icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
roede_fanerB.jpg
Overenskomst

Forligsmand udsætter konflikten

Forligsmand Mette Christensen udsatte onsdag konflikten på det offentlige område med to uger. Socialpædagogernes formand er glad for, at der gøres yderligere forsøg på at nå en forhandlet løsning.

- Som forligsmand bestemmer jeg hermed, at de varslede arbejdsstandsninger udsættes i 2 uger.

Sådan skriver forligsmand Mette Christensen onsdag i en pressemeddelelse, hvor hun gør brug af sin mulighed for at udsætte de varslede konflikter på det offentlige arbejdsmarked.

Med udsættelsen køber forligsmanden tid til at gøre endnu et forsøg på at lande en ny overenskomstaftale mellem de offentligt ansatte og arbejdsgiverne i stat, kommuner og regioner.

Udsættelsen glæder Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, fordi det øger muligheden for at nå et forhandlet resultat:

- Det betyder, at forligsmanden ser en mulighed for en løsning, men det mindsker ikke presset på forhandlerne. Det øger derimod forventningen om, at vi kan levere et resultat. Som jeg ser det kommer arbejdsgiverne under øget pres. De kan godt læse skriften på væggen og se, at de ikke har befolkningens opbakning til en ødelæggende lockout. Det får dem forhåbentlig i bevægelse.

Fagforbundene havde varslet strejker for 10 procent af de offentligt ansatte – heraf 2.750 socialpædagoger – med start fra 4. april. Arbejdsgiverne havde svaret igen med at lockoute 440.000 offentligt ansatte fra 10. april. Nu er konfliktstart rykket længere væk.

Forligskvinden kan udsætte konflikten to gange 14 dage og har nu gjort brug af den første udsættelsesmulighed. Konflikten kan træde i kraft fem dage efter udløb af udsættelsen.

Forligskvinden kan også konstatere sammenbrud i forhandlingerne, inden de 14 dage er gået. I så fald begynder konflikten fem dage efter datoen for sammenbruddet. Sker sammenbruddet 5. april, vil både strejke og lockout begynde 10. april.

- Nu kan vi jo ikke sige, hvad forligsmanden sidder og arbejder med af vurderinger. Men jeg er glad for, at hun vurderer, at der fortsat er muligheder for at nå et forhandlet resultat. Det er det, vi vil. Vi har ikke spillet ud med ublu lønkrav. Men det er klart, at vi ikke kan sige ja til et forslag, der ikke sikrer vores medlemmer reallønsfremgang, siger Benny Andersen.

Det er muligt at nå en løsning, siger han. Men det vil kræve, at arbejdsgiversiden viser vilje til at rykke sig.

- De offentligt ansatte skal have en anstændig del af det økonomiske opsving og kan ikke spises af med endnu en kriseoverenskomst. Der skal en reallønsstigning på bordet, siger Benny Andersen.

Der er indkaldt til forhandlinger lørdag. 


Følg med i udviklingen i OK-situationen på www.sl.dk/Ok2018 og på formand Benny Andersens facebook-side

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Overenskomster og aftaler