Vi skal kunne råbe op, når den er gal
Hvad gør man, hvis man oplever, at kommunen ikke reagerer, når man henvender sig med en bekymring om sit plejebarn? Eller hvis man videregiver et opråb fra barnet og oplever, at det ikke bliver taget seriøst? Ja så skal man handle – og bruge sin ytringsfrihed
Lige op til jul lavede Kreds Nordjylland en undersøgelse om ytringsfrihed blandt Socialpædagogernes medlemmer, som bl.a. viser, at familieplejerne er gode til at reagere, men også at det ofte har en pris. Undersøgelsen var hverken landsdækkende eller med en stor gruppe familieplejere, men den skaber alligevel stof til eftertanke.
I undersøgelsen blev der spurgt ind til, om familieplejerene havde oplevet kritisable forhold i deres ansættelse, som offentligheden burde kende til. Her svarede 8 ud af 10, at det havde de. Det handlede primært om urimelig behandling fra anbringende kommune, men også om omsorgssvigt eller lignende. Alle svarede, at de reagerede på de kritisable forhold, som de oplevede. Enten ved at kontakte anbringende kommune, eller ved at henvende sig til Socialtilsynet eller sin kreds.
Kritik koster dyrt
Dét, som vækker min bekymring, er, at rigtig mange oplevede negative konsekvenser ved at reagere. En stor del sagde, at det påvirkede deres psykiske arbejdsmiljø, og næsten 7 ud af 10 sagde, at det gjorde, at de fik et dårligere forhold til anbringende kommune, eller at deres arbejdsforhold blev dårligere. Derudover blev 17 procent indkaldt til en samtale om det fremtidige samarbejde.
I varetager en vigtig omsorgsopgave, og I skal reagere, hvis I oplever, at der er noget i rammerne eller løsningen af opgaven, hvor kommunen ikke lever op til sine forpligtelser. I skal også være børnenes talerør, og det skal I kunne gøre uden at bekymre jer om, hvilke konsekvenser det får – også ansættelses- og lønvilkårsmæssigt. I kan kun være stolte af, at I rent faktisk reagerer på forhold, som I ikke mener, er i orden. Det gavner børnene. Det er rigtigt godt.
Tingene skal holdes adskilt
Vi skal arbejde for at sikre, at I fortsat kan råbe op, hvis der er behov for det, uden at bekymre jer om, hvordan det påvirker jeres vilkår i øvrigt. I dag kan den person, som I klager til, være den samme, som I skal forhandle vederlag med. Det holder ikke. Vi arbejder for, at sparring og supervision omkring barnet holdes adskilt fra forhandling om løn- og ansættelsesforhold. Eksempelvis ved at følge eksemplet fra Hedensted kommune, hvor familieplejere kan sparre om faglige spørgsmål med en faglig supervisor fra Børne- og familiehjemmet Bakkevej, som ikke er involveret i familieplejerens kontraktforhandlinger.
En overenskomst, som sikrer familieplejerne generelle vilkår, kan også gøre familieplejernes situation mindre sårbar i denne sammenhæng. Som I ved, så vil forhandlingerne om at lave overenskomst køre parallelt med de øvrige overenskomstforhandlinger. Jeg håber meget på, at jeg senere på året kan komme med gode nyheder. Det er i hvert fald nødvending – også når det handler om trygheden til at bruge sin ytringsfrihed.
Verne Pedersen, næstformand