icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
RB_oleB.jpg
Arbejdstid

TR i Aarhus: Det bør være et reelt valg

Da Bofællesskabet Vintervej slog dørene op i 2015, blev alle nye medarbejdere ansat i 30-timers stillinger. Efter en ihærdig kamp lykkedes det for flere at komme op i tid – indtil en ny problematik dukkede op

Det skal simpelthen være løgn. Det var den første tanke, der for igennem tillidsrepræsentant Ole Knudsens hoved, da han fik besked om, at stort set alle medarbejdere i et nyt bofællesskab for ældre udviklingshæmmede i Aarhus skulle ansættes på deltid. 

Begrundelsen fra den daværende leder var, at der er flere hænder i 30 deltidsstillinger end i 25 fuldtidsstillinger. Vagtplanen ville ikke kunne hænge sammen i døgndrift med færre hænder, lød argumentet. Desuden var tanken, at medarbejderne kunne komme op i tid ved at tage vikartimer. Men Ole Knudsen var dybt uenig i beslutningen.

– Jeg syntes, at det var lige smart nok. De vikartimer, man kan få udover de 30 timer, er jo ikke timer, man kan regne med at få hver uge. Dem kan du ikke købe hus for. Det viste sig jo også, at folk i praksis aldrig kom op på 37 timer om ugen, siger Ole Knudsen. 

Flere af medarbejderne på Bofællesskabet Vintervej gav udtryk for, at de ønskede flere timer – og helst fuldtid. Men lederen ville ikke vige fra sin plan, og hun havde ledelsesretten på sin side. Men beslutningen nagede tillidsrepræsentanten.

– Jeg betragtede det som en udfordring. Vi skal ikke ned ad et spor, hvor nye tilbud i Aarhus Kommune konsekvent er på 30 timer. Jeg synes helt principielt ikke, at det skal være normen, at pædagogarbejde er på deltid. Det er jo ens profession, ikke et bijob. Det bør være et reelt valg at gå på deltid – ikke noget man er tvunget til, siger Ole Knudsen.

Fortællingen om Bofællesskabet Vintervej er et billede på en voksende problematik om at være tvunget til at tage et deltidsjob – uden senere at få muligheden for at komme op i tid. Samtidig er det historien om at kæmpe en sej kamp – og vinde – for så at finde sig selv slået tilbage til udgangspunktet af nye og uforudsete omstændigheder.

Ny taktik

Da Ole Knudsens overtalelsesevne kom til kort over for lederen, lagde han en ny strategi sammen med Socialpædagogerne i Østjylland. Den gik ud på at vente, indtil en af medarbejderne ville sige op. I overenskomsten med KL og Danske Regioner står der, at hvis en kollega siger op – og der dermed bliver ledige timer – har deltidsansatte ret til at lægge billet ind på dem. Inden længe kom der tre opsigelser. Ole Knudsen opfordrede medarbejderne til at søge timerne, og samtidig blev lederen orienteret om den bindende aftale, der siger, at deltidsansatte har krav på at blive tilbudt de ledige timer. Det endte med, at de ansatte, som ønskede at komme op i tid, fik fordelt timerne fra to af de ledige stillinger. 

En af dem, der nu er kommet op på 35 timer, er 27-årige Søren Møller Jeppesen. Hans vigtigste begrundelse for at søge flere timer var, at han havde brug for en højere indtægt.

– Det er jo ikke nogen fed check, man hæver på 30 timer. Nu har vi fået børn, og så følger der jo nogle flere udgifter med. Så jeg kan godt mærke, at det gør en væsentlig forskel med de 20 timer ekstra om måneden, siger han. 

I den her sag har det betydet alt, at der er en vedholdende tillidsrepræsentant, som bider sig fast og bliver ved med at tage problematikken op over for ledelsen

Poul Erik Thomsen, faglig konsulent, Socialpædagogerne Østjylland

Bider sig fast

Sager som denne – om deltidsansatte, der får flere timer – hører desværre til sjældenhederne, fortæller faglig konsulent i Socialpædagogerne Østjylland, Poul Erik Thomsen. Det kan ifølge ham bunde i, at mange afholder sig fra overhovedet at søge om det for ikke at blive anset som krævende eller besværlige – eller fordi de slet og ret ikke kender til deres rettigheder. Der er også ledere, der enten ikke kender til reglen om retten til flere timer eller synes, at det er vanskeligt at følge den – og derfor bliver den ikke håndhævet. 

Ifølge Poul Erik Thomsen er det af den grund afgørende, at tillidsrepræsentanterne er klædt rigtigt på til at tage kampene ude på arbejdspladserne – ligesom Ole Knudsen har gjort det.

– I den her sag har det betydet alt, at der er en vedholdende tillidsrepræsentant, som har bidt sig fast og er blevet ved med at tage problematikken op over for ledelsen, lyder det.

Det sværeste for mig personligt i den her sag er at opleve, at kollegerne ikke får det, som burde være deres ret. Det er enormt utilfredsstillende, når det ikke kan lade sig gøre. Men når det så lykkes, er det jo en fantastisk følelse

Ole Knudsen, TR, Bofællesskabet Vintervej

Starter forfra

Netop som vinden var begyndt at vende til fordel for de deltidsansatte på Vintervej i Aarhus, blev situationen pludselig vendt på hovedet som følge af nogle nye omstændigheder. Ledelsen på stedet blev skiftet ud, og stedets budgetter blev reguleret. Ifølge Ole Knudsen har de to ting sat diskussionen om deltid til fuldtid på Vintervej tilbage til start.

– Lige nu er der nogle ubesatte stillinger, men den nye leder på stedet mener ikke, at vagtplanen kan holde til at fordele timerne til de deltidsansatte. Vi har ellers et par stykker, som udtrykkeligt har ønsket at komme op i tid, siger Ole Knudsen. 

Kredsen og tillidsrepræsentanten er ved at undersøge, hvordan medarbejderne kan sikres deres ret til flere timer. Men ifølge Vintervejs nye leder, Helga Breinholt, er det slet ikke en mulighed i øjeblikket. Hun kender godt aftalen om, at de ansatte har ret til at komme op i tid, hvis der er ledige timer. Hun følger også reglen, når det er muligt, men det er ikke altid, det kan lade sig gøre, mener hun.

– Vi har to på 30 timer, som har sagt op. Men hvis jeg sløjfer den ene 30-timers stilling for at lade andre komme op i tid, så mangler jeg en person i vagtplanen. Så selvom jeg meget gerne vil imødekomme medarbejdernes ønsker, så kan det ikke gå op denne gang, siger hun. 

Konsekvensen af færre hænder vil være, at der mangler medarbejdere i spidsbelastningsperioderne, som er morgen og aften. Det vil gå ud over medarbejderne, som vil være nødt til at løbe hurtigere for at følge med, forklarer hun.

Hun er klar over, at en deltidsløn kan være vanskelig at leve for, men pointerer, at der er god mulighed for at supplere op med vikartimer, hvis arbejdstidsreglerne tillader det.

For Ole Knudsen er det enormt frustrerende, at medlemmerne ikke kan komme igennem med deres ønsker, når de nu ellers har reglerne på deres side. 

– Det sværeste for mig personligt i den her sag er at opleve, at kollegerne ikke får det, som burde være deres ret. Det er enormt utilfredsstillende, når det ikke kan lade sig gøre. Men når det så lykkes, er det jo en fantastisk følelse, siger han.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, TR og AMR, Overenskomst