Er du selv helt normal? Det er måske ikke helt ved siden af at spørge sig om i ny og næ. Det mente seminarieforstanderen Knud Eilskov i hvert fald, at enhver socialpædagog i børne- og ungdomsforsorgen burde gøre, da han skrev indlægget med samme titel tilbage i det forgangne århundrede. Men hvornår mon det var?
Det var dengang, hvor socialpædagogens fornemmeste opgave var at iagttage og vurdere børn og unges normalitet – i embeds medfør forstås – som forstanderen skriver. Men som man siger: Læreren skal jo selv være dygtig til det, han vil lære sine elever.
– Jeg husker fra min drengetid, hvordan vores gymnastiklærer lærte os at svømme – på taburetterne i gymnastiksalen og sidenhen i det mudrede fjordvand på den kommunale badeanstalt. Han lærte os at svømme, trods det at han ikke selv kunne, lyder det forarget fra Knud Eilskov.
Så hvis man ikke selv er helt normal, kan man vel heller ikke bedømme, om andre er det, funderer han og anbefaler, at man stiller sig selv spørgsmålet på forskellig vis: Er du selv helt normal? Er du selv helt normal? Er du selv helt normal? Er du selv helt normalt? Er du selv helt normal?
– Det kan utvivlsomt varieres og gentages til det pinagtige, og det er naturligvis ikke meningen. Vi skal næppe gå foran i institutionslivets navlebeskueri!, skriver han.
Fx teenagernes idoler. En del af dem kan jo få det til at løbe koldt ned ad ryggen på en ‘normal’ voksen!
Knud Eilskov, seminarieforstander
Men du kan ånde lettet op, beroliger forstanderen sine læsere. For det kan heldigvis diskuteres, hvad der er normalt. Og det gør han.
Vi kan vælge at se den gennemsnitlige adfærd som normal, eller flertallets adfærd som normal. Og endelig kan det normale afgøres af sociale normer eller idealer for det normale. Sidstnævnte er han dog ikke fortaler for.
– Fx teenagernes idoler. En del af dem kan jo få det til at løbe koldt ned ad ryggen på en ‘normal’ voksen!, konkluderer han.
Man må også gøre sig klart, at der kan være store forskelle på, hvad der opfattes som normalt i henholdsvis Thyborøn og København. Det kan give anledning til mange misforståelser, advarer han.
– For nogle år siden lød der en del klager fra byen over Bråskovgårdseleverne, og da vi gav os til at gennemdrøfte sagen med de mest fortørnede borgere, endte det med det eneste konkrete klagemål, at ‘de går her og snakker kjøvenhavnsk på fortovet!’ Sådan er vi så forskellige – og derfor vurderer vi hinanden som unormale ud fra en læg forestilling af os selv som normen, skriver forstanderen.
Der findes heldigvis en lang række teorier og diverse tests, der kan ramme normaliteten ind, som vi kan støtte os til, tilføjer Knud Eilskov. Men man skal stadig være varsom, når man sætter etikette på andre mennesker, mener han.
– Disse etiketter er ikke alene selvklæbende – de er næsten ikke til at få af igen. Hvis de så oven i købet er forkerte, kan der være sket ubodelig skade. […] Her står vi også over for et andet problem, nemlig det at iagttageren kan omgås ikke-normale så længe og så forkert, at han til sidst oplever dem som normale.
Jo, vist er det svært, må skriveren afslutningsvis erkende.
Men fortvivl ikke, hvis I rammer forkert, når børn og unge skal vurderes. Trøst jer hellere med, at det trods alt lykkes engang imellem, lyder rådet.
– Og vi skal så heller ikke fortabe os i grublerier over, om vi selv er helt normale – for det er der såmænd ingen, der er!, slutter han.
Hvornår var det nu?
Socialpædagogen er – ganske vist under flere navne – udkommet siden 1941. Vi har været i arkiverne og har fundet teksten her på siden i en af de gamle udgaver.
Men hvornår stammer debatindlægget af seminarie-forstander Knud Eilskov fra?
A: 1957. B: 1961. C: 1968
Se svaret i den trykte udgave af dette blad.