icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
TRIO

Vi skal turde sige til

De er en krumtap på arbejdspladsen, TRIO’en, bestående af leder, TR og AMR. På denne og kommende bagsider kan du møde en række TRIO-medlemmer og læse, hvad der driver dem

Hvorfor blev du arbejdsmiljørepræsentant?

Det var lidt tilfældigt. Jeg havde på det tidspunkt arbejdet forskellige steder, og det var ikke alle arbejdspladser, der havde lige meget fokus på arbejdsmiljøet. Men det var noget, jeg også syntes var rigtig vigtigt. Gennem årene er der heldigvis kommet mere og mere fokus på det gode arbejdsmiljø inden for vores område – særligt det psykiske arbejdsmiljø, som påvirker socialpædagogers trivsel meget.

Hvordan synes du, du kan gøre en forskel som arbejdsmiljørepræsentant i hverdagen?

Det er bl.a. mit ansvar at sætte fokus på arbejdsmiljøet, så vi alle sammen får mulighed for at trives. Og så er jeg talerør for mine kolleger. Hvis de fx har meget travlt og ikke trives, er det min pligt at bringe det videre til ledelsen i samarbejde med tillidsrepræsentanten.

Her er dialogen altafgørende. Hvis vi ikke tør sige til, når noget er for meget, eller noget gør os nervøse, så kommer vi til at presse os ud i situationer, hvor vi ikke er trygge. Nogle gange hører jeg udtryk som, ‘det hører med til jobbet at kunne klare’, men hvorfor ikke prøve at forbedre forholdene hele tiden? Vi skulle jo gerne holde i mange år.

Samtidig er det vigtigt, at vi er fælles om at skabe et godt arbejdsmiljø. Derfor er en spændende del af arbejdet som AMR at involvere kollegerne.

Hvad er det vigtigste, du har oplevet, og som måske har ændret dig som arbejdsmiljørepræsentant?

Så længe tingene kører, tænker man ikke så meget over arbejdsmiljøet. Men på min arbejdsplads har der været episoder, hvor vi fx har følt os truet af en borger – der bliver arbejdsmiljøet virkelig sat på prøve. Og bagefter kommer der en efterreaktion, hvor den rette hjælp skal sættes ind i form af psykologhjælp og dialog om, hvordan vi forebygger, at det sker igen. Her har min leder selvfølgelig hovedansvaret, men jeg spiller også en vigtig rolle i forhold til at italesætte, hvad vi skal gøre for, at det ikke sker igen – uden at vi vel at mærke barrikaderer os over for borgerne.

I årenes løb er det blevet meget tydeligt for mig, at det er det psykiske arbejdsmiljø, der er allervigtigst inden for det socialpædagogiske arbejdsområde.

Hvilken film bør alle se?

Den franske film ‘Familien Bélier’. Det er en helt fantastisk film fra 2014 om en ung pige, der vokser op i en familie, hvor mor, far og bror er døvstumme. Pigen har et fantastisk sangtalent. Men det er svært for hende at følge sin drøm, fordi familien er meget afhængig af, at hun hjælper dem med at kommunikere med omverdenen. Det er et stort drama, man kan hente meget inspiration i.

Hvad er dit faglige motto?

Selvfølgelig har jeg værdier, jeg lever efter, men jeg har ikke noget motto eller nogen politisk korrekt parole. Dem er der nok af i disse tider.

Blå bog

Ninna List, 49 år

Stilling og arbejdsplads: Socialpædagog (bevægelses-og afspændingspædagog) i Kraftcenter Ribe.

Har været arbejdsmiljørepræsentant i ca. 12 år.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: TRIO, Forbund og a-kasse, TR og AMR