icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
sparegris1128x600.gif
Pension

Gode takter i skatteaftale

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en ny skatteaftale, der gør det mere attraktivt at spare op til pensionen. Et skridt i den rigtige retning, lyder det fra Socialpædagogerne, som dog ikke er enige i, hvordan aftalen finansieres.

Et ekstra skattefradrag til dem, som ønsker at spare op til pensionen. Det er et af elementerne i en ny skatteaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik tirsdag den 6. februar.

Personer med mere end 15 år tilbage, før de når folkepensionsalderen, vil få et fradrag på 12 pct., mens personer med mindre end 15 år tilbage før folkepensionsalderen får et fradrag på 32 pct. for pensionsindbetalinger op til 70.000 kr.

Formålet med at give større fradrag til pensionsopsparinger, når man nærmer sig pensionsalderen, er at få flere til at spare op til pensionen i den sidste del af arbejdslivet. Fradraget imødegår dermed den tendens, at især lavtlønnede i deres sidste år på arbejdsmarkedet undlader at spare op til pensionen, fordi de har udsigt til at blive modregnet i pensionen, hvis de har løbende indkomster fra en arbejdsmarkedspension - det såkaldte samspilsproblem. 

Det er vigtigt, at der stadig er et incitament til at spare op til pension de sidste år før pensionering

Benny Andersen, formand Socialpædagogerne

Godt at tage hul på samspilsproblemet

I Socialpædagogerne er formand Benny Andersen glad for, at regeringen med skatteaftalen tager hul på netop samspilsproblemet.

– Vi er meget tilfredse med, at det nu med det nye pensionsfradrag i højere grad kan betale sig for vores medlemmer at spare op til pensionen. Det er stadig attraktivt at have en god arbejdsmarkedspension via vores overenskomst. Samtidig er vi glade for, at der bliver kigget på problemet i, at nogle lønmodtagere i deres sidste år på arbejdsmarkedet undlader at spare op til pensionen, fordi de har udsigt til at blive modregnet i pensionen, hvis de har løbende indkomster fra en arbejdsmarkedspension. For det er vigtigt, at der stadig er et incitament til at spare op til pension de sidste år før pensionering, siger han.

Vi er bestemt ikke enige i, hvordan man fra regeringens side vil finansiere skatteaftalen. Igen er det nogle af de mest udsatte herhjemme, som må holde for, når regeringen vil dele gaver ud

Benny Andersen, formand Socialpædagogerne

Uretfærdig finansiering

Til gengæld er Benny Andersen knap så begejstret for finansieringen af regeringens skatteaftale.

– Vi er bestemt ikke enige i, hvordan man fra regeringens side vil finansiere skatteaftalen. Igen er det nogle af de mest udsatte herhjemme, som må holde for, når regeringen vil dele gaver ud, siger han.

Parterne vil bruge i alt fem mia. kr. på at lette skatterne på især arbejde og pensionsbetaling, og de penge udmønter tidligere aftaler mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra 2015 og 2017 om besparelser på kontanthjælp og integrationsydelsen. Den resterende finansiering findes bl.a. ved skærpe kravene til fx uddannelseshjælp og kontanthjælp.

Læs mere om skatteaftalen

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Forbund og a-kasse