icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
LO-FTF.jpg
Fagbevægelsen

Historisk fusion mellem LO og FTF

LO og FTF har på en kongres i dag besluttet at smede de to hovedorganisationer sammen til en ny, faglig sværvægter. Dermed står lønmodtagere endnu stærkere, lyder det fra en tilfreds forbundsformand

Det er ikke kun på gader og stræder, at lønmodtagere på tværs af fag i disse uger står skulder ved skulder. I dag besluttede 650 delegerede fra de to hovedorganisationer LO og FTF at stemme for en fusion.

Dermed er en ny, faglig sværvægter for 1,5 mio. lønmodtagere født. Og det vil stille lønmodtagere endnu stærkere end i dag, lyder reaktionen fra forbundsformand Benny Andersen.

– Jeg er meget tilfreds. En fagbevægelse skal være dér, hvor der træffes beslutninger og findes løsninger. Og at vi nu kan gøre det samlet, er en stor gevinst. Samlet kan vi skabe resultater for mange, mange mennesker, og det er præcist dét, vi er sat i verden for. Vi skal nemlig være en resultatfagbevægelse og ikke en protestbevægelse. Det er afgørende for os. At være 1,5 mio. hjælper ikke noget, hvis de kun bruges til at råbe nej og protestere, siger han.

Fusionen af bl.a. tømrere, sosu’er og socialpædagoger fra LO-familien og sygeplejersker, politibetjente og lærere fra FTF har været længe undervejs. Det første rigtige spadestik til en fusion blev taget i 2015, da LO og FTF’s kongresser besluttede, at en styregruppe skulle arbejde på et fælles fundament for en eventuel fælles hovedorganisation.

To år senere kom gruppen med et udspil til det politiske og økonomiske grundlag, indsatsområder, og love og struktur. Herefter blev dagens kongresser sat i kalenderen.

Med én hovedorganisation, der samler ansatte på det private arbejdsmarked og det offentlige, står vi ganske enkelt bedre rustet. 

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne

Styrker velfærden

Op til valget har bølgerne gået højt. For der skulle 2/3-dels flertal til i begge lejre for at få et ja. Og flere medlemsforbund, heriblandt 3F, havde på forhånd luftet deres skepsis.

Til gengæld har HK, FOA og Socialpædagogerne bakket op om en fusion. For der er brug for én hovedorganisation, der samler ansatte på det private arbejdsmarked og det offentlige, forklarer Benny Andersen.

– Med én hovedorganisation, der samler ansatte på det private arbejdsmarked og det offentlige, står vi ganske enkelt bedre rustet. Det styrker vores alle sammens velfærd. Nu kan vi samlet bidrage til at løse nogle af samfundets store udfordringer som fx stress og fattigdom, siger han.

Den nye hovedorganisation, der endnu ikke har fået sit navn, begynder sit virke fra 1. januar 2019.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Forbund og a-kasse