icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
GF Storstrøm

Faglighed, frivillighed og fællesskab

Ros til medlemmerne for aktiv deltagelse – og ris til kommunerne for at forringe socialpædagogiske arbejdsvilkår på Kreds Storstrøms generalforsamling, hvor også frivillighed og arbejdsmiljø blev sat til debat

Årets allersidste kredsgeneralforsamling fandt sted tirsdag den 31. oktober i Vordingborg, og her blev emner som frivilligt arbejde, arbejdsmiljø, kommunale spareøvelser og familiepleje sat på dagsordenen over for de 61 fremmødte stemmeberettigede. 

Kredsformand Lisbeth Schou lagde dog ud med at sende en stor tak til kredsens medlemmer:

– Én ting står lysende klart for mig. Intet af det, vi gør, ville have værdi uden jer som vigtige medspillere. Det er jer, medlemmerne, som hjælper os med at se og forstå de reelle udfordringer, som I og vores arbejdsfællesskab mødes af, sagde hun. 

Nogle af de meldinger, kredsen har fået fra medlemmer det seneste års tid, handler i høj grad om, at der løbes lidt for stærkt rundt om på de socialpædagogiske arbejdspladser.

– Det er trist år efter år at tale om de besparelser og effektiviseringer, der gennemføres i kommunerne. Når opgørelser viser, at landets kommuner siden 2012 har brugt otte mia. mindre end budgetteret, så må det naturligvis føre til velfærdsforringelser og afskedigelser. Men da mængden af opgaver ikke ændres, og borgeren stadig er den samme, så er det jo jeres faglighed, der udsættes for et prioriteringsspil, som desværre ikke har nogen vinder, sagde Lisbeth Schou.

Familieplejere

I beretningen fremhævede Lisbeth Schou bl.a. familieplejeområdet som et felt, der er under forandring og stort pres – ikke mindst fordi kommunerne i stigende grad skærer i vederlag uden faglige begrundelser.

– Og sidste skud på stammen er, at flere børn skal adopteres af plejefamilien. Men det vil jo fjerne hele forsørgelsesgrundlaget for familieplejere samtidig med, at det bliver sværere for plejebørn at fastholde relationen til de biologiske forældre. Vores modsvar til den udvikling er igen og igen at tale kernefaglighed og redegøre for, hvorfor den socialpædagogiske faglighed er så vigtig også på familieplejeområdet, sagde Lisbeth Schou.

Fra salen kom der da også positive tilkendegivelser til såvel kreds som forbundet over, at ordentlige forhold for familieplejere for alvor sættes på den politiske dagsorden ved de kommende OK-forhandlinger. 

Som jeg ser det, kan vi gå to veje: Vi kan læne os tilbage og vente på det uundgåelige – eller vi kan tage førertrøjen på og få indflydelse på, hvordan vi definerer opgaven og holder den faglige fane højt

Lisbeth Schou, kredsformand

Frivillighed

Arbejdsmiljø fyldte traditionen tro også en del i beretningen, hvor faglig sekretær Tina Hansen fortalte, hvordan man i kredsen har haft særligt fokus på TRIO-samarbejdet og ikke mindst arbejdsmiljørepræsentanterne ud fra tanken om, at en stærk AMR giver en bedre balance i TRIO-samarbejdet.

– Vi har holdt flere temadage for TRIO-medlemmer, vi har udviklet materialer til at understøtte TRIO-samarbejdet – og vi har været med til at oprette en netværksgruppe for arbejdsmiljørepræsentanterne. Vi ser helt klart TRIO-medlemmerne som nøglepersoner i indsatsen omkring det gode arbejdsmiljø, sagde Tina Hansen.

Endelig blev også frivillige indsatser sat til debat. For som Lisbeth Schou påpegede, er frivillighed kommet for at blive.

– Kommunerne er i fuld gang med at udarbejde politikker også på vores område, men ofte møder jeg hos medlemmerne usikkerhed og frygt for, hvordan vores faglighed skal passe ned i den kasse. Som jeg ser det, kan vi gå to veje. Vi kan læne os tilbage og vente på det uundgåelige – eller vi kan tage førertrøjen på og få indflydelse på, hvordan vi definerer opgaven og holder den faglige fane højt, sagde hun.


Læs om valg til tillidsposter mv. på storstroem.sl.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse, Forbund og a-kasse