Hvis man går og tror, at debatten om tilsyn, stadigt større arbejdspres, en lind strøm af nye regler og krav og inddragelse er noget relativt nyt i den socialpædagogiske verden, så kan man ved at dykke ned i arkiverne forvisse sig om noget andet. Vi har været en tur i Socialpædagogens gamle arkiv og fundet et debatindlæg fra bladet, der dengang hed ‘Børnesagsarbejderen’, med overskriften ‘Hvad forstår man ved Inspektion’. Her skriver Magda Stentoft fra Holstebro:
‘Et gammelt Ord siger: ’Af Skade bliver man klog, men sjældent rig’. Hvorfor er der egentlig saa megen Uro indenfor Børnesagsarbejdet i Dag? Tidligere havde man dog Tid og Ro til at fremelske det bedste hos Eleverne, thi hos enhver af disse, som ikke lider af svære Abnormiteter, kan man finde en Grobund!
Man får idelig Cirkulærer og Skrifter, at nu er dette og hint vedtaget i Overinspektionen. Sker der et Fejlgreb paa et af Landets Hjem, flyver der straks Cirkulærer ud til de øvrige Hjem. Mon Psykologerne er blevet spurgt, om det er den rigtige Fremgangsmaade’, spørger Magda Stentoft.
Baggrunden for indlægget står ikke helt klart, men i det foregående nummer havde Overinspektionen – altså datidens børneforsorgs pendant til det sociale tilsyn – meddelt hvilke børne-, opdragelses-, freds- og asylhjem, der havde fået Arbejds- og Socialministeriets godkendelse – eller havde fået trukket den. Måske repræsenterer Magde Stentoft et af dem, der havde mistet godkendelsen?
Hun fortsætter sit indlæg med at beskrive, hvordan inspektøren har ageret under besøget, og lader forstå, at inspektøren har pustet til visse elevers utilfredshed med forholdene på stedet.
Man troede, Inspektørerne kom for at holde sig underrettet om, at Eleverne fik den nødvendige Pleje, Undervisning og Oplæring, og ikke om disse er mere eller mindre tilfredse!
Magda Stentoft
‘Men maaske Inspektøren også burde tale med de Elever, der er mere ligevægtige – for dog at faa et Helhedsindtryk, før han geraader sig i ufordelagtige Vendinger om Hjemmets Ledelse og Medarbejdere […] Maaske Inspektøren engang imellem skulde optræde som en slags ‘Bussemand’ i Stedet for Legeonkel, det vilde i hvert Fald give et andet Resultat, og Inspektøren naa til at blive velsete […] Vi, der staar i det daglige arbejde, maa nødvendigvis bruge nogle af de Erfaringer, Aarenes Arbejde tildeler os, og som bliver skabt af en vis Intuition. […] Man troede, Inspektørerne kom for at holde sig underrettet om, at Eleverne fik den nødvendige Pleje, Undervisning og Oplæring, og ikke om disse er mere eller mindre tilfredse!’, hedder det afsluttende fra Magda Stentoft.
Indlægget besvares i samme nummer af Oluf I. Skjerbæk. Han var efter mange års engagement i børne- og socialpolitik igennem 22 år overinspektør for børneforsorgen.
I svaret skriver han bl.a., at ‘et Inspektionsarbejde vilde blive ganske illusorisk, hvis man gik udenom de klager, der fremføres af Eleverne. Det er ikke Inspektionens opgave at blive ‘velset’, hvis det skal ske med Tilsidesættelse af Inspektørens pligt til at undersøge de klager, der fremføres. […] Utilfredshed hos Eleverne kan jo netop være Udslag af, at de ikke faar den nødvendige Pleje, Undervisning og Oplæring, eller at de savner den Venlighed og Forstaaelse, som efter Overinspektionens Mening er et aldeles uundværligt Grundlag i Opdragelseshjemmenes Behandling af Eleverne’.
Magda Stentoft tog ikke til genmæle i det efterfølgende nummer.
Hvornår var det nu?
Socialpædagogen er – ganske vist under flere navne – udkommet siden 1941. Vi har været i arkiverne og har fundet teksten her på siden i en af de gamle udgaver.
Men hvornår stammer Magda Stentofts indlæg og Oluf I. Skjerbæks svar fra?
A: 1942. B: 1947. C: 1952
Se svaret i den trykte udgave af Socialpædagogen.