Viden kommer ikke af sig selv
Lederen har til opgave at sikre, at medarbejderne løbende opdaterer deres fagprofessionelle viden. Og så skal forskningsresultater oversættes og bearbejdes, for at de kan berige den socialfaglige virkelighed, siger forsker
Det socialpædagogiske område har gennem en årrække været præget af en udvikling, hvor evidensbasering af de anvendte indsatser får stadig større betydning. Men spørgsmålet om, hvordan man som leder bruger vidensdagsordenen i sit arbejde, er stadig meget åbent.
Hvordan sikrer vi en praksisnær forskning, hvor praksis er udgangspunktet og undersøgelsesfeltet for forskningen? Det spørgsmål forsøgte Vibeke Normann Andersen, analyse og forskningschef hos VIVE, at besvare på årets lederkonference. Hun startede med at gøre det klart, at der er en risiko for at blive overhalet inden om:
– Hvordan bruger i vidensdagsordenen i jeres arbejde? Det skal I forholde jer til, for hvis ikke I går ind i det, så kommer der nok nogle andre – nogle djøf’ere – og gør det.
Når viden skal spille en så central rolle i det socialpædagogiske arbejde, er det ifølge forskeren fordi, det handler om borgerens liv:
– Som fagperson i vores velfærdssystem træffer man ofte beslutninger, som har afgørende betydning for borgernes hverdag og deres fremtid. Derfor er det vigtigt, at beslutningerne træffes på et fundament af solid viden. I har et ansvar for at få fulgt op på det her emne, for ellers kan vi få leveret nogle indsatser som decideret gør skade, sagde Vibeke Normann Andersen.
Tre slags viden
Og hvad er så viden? Vibeke Normann Andersen deler det op således:
Erfaringsbaseret viden – også kaldet best practice – er principielt et udtryk for, at man anvender en metode, der er blandt de bedste på feltet.
Vidensbaseret praksis sker, når den enkelte arbejdsplads udvælger beskrevne metoder fx gennem en indsatsteori og løbende dokumenterer indsatsen og dens resultater.
Evidensbaseret praksis sker, når arbejdspladsen systematisk supplerer egne erfaringer med viden fra forskning.
Og så er det jo ellers bare at gå i gang, kunne man forledes til at sige. Men helt så let er det ikke. For selv om socialpædagoger og andre praktikere kender til forskningen på området, er det ikke ensbetydende med, at den bruges.
– Kendskab til forskning og anden faglig viden fører ikke i sig selv til, at fagprofessionelle arbejder ud fra det, de har læst eller hørt om – der skal mere til. Hvis data skal bruges, skal medarbejdere undervises i de kompetencer, der gør, at man kan anvende den viden, der findes, sagde Vibeke Normann Andersen.
Forskning skal oversættes
Hun understregede, at praktikerne – altså ledere og medarbejdere på arbejdspladserne – har en vigtig opgave med at oversætte og bearbejde forskningsresultaterne, hvis de skal berige den socialfaglige virkelighed.
– Hvis praktikere og deres organisationer systematisk arbejder med at supplere og udvikle egne erfaringer og fagligheder med viden fra den seneste forskning, bliver det muligt at opbygge et meget solidt fundament at træffe beslutninger på. Det er det, man kalder evidensbaseret praksis.
For at den evidensbaserede praksis kan virke, kræver det imidlertid, at man løbende opdaterer sin fagprofessionelle viden med det, der kommer af nyt. Her har man som leder en vigtig rolle i forhold til at sikre den opdatering, for den sker ikke af sig selv.
Vibeke Normann Andersen stiller også spørgsmålstegn ved, om lederne er godt nok rustet til at få indflydelse på vidensdagsordenen:
– Ved I, hvad I skal gøre, hvis I har fået penge fra et satspuljeprojekt for at holde det i gang? Det skal I vide. Og I skal kunne sætte krav til forvaltningen om, hvad det giver mening at levere af dokumentation.
Kompleksiteten gør det svært at måle
En af forklaringerne på, at det er svært at udvikle en tydelig evidensbaseret praksis på det sociale område, er de mange meget differentierede målgrupper fx udsatte børn og unge, personer med handicap, psykiske vanskeligheder, sociale problemer, hjemløse og misbrugere. Hermed adskiller socialområdet sig markant fra de andre store velfærdsområder, som i store træk har én enkelt målgruppe: På sundhedsområdet har man patienten, på skoleområdet eleven og på beskæftigelsesområdet den ledige.
– I arbejder med så mange forskellige målgrupper, og der er så mange forhold der påvirker målgrupperne, hvilket gør det svært at pege på, hvad det er, der får det til at lykkes. Hvad gjorde socialpædagogen for, at den unge blev i stand til at indgå i kærlighedsforhold eller mestre at hendes hund dør? For at svare på det skal man om bag ved og se på, hvad der er foregået. Men jo flere ting, der påvirker, jo sværere er det at sige, hvad der gør udfaldet, siger Vibeke Normann Andersen.
At det gør opgaven svær betyder dog ikke, at man kan undlade at give sig i kast med arbejdet, mener Vibeke Normann Andersen.
– Det socialpædagogiske arbejde skal linkes til den effekt, som økonomerne kan måle, at der er kommet ud af den her indsats. Når politikerne spørger, hvor mange borgere der er blevet selvforsørgerende, så flytter det fokus fra det socialpædagogiske arbejde, men det kommer I ikke uden om.
Forskeren sluttede af med et par gode råd til lederne:
Når I sætter noget nyt i gang, skal I være tydelige om, hvilken ramme, det foregår i og hvorfor: At vi gør det, fordi vi skal lære. Og så skal I rydde op i de gamle indsatser, der ikke virker.
