, der også stillede op, opnåede dermed ikke valg. 

Solid økonomi 

Før valgene udtrykte enkelte deltagere bekymring for den ekstra udgift, som forslaget indebar. 

Regnskabet for 2016 og budgetforslaget for 2018, som kasserer Mona Køhlert fremlagde og fik vedtaget, viste dog, at kredsen har en solid økonomi. Ved indgangen til 2017 var formuen på godt 2,9 mio. kr., og ifølge 2018-budgettet vil der ved udgangen af 2018 fortsat være ca. 1,9 mio. kr. i kassen. 

– Vi har kigget på økonomien, og det kan godt være, at det på sigt vil koste lidt af formuen. Vi vil løbende følge udviklingen, men vi er velkonsoliderede og har jo altid været enige om, at vi ikke skal samle til huse, men bruge pengene på at styrke det fagpolitiske arbejde, sagde kredsformand Finn Harald Rasmussen. 

Han understregede, at alle beslutninger på generalforsamlingen kun gælder for de næste to år, og at man derfor kan sadle om, hvis det bliver nødvendigt.

Kommunerne tør næppe gennemføre nye voldsomme besparelser her i valgåret, men hvad sker der så bagefter?

Finn Harald Rasmussen, kredsformand

Velfærd på dagsordenen 

I sin beretning udtrykte kredsformanden bekymring for de fortsatte besparelser i kommunerne, som i den forløbne periode navnlig er gået hårdt ud over medlemmer og berørte borgere i Esbjerg Kommune. 

Finn Harald Rasmussen fandt det vigtigere end nogen sinde at sætte velfærd på dagsordenen ved det forestående kommunalvalg:.

– Kommunerne tør næppe gennemføre nye voldsomme besparelser her i valgåret, men hvad sker der så bagefter? Jeg kan kun opfordre til, at man tænker sig godt om, inden man sætter krydset, sagde Finn Harald Rasmussen, der uden modkandidat blev genvalgt som kredsformand.


Læs om valg til tillidsposter mv. på kredsens hjemmeside

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse, Forbund og a-kasse