Jeg har fået ordene tilbage
Selvmordsforsøg og flænger i krop og sjæl har fået Rikke Brinck indlagt mere end 100 gange – ofte med blå blink og på røde papirer. Hun blev starten på afdelingens ambulante mobilteam, der siden har givet hende ord og redskaber til at tæmme kaos
Så ligger hun her igen og tæller prikker i loftspladerne. Under den hvide dyne. Bag låste døre og vinduer. Mærket fra rebet på Rikke Brincks hals og de blodsprængte øjne vidner om, at det var rigtig tæt på denne gang. Rikkes mor sidder grædende foran hende. Rikke er bedøvende ligeglad.
– Jeg var helt tom inden i. Det eneste, jeg gik op i, var at ødelægge mig selv. Jeg var fuldstændig opslugt af mørket, der rev mig længere og længere ned, fortæller hun.
Det var langt fra første gang, at Rikke Brinck havde talt prikkerne i loftet. Indlæggelsen på døgnafsnittet ved Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense i efteråret 2016 var blot den seneste i en lang række af episoder, hvor samme forløb gentog sig om og om igen:
Rikke kunne ikke længere dulme sit indre kaos ved at skære i sig selv og slog sig i stedet bevidstløs med piller eller stak af fra botilbuddet i Svendborg. Personalet slog alarm, hvorefter politiet halede hende ind på den anden side af rækværket på Svendborgsundbroen eller skar hende ned fra et træ i skoven. Herefter fulgte fastholdelser, tvangsmedicinering og bæltefiksering – nogle gange i op til tre dage.
– Jeg manglede ord til at beskrive kaos indeni. Jeg tror, jeg var en meget ensom pige. Og jeg følte, at hele verden lige så stille væltede rundt om mig, siger hun og piller lidt ved ærmekanten på skovmandsskjorten, hvor de lange ærmer dækker arene på krop og sjæl.
– Der var ikke noget, der gav mening. Og det blev så kaotisk, at jeg slet ikke kunne være til. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved den diffuse smerte. Det eneste, der gav mening, var at skære i mig selv. Det kunne jeg forholde mig til – at det blødte, gjorde ondt og skulle syes sammen, forklarer Rikke Brinck.
Jo længere tid man har været inde, jo sværere er det. Afdelingen bliver hele ens liv. Pludselig sidder man derhjemme rundt om spisebordet og kan ikke svare på et simpelt spørgsmål som: Hvad har du så lavet i dag? Fordi man ved, at svaret er for voldsomt for folk at høre
Rikke Brinck, psykiatribruger
Tilbage til livet
Den nu 20-årige kvindes sindstilstand blev kædet sammen med forskellige episoder i hendes barndom. Siden har hun fået diagnoserne PTSD og borderline. Og Rikke Brinck har været indlagt ved Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense mere end 100 gange – i alt fra otte timer til 15 uger.
Hun er en af de unge patienter, der for alvor har bonnet ud i afdelingens statistikker over tvangsanvendelser og genindlæggelser. Og dermed blev hun en af årsagerne til, at afdelingen i efteråret 2016 oprettede et ambulant mobilteam.
Her kører et hold af socialpædagoger og sygeplejersker ud fra afdelingen for at samarbejde med patientens bosted, lærere og familie, så alle trækker i samme retning. Desuden har en fra teamet løbende samtaler med patienten og hjælper med overgangen fra indlæggelse til hjem, fra sygemeldt til jobprøvende, fra børne- til voksenregi og alverdens andre overgange tilbage til livet.
For det er især overgangene, der er rigtig svære, bekræfter Rikke Brinck og fortæller om at leve bag låste døre blandt syge den ene dag og om at få al friheden tilbage, når man bliver udskrevet den næste – og om ansvaret, pligterne og de mørke tanker, der følger med hjem.
– Jo længere tid man har været inde, jo sværere er det. Afdelingen bliver hele ens liv. Pludselig sidder man derhjemme rundt om spisebordet og kan ikke svare på et simpelt spørgsmål som: Hvad har du så lavet i dag? Fordi man ved, at svaret er for voldsomt for folk at høre. Man mangler samtaleemner, fortæller Rikke Brinck.
Tina viste mig tillid. Det havde en kæmpe betydning for mig. Mere end man måske lige regner med
Rikke Brinck, psykiatribruger
Jeg bliver hos dig
Men førend Mobilteam overhovedet kom på tale, fortsatte ordene og samtaleemnerne med at forsvinde for Rikke Brinck, og hendes selvmordsforsøg blev voldsommere og voldsommere. En af de få, der kunne nå ind til hende, var hendes kontaktperson på den psykiatriske afdeling, socialpædagogen Tina Frydenlund.
Tina Frydenlund havde blik for betydningen af at sætte sig helt ned i hjørnet sammen med Rikke, når hun sad og græd. Hun forsikrede Rikke om, at hun blev hos hende, uanset hvor længe hun blev ved med at slå hovedet ind i væggen. Og hun forstod at bøje reglerne i samråd med overlægen for at tage Rikke Brinck med ud på en lille gåtur, selvom hun egentlig ikke havde lov til udgang. Rikke Brinck kvitterede for tilliden ved at følge troligt med tilbage på afdelingen.
– Tina viste mig tillid. Det havde en kæmpe betydning for mig. Mere end man måske lige regner med, siger Rikke Brinck.
Personalet på bostedet har aldrig været nødt til at lægge mig i bælte. Det har Tina. Så hun har en anden forståelse for, hvordan jeg fungerer, hvordan afdelingen fungerer, og for min verden udenfor. De tre ting har jeg brug for at forene
Rikke Brinck, psykiatribruger
Før det hele ramler
Den relation besluttede overlægen på afdelingen at bygge videre på. Hun gav derfor grønt lys for, at Rikke Brinck skulle mødes med Tina Frydenlund, når hun ikke var indlagt, ca. en gang hver fjortende dag. Langt væk fra travlheden på hospitalet kunne de over en kop kakao tale om, hvordan Rikke Brinck skulle få livet til at fungere.
De fandt på strategier til at håndtere det kaos, der stadig var indeni – fx kunne en pose med kolde isterninger, som Rikke Brinck skulle knase én efter én, eller beroligende musik i høretelefonerne fjerne fokus fra de mørke tanker, når de for alvor begyndte at buldre. Ligesom Rikke Brinck fandt på at arrangere hjemmeindlæggelser, hvor alle pligter blev taget fra hende, og personalet på bostedet kom på planlagte besøg.
– Det er jo ikke inde på afdelingen, man bliver rask – arbejdet foregår udenfor. Og alle vores snakke betød, at vi tog tingene i opløbet, før det hele ramlede, siger Rikke Brinck.
Rikke Brinck havde også en fortrolighed med personalet på sit bosted. Forskellen var, at Tina Frydenlund kendte til livet på afdelingen.
– Personalet på bostedet har aldrig været nødt til at lægge mig i bælte. Det har Tina. Så hun har en anden forståelse for, hvordan jeg fungerer, hvordan afdelingen fungerer, og for min verden udenfor. De tre ting har jeg brug for at forene.
I samme retning
Netop den forening havde mange andre patienter end Rikke Brinck også brug for. Og det blev startskuddet til det nye Mobilteam. I den forbindelse blev socialpædagog Jim Schoubo Scherning fra Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense også tilknyttet Rikke Brinck. Han skulle stå for samarbejdet mellem sygehuset og hendes bosted, kommune, mor og psykolog.
Rikke Brinck gav samtykke til, at Mobilteam måtte udveksle informationer om hende med bostedet, og at bostedet kunne kontakte Mobilteam for at få råd og vejledning. Desuden mødtes alle parter om et mødebord for at sikre, at der var enighed om retningen, fortæller Rikke Brinck.
– Da jeg nåede et bestemt sted i min psykologbehandling, påpegede min psykolog fx, at de andre kunne forvente en forværring i min tilstand. Så var alle opmærksomme på det, og antallet af samtaler med Tina blevet øget for en tid, forklarer hun.
Desuden har alle adopteret psykologens tilgang til hendes selvskadende adfærd: I stedet for at bruge kræfter på at tale hende fra at handle på trangen eller at negligere den, taler de om, hvorfor hun har brug for at skære i sig selv. Så da Rikke Brinck en dag sagde til en medarbejder på bostedet, at hun havde lyst til at stikke sig i låret med en kniv, hentede han hendes knive og spurgte, hvilken en det skulle være.
– Jeg forklarede ham hvilken en, og hvorfor det lige skulle være den. Ud fra det fik vi en lang snak om, hvorfor jeg følte trang til at skære i mig selv netop nu. Bagefter bad jeg ham lægge knivene væk igen, for jeg skulle ikke bruge dem alligevel. Det blev mit valg, siger hun.
I nogle perioder forsvinder ordene stadigvæk, men det er blevet nemmere at få dem igen. Og der er heldigvis kommet flere gode dage – dage, hvor jeg faktisk ønsker at være til
Rikke Brinck, psykiatribruger
229 dage hjemme
Da Rikke Brinck rundede 20 år og skulle overgå til den voksenpsykiatriske afdeling i Svendborg, var Tina Frydenlund med til den indledende samtale, og overlægen fra børne- og ungdomspsykiatrien i Odense tog med Rikke på rundvisning.
Men den nye afdeling har Rikke Brinck endnu aldrig haft brug for, fortæller hun og rækker sin mobiltelefon frem.
App’en på skærmen viser, at hun ikke har været indlagt i 229 dage. Det er mere end 300 dage siden, hun sidst tog en overdosis. Hun er ikke blevet fastholdt eller bæltefikseret i 343 dage. Og årsdagen for, hvornår hun sidst skar i sig selv, venter lige rundt om hjørnet.
Hun smiler stolt, da hun bladrer rundt mellem de forskellige data. Men tallene giver også en form for uro.
– På sin vis føler jeg, at der er endnu mere kaos i dag, fordi jeg skal finde nye måder at tackle problemerne på end pr. automatik at skære i mig selv. Det er endnu vigtigere, at jeg får brugt mine ord, så jeg kan vise, når jeg har det svært, siger hun og fortsætter:
– I nogle perioder forsvinder ordene stadigvæk, men det er blevet nemmere at få dem igen. Og der er heldigvis kommet flere gode dage – dage, hvor jeg faktisk ønsker at være til.