icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
forsikring

Kommunen nægtede at dække skade

Kommunen ville ikke betale erstatning, da plejebarnet ødelagde plejefamiliens musikanlæg. Det til trods for, at kommunen havde tegnet ansvarsforsikring for plejebarnet. Socialpædagogerne gik ind i sagen og har opnået forlig med kommunen

Ved et uheld væltede Ullas lille plejebarn en højttaler ned over familiens nye B&O-anlæg, som gik i stykker. Men heldigvis er skaden forsikringsdækket – eller det er i hvert fald hvad Ulla troede, for i plejefamiliens kontrakt står det klart og tydeligt, at kommunen har tegnet ansvars- og ulykkesforsikring for plejebarnet. Men kommunen ville ikke betale for den ødelagte højttaler. Ulla fik et brev fra kommunens advokat, som skrev, at forsikringen ikke dækker skaden, fordi barnet er under 5 år og derfor ikke kan drages til ansvar for handlingen.

Det kom bag på Ulla, der på forhånd har rejst forsikringsspørgsmålet over for sine kontaktpersoner i kommunen.

– Jeg har netop flere gange spurgt ind til, om vi var forsikret og om jeg skulle gøre mere, og jeg fik den besked, at det var der ingen grund til, for kommunen havde sørget for at plejebarnet var forsikret, fortæller Ulla.

Hun kontaktede Socialpædagogerne kreds Sydjylland, som gik ind i sagen. Kredsen påpeger det absurde i at tegne en forsikring for et plejebarn på 3 år som ikke dækker skader forårsaget af børn under 5 år.

- At kommunen har tegnet en forsikring, der ikke dækker og dermed gør den ret værdiløs, skal jo ikke komme plejefamilien til skade. De har været i god tro omkring forsikringsspørgsmålet på baggrund af kontrakten og dermed ikke forsikret sig yderligere, siger konsulent i kreds Sydjylland Torben Simonsen Lund.

Indgår forlig
Da kommunen fortsat nægtede at betale erstatning, meddelte kredsen, at de i så fald ville stævne kommunen på vegne af medlemmet. Derpå endte kommunen med at indgå forlig og betale, hvad der svarer til halvdelen af højttalerens pris svarende til ca 8000 kr.

Ulla er glad for at få noget af udgiften til et nyt anlæg betalt, men også ærgerlig over, at hun selv skal dække resten af udgiften, og at hele forsikringsspørgsmålet stadig er så uafklaret.

– Jeg er rigtig glad for den hjælp jeg fik af kredsen. Det er jo en lidt svær situation, når man som familieplejer er oppe imod sin arbejdsgiver, som kommunen jo er. Så kan man godt frygte for sin stilling, hvis man er for besværlig, siger Ulla.

Hun fortæller også at hun er i tvivl om, hvordan hun og plejebarnet er forsikret i fremtiden og når de fx er ude at rejse.

- Sagen understreger, at det er vigtigt, at man fra starten får forsikringsforholdene på plads. Det skal fremgå af kontrakten, hvordan plejebarnet er forsikret, siger Torben Simonsen Lund. Han opfordrer familieplejere til at tage kontakt til kredskontoret, hvis de ryger ind i lignende forsikringsproblemer.

Læs mere om forsikring i Familieplejernes håndbog – Værd at vide. Her står blandt andet:

”Hvis familieplejeren eller kommunen i et konkret plejeforhold kan forudse, at der er stor risiko for, at plejefamiliens indbo kan blive ødelagt, eller der er risiko for personskade, kan kommunen ved kontraktindgåelsen købe en egentlig kasko- (all-risk) forsikring, der dækker alle skader på indbo og personer i plejefamilien. Alternativt kan man ved kontraktindgåelsen blot aftale, at kommunen dækker tingskader over et vist beløb. ”

Familieplejernes håndbog side 19

Familieplejeren i artiklen er anonymiseret.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge