icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Læserbrev

Apropos #metoo

Af Karl Aage Thomsen

Ved oprydning i gamle papirer, grundet flytning, fandt jeg et digt skrevet af en pige på 16 år, som hedder Sophie, som jeg faldt over, da jeg for 14 år siden arbejdede på et center for seksuelt misbrugte mennesker.

Digtet stod, så vidt jeg husker, i et norsk blad om seksuelle overgreb. Jeg synes, det siger meget om, hvordan man har det i krop og psyke, når man har været udsat for et sådant overgreb.

Medierne burde tænke lidt mere på børn og unge i disse #metoo-tider og ikke kun på underholdningsbranchens stjerner, som jo ikke mangler sammenhold og initiativ til at profilere sig vedr. de overgreb, de har været udsat for.  

I Danmark står det sløjt til med hensyn til at få hjælp til at rejse sig efter et seksuelt overgreb, især når det drejer sig om børn og unge. De, der arbejder med at hjælpe mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb, gør det ofte som frivillige, og centrene vedr. ovennævnte bliver ofte spist af med håndører fra satspuljen – som er penge, der tages fra alle os på overførselsindkomst.

Hvileløs Natten kommer:

Rastløs vandrer jeg rundt, nervøs og ked.

Natten er virkelig et mareridt for mig.

Smerter i hoved og mave, som skulle jeg sprænges.

En lyd udefra får mig til at fare sammen.

Kunne jeg dog bare krybe i et hul,

og føle mig varm, tryg og glad.

Men jeg kan ikke finde mit tryghedshul.

Hvileløs vandrer jeg gennem disse

Smertefulde nætter,

som en flagermus efter føde.

Min føde vil bare være hvile og søvn.

Når morgenstunden endelig begynder at vise sig

ude i horisonten begynder trætheden at tage over,

og rastløsheden og angsten dæmpes.

Nu begynder jeg at føle mig sikker,

nu kan jeg finde vejen frem til mit lille hul.

Kroppen falder sammen

efter nattens jagende angst.

Søvn – endelig søvn.

Men et eller andet sted i mit indre

er angsten stadig vågen.

Det skal den også altid være.

For hvem skal ellers passe på mig.’

Sophie 1997

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat