icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
LJT_vikarer1B.jpg
Bemanding

263 vikartimer på en uge

På et behandlingscenter i Nordjylland fylder vikarerne så meget, at de på en enkelt uge dækker syv fuldtidsstillinger. Det giver ustabile arbejdsforhold og går i sidste ende ud over borgerne, oplever stedets tillidsrepræsentant

Da alle vikarerne blev taget ud af vagtplanen på Behandlingscentret i Hammer Bakker i Nordjylland, manglede der 263 timer – i én af de tre afdelinger på en enkelt uge. Det svarer til ca. syv fuldtidsstillinger. Regnestykket blev lavet i april, da den socialpædagogiske tillidsrepræsentant Michel Habib skulle planlægge et nødberedskab på arbejdspladsen som forberedelse til den konflikt, som nu er blevet afblæst. I det arbejde gik det op for ham, at de ikke ville kunne stille med et nødberedskab, hvis der kun skulle bruges faste medarbejdere.

– Jeg vidste selvfølgelig godt, at der blev brugt mange vikarer. Men det kom faktisk bag på mig i arbejdet med nødberedskaberne, hvor stort omfanget er. Jeg synes, det er helt vildt, at vi på en uge kunne have haft syv ekstra socialpædagoger til de timer, der var sat af til vikarer, siger han. 

Vikarerne er uden tvivl dygtige. Men det er uuddannet arbejdskraft, som ikke kan være kontaktpersoner, ikke er med til personalemøder og ikke har bemyndigelse til at træffe beslutninger om borgerne eller til at udarbejde handleplaner

Michel Habib, socialpædagog og TR, Behandlingscentret i Hammer Bakker

20 fastansatte og 20 vikarer

Ifølge Michel Habib er der 20 faste medarbejdere på afdelingen. Derudover er der tilknyttet 20 vikarer, som dækker huller i vagtplanen, sygdom, ferie og lignende. Flere af de løse vikarer har så mange timer, at de reelt arbejder fuld tid. Nogle af dem har arbejdet på den måde i flere år. 

Men selvom vikarerne dermed kender beboerne og er gode til det, de gør, så giver det store forbrug af vikarer en svækket personalegruppe, mener han. 

– Vikarerne er uden tvivl dygtige. Men det er uuddannet arbejdskraft, som ikke kan være kontaktpersoner, ikke er med til personalemøder og ikke har bemyndigelse til at træffe beslutninger om borgerne eller til at udarbejde handleplaner. 

– Det giver jo en masse ekstra arbejde til de faste socialpædagoger, fordi de skal bruge tid på alt det papirarbejde, som vikarerne ikke kan lave, i stedet for at være sammen med borgerne, siger Michel Habib.

Behandlingscentret i Hammer Bakker står lige nu midt i et lederskift, og i den forbindelse er der ved at komme mere fokus på at fastansætte flere og bruge færre vikarer. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, TR og AMR, Overenskomst