icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Sundhed

Trampoliner udløser pris

Center for handicap i Lolland Kommune har vundet prisen ’Danmarks Sundeste arbejdsplads’ i Region Sjælland - takket være 25 trampoliner

Det hele startede med, at en medarbejder prøvede Jumping Fitness i sit lokale fitnesscenter. En motionsform, hvor man hopper på små en-mands trampoliner.

Det blev siden til, at man på Center for Handicap i Lolland Kommune introducerede motionsformen på arbejdspladsen for såvel borgere som medarbejdere - med 25 trampoliner og uddannelsen af ti instruktører.

Og hvad der startede som en sjov dille, der skulle give sved på panden, har nu foreløbig ført til, at Center for handicap har vundet prisen ’Danmarks Sundeste Arbejdsplads’ i Region Sjælland - og dermed er blandt de fem sundeste arbejdspladser i landet. Det er Dansk Erhverv, Dansk Firmaidræts Forbund, Falck Healtcare samt Forsikring & Pension, der står bag ’Danmarks Sundeste Arbejdsplads’.

– Vi har to medarbejderhold, to borgerhold og så et kombi-hold, men det er kun begyndelsen. Det breder sig som ringe i vandet på alle centrets lokationer i kommunen, forklarer centerleder Anette Moryl Hansen i Lolland-Falsters Folketidende.

Hvis vi kan være med til at nedbringe livsstilssygdomme både blandt medarbejdere og borgere, så er det godt givet ud. Samtidig gør sunde medarbejdere det nemmere at løfte kerneopgaven

Anette Moryl Hansen, centerleder Center for Handicap

Med til at nedbringe livsstilssygdomme

Baggrunden for at indføre Jumping Fitness som en integreret del af arbejdspladsen er ifølge centerlederen, at Center for Handicap for godt et år siden blev sundhedscertificeret i Dansk Firmaidrætsforbund. Det indebærer, at sundhed og trivsel skal prioriteres i alt, hvad der sker på arbejdspladsen.

Og med Jumping Fitness initiativet stiller arbejdspladsen lokaler og udstyr til rådighed, så medarbejderne både kan bruge det fagligt i forhold til borgerne - eller mødes i fritiden på tværs af faggrupper.

– Hvis vi kan være med til at nedbringe livsstilssygdomme både blandt medarbejdere og borgere, så er det godt givet ud. Samtidig gør sunde medarbejdere det nemmere at løfte kerneopgaven, siger Anette Moryl Hansen i Lolland-Falsters Folketidende.

Den 29. maj blev ’Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen 2018’ givet den sønderjyske grossistvirksomhed Tridan/Quickparts.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø