icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
pexels.com_blackwhite_B.jpg
Autisme

Politianmeldelser møder kritik

Autismeforeningen får ofte henvendelser om borgere med autisme, som er blevet politianmeldt for vold mod bl.a. socialpædagoger. For ofte, mener foreningen. Men politianmeldelse er nødvendig for at sikre medarbejderne ret til erstatning

Alt for mange mennesker med autisme bliver politianmeldt for at have begået vold mod fx socialpædagoger eller andet personale på bosteder og dagtilbud.

Sådan lyder kritikken fra Autismeforeningen, som sidste år modtog 149 henvendelser fra pårørende om igangværende og afsluttede retssager, skriver DR Nordjylland.

Vi ønsker ikke at skulle politianmelde borgerne. Men vi er tvunget til det, fordi lovgivning og reglerne er sådan

Formand for Socialpædagogerne Benny Andersen

Formand for Autismeforeningen, Heidi Thamestrup, mener ikke, at løsningen på problemet er at straffe autister, som netop er på et bosted, fordi de ikke altid kan tage ansvar for deres handlinger.

– Det, de har brug for, er pædagoger, der ved, hvordan man går til autister og ved, hvor grænsen går i forhold til, hvad man kan kræve af dem og nøjagtigt, hvornår der skal sættes ind med omsorg og pædagogik, siger hun til DR Nordjylland.

Ønsker ikke at politianmelde

Ifølge Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, er det vigtigt at pointere, at det ifølge Erstatningsnævnets praksis kræver en politianmeldelse, hvis man som fx socialpædagog vil søge om erstatning og godtgørelse for personskade.  

– Vi ønsker ikke at skulle politianmelde borgerne. Men vi er tvunget til det, fordi lovgivning og reglerne er sådan. Jeg forstår godt, at det lyder mærkværdigt, at man skal anmelde mennesker, som har brug for støtte. Men det er desværre virkeligheden, siger han.

Ønsket fra Socialpædagogerne er derfor, at lovgivningen bliver lavet om, så kommunerne har en forsikring, der sikrer de ansatte, så det ikke bliver nødvendigt at skulle anmelde en borger for at få erstatning for en arbejdsskade.

Korrekt visitering er afgørende

Derudover er Benny Andersen helt enig med Heidi Thamestrup i, at der er behov for, at mennesker med autisme mødes med den rette faglighed for at undgå episoder, der fører til politianmeldelse. For det første kræver det, at kommunerne visiterer korrekt, så der sker de rigtige match mellem den enkelte borger med autisme og et tilbud, som kan give den bedst mulige faglige støtte til netop den borger. For det andet skal det sikres, at der er den rette faglighed på tilbuddene – og ikke mindst at der er nok af den.

– Du kan være nok så dygtig en socialpædagog, men det batter bare ikke, hvis du er den eneste på arbejde. Man skal som socialpædagog kunne kræve, at man fx ikke arbejder alene, og at man har tilstrækkelig tid til at kunne gøre en forskel. Vi ved jo godt, at stærk faglighed vokser og næres i stærke faglige miljøer, siger han.

Læs mere om arbejdsskader og krav om politianmeldelse på sl.dk

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø