icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
karriereraadgivning.jpg
Medlemstilbud

Få sparring og gode råd om job og karriere

Savner du nye udfordringer, eller tumler du med tanken om at skifte job eller efteruddanne dig? Så er der råd og vejledning at hente i Socialpædagogernes job- og karriererådgivning, som netop er blevet gjort permanent

Det er ikke altid helt ligetil at hitte rede i de forskellige muligheder, hvis man gerne vil i en ny retning med sit arbejdsliv. Selvom ægtefællen, kollegaen eller vennerne kan være gode til at komme med idéer og forslag – så kan det være rart at tale med en uvildig person med viden om det socialpædagogiske område.

Derfor sidder der hver mandag mellem kl 14 og 17 et team af rådgivere klar til at coache, vejlede og rådgive medlemmer af Socialpædagogerne om mulighederne inden for job, udvikling og uddannelse.

Job- og karriererådgivningen har kørt som et pilotprojekt siden 2016, men bliver nu gjort permanent.

– Vi hører fra de medlemmer, der ringer ind, at samtalerne giver enormt meget mening for dem. Vi har fået meget positive tilbagemeldinger og god respons, så det er selvfølgelig helt oplagt at fortsætte rådgivningen, siger forbundskasserer i Socialpædagogerne, Michael Madsen.

Arbejdsmarked i udvikling

Ifølge Elisabeth Als, som er tovholder på projektet og rådgiver på linjen, handler de fleste samtaler om at afsøge mulighederne for at gå en ny vej inden for faget.

– Mange ringer ind, fordi de fx har været 10-15 år på den samme arbejdsplads, og nu vil de gerne høre, hvilke muligheder der ellers er. Hvis man fx har arbejdet på et bosted for voksne med udviklingshæmning i mange år, så kan man få en følelse af, at det er hele feltet, siger hun.

Hvis du har arbejdet 10-20 år det samme sted, så vil arbejdsmarkedet have udviklet sig i mellemtiden. Der kan også være helt nye jobarenaer inden for fx demens, som man slet ikke havde overvejet. Andre job har ændret karakter eller kræver kendskab til særlige metoder eller it-programmer. Her kan Job- og karriererådgivningen hjælpe med at give et overblik.

Hvad bliver du glad af?

Ifølge Elisabeth Als foregår samtalen ofte ved, at rådgiveren stiller dig spørgsmål for at finde ud af, hvorfor du gerne vil videre, og hvad du ønsker i det nye job. Spørgsmålene kan gå på, hvad der giver dig energi og glæde i dit nuværende job, og hvad du helst vil undgå i et fremtidigt job.

– Måske motiverer det dig at se en udvikling hos de mennesker, du arbejder med. Eller måske er det relationen til borgeren, som du godt kan lide ved arbejdet. Det er vigtigt at få afklaret, inden du går ud og søger, lyder det.

Omkring 30 procent af samtalerne handler ifølge Elisabeth Als om efteruddannelse eller videreuddannelse.

– Nogen fortæller, at de snart skal til MUS-samtale og har tænkt meget på at tage noget efteruddannelse. Så kan vi godt sparre om, hvilke muligheder der er. Men hvis de har brug for meget konkret viden om de enkelte uddannelser, så henviser vi ofte til studievejlederne på uddannelserne, siger hun.

Samtalerne hos Job- og karriererådgivningen varer omkring 20 minutter og er fortrolige. Du er altid velkommen til at ringe igen, når du er kommet lidt videre i din proces. Telefonnummeret er 7248 6060.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledighed, Forbundsnyheder, TR og AMR, Arbejdsmiljø