Socialpædagog: ’Vi er faktisk helt uundværlige’
I al sin naivitet havde Dorthe Christensen forestillet sig, at arbejdsgiverne ville anerkende de offentligt ansattes indsats og spytte i lønposen. Helt uden kvaler. Nu kan det være nok med at lade sig spise af med kriseoverenskomster og pressede arbejdsforhold.
– Vil jeg blive ved med det her?
Spørgsmålet dukker op i hovedet på Dorthe Christensen, der er TR og socialpædagog, med engang imellem – skal hun fortsætte som socialpædagog eller skifte kurs? Det sker, når hun kigger på sin lønseddel, og når politikere og arbejdsgivere igen taler om besparelser på det socialpædagogiske område.
– Hver gang er jeg nået frem til den konklusion, at så længe jeg kan se, at jeg gør en forskel og kan stå inde for mit arbejde, så bliver jeg ved. Men selvfølgelig er der en grænse, siger hun og henviser til sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne på det offentlige område og den forestående storkonflikt, fordi arbejdsgiverne ikke vil sikre de offentlige ansatte en reallønsfremgang, der er parallel med det private område.
– Vi har set nok besparelser og råbt op i mange år om, at det her ikke alene har konsekvenser for os, men også for den indsats vi kan yde over for borgerne, siger hun.
Skaber også værdi
Dorthe Christensen arbejder ved Familiecenter Viborg, som løser forskellige former for rådgivnings-, behandlings- og undersøgelsesopgaver i familier med børn under 18 år. Dorthe Christensen tager sig særligt at flygtningefamilier, der lige er kommet til landet. Hun valgte faget, fordi hun mente, at hun som socialpædagog kunne gøre en forskel for andre mennesker.
– Jeg er med til at integrere flygtningefamilierne, der lidt efter lidt får en voksende kærlighed til Danmark blandt andet fordi, jeg møder dem med venlighed. Jeg er med til at støtte nogle af de mest udsatte familier i at etablere sig i det danske samfund. Det har da værdi. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er en uundværlig indsats.
Dorthe Christensen er ikke udtaget til strejke. Men det gør ingen forskel for hendes engagement i konflikten.
– Jeg havde en naiv tro på, at arbejdsgiverne kunne se fidusen i, at lønudviklingen på det offentlige område selvfølgelig skal følge parallelt med det private arbejdsmarked. Og jeg troede min arbejdsgiver var interesseret i, at jeg har nogle gode arbejdsbetingelser. Så jeg havde faktisk håbet på en fornuftig løsning. Men det skete desværre ikke, siger hun.
Vi skal bevare fagligheden
Derfor er hun nu klar til at støtte op om de strejkende, hvis konflikten kommer, ved at deltage i happenings og demonstrationer, når hun har fri arbejde. For hvis hun og alle andre offentligt ansatte ikke holder fast nu, så frygter hun for fremtidens offentlige arbejdsmarked.
– Mange gør en kæmpe indsats, men bliver de ikke honoreret for det, så er jeg bange for, at de forlader faget. Så er det ufaglært eller uorganiseret arbejdskraft, der træder i stedet for. Og så mister vi altså en stor del af den faglighed, som vi ellers kan være så stolte af, siger hun.
Mister vi også Dorthe Christensen? Ikke så længe hun kan se sig selv i øjnene, men der skal ordentlige vilkår på bordet, siger hun.
– Det, at så mange forbund nu står sammen på tværs af fag skal være en påmindelse til arbejdsgiverne om, at der er grænser for, hvad de offentlige ansatte vil acceptere, siger hun.