Rystende og uværdig behandling af udsatte børn
Hele to gange i denne uge har DR i forskellige dokumentarer – ’Drabet på købmanden’ og ’Kundbypigen’ – sort på hvidt dokumenteret, hvilken behandling man risikerer at få, hvis man er udsat barn og anbragt uden for hjemmet
Desværre er forbundsformand Benny Andersen ikke overrasket, og han kalder det både rystende og uværdigt, at der er taget så lidt økonomisk og moralsk ansvar over for de børn og unge, der har brug for faglig hjælp.
– Forestil dig, at du dukker op på sygehuset og skal have en hjerteoperation. I stedet for hjertelægen dukker en slagter op til at udføre operationen. Vanvittig tanke, ikke? Men hvorfor er det så, at man på børne- og ungeområdet tilbyder udsatte børn hjælp fra mekanikere, frisører og andre faggrupper, som slet, slet ikke er uddannet til at yde den specialiserede faglige hjælp, som børnene har brug for, siger Benny Andersen.
Han fremhæver også, at det aldrig ville ske på et sygehus, at man på én afdeling havde så vidt forskellige specialer, som en del opholdssteder har. Tværtimod er tendensen i sundhedssektoren, at man samler ekspertisen og fagligheden inden for de enkelte specialområder. Det samme burde ske på børne- og ungeområdet, mener han.
– Vi har sagt det mange gange: På socialpædagogiske opholdssteder bør det selvfølgelig være sådan, at når man skal godkendes som tilbud for udsatte børn og unge, så skal der være et minimumskrav til antallet af uddannede socialpædagoger, lyder det konkrete bud fra formanden, som samtidig er bekymret for, at debatterne om de to dokumentarer sander til i fine ord og gode hensigter.
Bl.a. mener han, at der ligger en opgave i at skabe gennemsigtighed på dette område. Og der ligger en opgave i at gøre socialtilsynene knivskarpe.
– De skal helt nøjagtig vide, hvad der foregår ude på de enkelte institutioner. De skal være ambitiøse og kigge institutionerne og tilbuddene kritisk i sømmene, så vi får faglige kompetencer og kvalitet på det enkelte tilbud. Og så skal de handle hurtigt. Når noget ikke er i orden, så skal der handles nøjagtig lige så hurtigt, som hvis der var fare for betændelse i et operationssår på sygehuset, siger Benny Andersen.
Samtidig påhviler der et selvstændigt ansvar hos kommunerne, mener formanden, som også undrer sig over, at for mange kommuner ikke holder øje med deres investering; at de ikke holder øje med, at de rent faktisk får den kvalitet, de betaler for, når de først har truffet det valg, at et barn skal anbringes.
– På opholdsstederne er der mest af alt brug for faglighed, specialisering og kontinuitet. Det er ikke bare vanvittigt ud fra et fagligt synspunkt, men også dyrt på sigt ikke at sætte tidligt ind med den rette hjælp over for de her børn og unge. Vi ødelægger ganske enkelt deres chancer for at få det bedre, hvis ikke vi prioriterer at give dem solid faglighed og kvalificerede tilbud. For de findes, siger Benny Andersen.