Kollegerne er mine pejlemærker
De er en krumtap på arbejdspladsen, TRIO’en bestående af leder, TR og AMR. Her kan du møde et TRIO-medlem og læse, hvad der driver hende i det daglige
Hvorfor blev du tillidsrepræsentant?
– Egentlig blev jeg opfordret til at springe til, da der manglede en TR-suppleant, men så stoppede TR’en efter et halvt år, og så blev jeg kastet sådan lidt sidelæns ud i det. Jeg har nok fået fællesskabsfølelsen ind med modermælken, og jeg har altid været den, der turde rejse mig og sige noget i forsamlinger. Lige i starten som TR var det svært, men da først jeg havde fået basiskurset, begyndte jeg at trives med det. En kollega sagde til mig, at ‘nu får ledelsen da kam til sit hår, for du tør jo’ – men jeg blev ikke TR, fordi ledelsen sku’ ha’. Jeg ser det mere som det at være der for mine kolleger og være deres stemme – være solidarisk med dem. For mig er det netop den, solidariteten, der er det helt centrale. Det kan godt være, det lyder gammeldags, men jeg ville så gerne, at det kunne komme på mode igen – ligesom så meget andet retro…
Hvordan synes du, at du som tillidsrepræsentant kan gøre en forskel?
– Jamen, det er den der solidaritet, og i praksis betyder det at tage ansvar for god kommunikation mellem kollegerne, ledelsen og forbundet. Det kan da godt opleves som noget af et krydspres, men jeg tror på, at vi grundlæggende knokler for at komme samme vej. Jeg tror mere på kommunikation og samarbejde i det daglige end et ‘dem og os’. Vores ledelse er jo også underlagt nogle stramme rammer og bliver presset. Jo, vi kan have forskellige interesser og syn på arbejdsvilkår – men vi har en fælles interesse i at arbejde for borgerens bedste.
– Og så tror jeg, at min kreative baggrund – med teater og en grafikeruddannelse – betyder, at jeg kan komme med nogle andre tilgange til tingene. Det bruger jeg i hvert fald selv meget i det daglige.
Hvad er det vigtigste, du har oplevet, og som måske har ændret dig som tillidsrepræsentant?
– Jeg synes ikke, at jeg sådan er blevet flyttet fra mit udgangspunkt, men i november havde vi en nedskæringsrunde, og den var hård – først og fremmest for dem der blev afskediget, men også for resten af arbejdspladsen. Der oplevede jeg, at vores ledelse optrådte med medmenneskelighed, og selvom det var en hård periode, har det i sidste ende været med til at styrke os samlet i troen på, at ja, vi vil den samme vej. Men det er klart, at de sidste års evige omstruktureringer slider på os, og der ser jeg det som min opgave at bidrage til, at vi som kolleger holder fast i vores faglighed og bevarer roen. De briller har jeg hele tiden på: Hvad har kollegerne brug for? Hvordan ville jeg selv gerne mødes? Kollegerne er mine pejlemærker.
Har du et motto?
– At vi skal tænke med hjertet! Det kan være hårdt, det slider – men det giver også styrke!
Er der en bog, du synes, alle skal læse?
– Jeg har to: Steinbecks ‘Øst for paradis’, som handler om de her dybt absurde opvækstvilkår, de to brødre i bogen har. Den gjorde et dybt indtryk på mig som ung, og den vender jeg tilbage til og læser igen. Som fagbog vil jeg pege på Karin -Dyhrs ‘Glaspigen’. Det er en kanon god bog, der fortæller om overgreb og om, hvad der fik betydning for hendes recovery-proces. ν
Mød flere TRIO-medlemmer her.