icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Asylbørn

Mistrivsel ignoreres

Der skal mere til, før kommunerne griber ind over for asylbørn i mistrivsel i forhold til deres danske jævnaldrende, viser rapport fra Dansk Flygtningehjælp

Børn og unge på de danske asylcentre er særligt udsatte. De befinder sig i en situation, hvor deres fremtid er usikker – og mange har oplevet at måtte flygte fra deres hjemland. Alligevel bliver mistrivsel hos asylsøgende børn accepteret i højere grad, end hvis det handlede om mistrivsel blandt danske børn. Det vise en ny rapport fra Dansk Flygtningehjælp.

På baggrund af interviews med en række ansatte i kommunerne, i Udlændingestyrelsen og på asylcentrene fastslår rapporten, at der skal mere til, før kommunerne sætter ind med støtte og bistand til børn, der mistrives på asylcentrene sammenlignet med danske børn. En socialrådgiver i en børnefamilieafdeling i en kommune udtrykker det i rapporten sådan her:

– Alle børn, der bor der, deres udvikling og trivsel er i fare. Altså, de lever jo alle op til servicelovens bestemmelser, så man kunne eller burde handle på dem alle. Men det kan vi jo ikke gøre på alle, eller det gør vi ikke.

Selvom servicelovens formål er at sikre børn og unges trivsel og udvikling, så får asylbørn ifølge Dansk Flygtningehjælp ikke hjælp i samme omfang som danske børn. Og det skyldes bl.a., at årsagen til de asylsøgende børns mistrivsel typisk er forhold, der hører under udlændingeloven. Det kan fx handle om afslag på asyl, et langt ophold i asylsystemet eller indkvarteringsforholdene.

Faktum er, at der er høj sandsynlighed for, at situationen ikke blot er midlertidig, og derfor bør hjælpen til barnet tage afsæt i den enkeltes situation. På ingen andre lovområder i Danmark straffes børn for forældrenes beslutninger

Eva Singer, asylchef, Dansk Flygtningehjælp

Børnene betaler prisen

– Mange af de vilkår, der vurderes at belaste børnene og familierne allermest – og nogle gange fører til sammenbrud hos familier, der egentlig var velfungerende ved ankomsten – er politisk bestemte. De kan altså også forandres politisk. Men ikke af de lærere, pædagoger, socialrådgivere m.fl., der ifølge serviceloven har til ansvar at hjælpe børnene, lyder det fra asylchef i Dansk Flygtningehjælp Eva Singer.

Rapporten konkluderer, at det særligt er på udrejsecentrene, at mistrivsel blandt asylsøgende børn er udbredt. Her er det ifølge Eva Singer børnene, der betaler prisen.

– Børnene kan jo ikke bruge det til noget, at de i princippet skal rejse. Faktum er, at der er høj sandsynlighed for, at situationen ikke blot er midlertidig, og derfor bør hjælpen til barnet tage afsæt i den enkeltes situation. På ingen andre lovområder i Danmark straffes børn for forældrenes beslutninger, siger hun.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik

Relaterede artikler