icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
m-rke-velf-rden (8).png
Urafstemning

Sidste chance: Stem om OK 2018

Så er det sidste udkald for at stemme om din nye overenskomst – om dine løn- og arbejdsvilkår for de næste tre år.

Nu er det tid til at komme ud af starthullet, hvis du er en af dem, der har ventet til allersidste øjeblik med at stemme om de nye overenskomster. For absolut sidste frist er søndag 3. juni kl. 23.59.

Opbakning gav gode resultater
Siden 22. maj har offentligt ansatte medlemmer af Socialpædagogerne kunnet stemme om de overenskomster, som blev indgået i slutningen af april efter et langt og dramatisk forhandlingsforløb i Forligsinstitutionen.

Under forhandlingerne gik tusindvis af socialpædagoger på gaden for at demonstrere for ’en løsning for alle’, og mange ytrede sig på de sociale medier for at vise opbakning til forhandlerne og sammenhold på tværs af faggrupper.

Ifølge Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne, er det årsagen til, at vi styrede uden om storkonflikt og endte med det bedste resultat på lønnen i 10 år.

– Den massive opbakning, som jeg mærkede under overenskomstforhandlinger, var det, der gjorde, at vi fik det gode resultat. Arbejdsgiverne kunne også mærke, at vi mente det alvorligt. Lad os vise dem, at vi stadig står sammen, ved at vi alle sammen stemmer, lyder opfordringen fra forbundsformanden.

Det stemmer du om
De nye overenskomster betyder bl.a., at alle får en pæn reallønsfremgang, at der fremover vil være parallelitet mellem lønudviklingen på det private og det offentlige arbejdsmarked, at muligheden for at få støtte til efter- og videreuddannelse fortsætter, og at der kommer et større fokus på at få deltidsansatte op i tid, hvis de ønsker det.

Du kan læse mere om overenskomsterne på netop dit område her:

Aftalerne for kommunalt ansatte

Aftalerne for regionalt ansatte

Aftalerne for statsligt ansatte

Besøg sl.dk/urafstemning for at få svar på spørgsmål om afstemningen og hente pjecer om forligene.

Hvem kan stemme?
Denne gang er det de offentligt ansattes overenskomster, der skal fornyes. Derfor er det kun offentligt ansatte, der kan stemme om aftalerne. De private overenskomster bliver forhandlet i 2020.

Familieplejere kan desværre heller ikke stemme. Det skyldes, at deres løn- og ansættelsesvilkår bliver forhandlet i et separat spor. Den proces har været sat på pause under de øvrige forhandlinger, men er nu klar til at blive genoptaget.

Det er kun aktive medlemmer, der kan stemme. Derfor kan du ikke stemme, hvis du er pensionist eller på efterløn. Studerende er stemmeberettigede.

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Overenskomst, Forbundsnyheder