icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
penge_skåret.jpg (1)
Kronik

Kronik: Mere kvalitet – mindre spekulation

Efter flere eksempler på svigt af samfundets svageste og private velfærdsvirksomheders smarte økonomiske finter bør politikerne nu se på reglerne på området. Her er vores forslag til at sikre kvalitet på det private velfærdsområde

  • / Foto: Colourbox

Af: Benny Andersen, forbundsformand Socialpædagogerne og Mona Striib, forbundsformand FOA

Kommunerne køber hvert år for langt over 100 mia. kr. hos private virksomheder. Alene de private opholdssteder og botilbud fakturerer de danske kommuner for over to milliarder kroner om året og på ældreområdet sender private virksomheder hvert år regninger for over fire mia. kr.

Desværre spekulerer en række virksomhedsejere, som vi betaler for at passe på vores svageste, i hvordan de kan tjene flest mulige penge frem for at give den bedst mulige hjælp og støtte.

Politiken har netop bragt artikler om en omfattende og mangeårig opbygning af en millionforretning - finansieret af skattekroner, hvor den nu tidligere direktør Erik Filthuth i den private Søbæk-koncern, som driver række sociale tilbud til børn og unge, gennem sit eget holdingselskab nu er god for næsten 130 millioner kroner.

Sidste år gav det Erik Filthuth et udbytte på 4 millioner kroner.

Selvom der findes gode private tilbud på velfærdsområdet, hvor den faglige kvalitet er god, og hvor både borgere og medarbejderes trivsel er høj, er vi i de sidste par måneder desværre blevet præsenteret for flere eksempler fra det specialiserede socialområde om det modsatte, blandt andet koncernen Hjorthøjgård, som DR og Fagbladet FOA har afdækket. Eksemplerne herfra er på mange måder ekstreme, men er desværre ikke enlige svaler.

Bosteder med forbindelse til TVIND-netværket blev omtalt i pressen i efteråret i sager, der handlede om dårlig kvalitet, pengespekulation og frivillige, der blev overladt ansvaret for borgerne uden de fornødne kompetencer.

Vi er bekendt med flere af den slags historier fra socialområdet. Alle omhandlende private virksomheder, som er finansieret af kommunerne – og i sidste ende af os alle sammen som skatteborgere. Virksomheder som løser komplicerede specialistopgaver for nogle af samfundets svageste borgere.

Som repræsentanter for en del af medarbejderne på velfærdsområdet mener vi, at det er på høje tid, at vi tager debatten om private velfærdsleverandører. Vi skal sikre mere kvalitet for skattekronerne og mindre økonomisk spekulation med samfundets mest udsatte borgere.

Vi anerkender, at privatejede bosteder, plejehjem eller andet skal kunne drive en forretning, men det bør ske under ordnede og kontrollerede forhold, og for at skabe de bedste rammer for borgerne – ikke for størst muligt udbytte til ejeren.

Vi bliver nødt til at have nogle standarder for, hvilken faglighed personalet skal have, når det handler om sårbare borgere. Samtidigt bør tilsynet med, om de private velfærdsleverandører lever op til disse standarder, ikke afhænge af, hvor i landet man bor.

Men erfaringerne viser, at det faglige tilsyn ikke er tilstrækkeligt. Der er i høj grad brug for at styrke det økonomiske tilsyn og skærpe det lovgivningsmæssige grundlag, vi stiller op for leverandørerne af velfærd.

Vi kan med rette spørge hinanden, hvorfor vi har gjort så meget for at opbygge et fintmasket finansielt tilsyn med vores banker og så lidt for at få et lige så fintmasket tilsyn med de institutioner, vi betaler for at levere livsvigtig velfærd til vores svageste borgere.

Heldigvis kan vi gøre noget ved det. Hverken grundloven, EU-forordninger eller andre uoverstigelige barrierer står i vejen. Helt konkret har vi en række forslag til at begrænse muligheden for at tjene urimeligt mange penge på velfærd, som alene kræver politisk vilje for at kunne realiseres. Alle forslag findes i dag på andre områder, og vil kunne implementeres på blandt andet det socialpædagogiske område.

Vi har fire konkrete forslag, som er hentet i eksisterende lovgivning på andre områder til politikerne på Christiansborg til, hvordan reglerne på det private velfærdsområde kan ændres, så vi sikrer bedst mulig kvalitet og mindst mulig spekulation:

  1. Stil krav til, hvordan virksomheden er sammensat og begræns profitten på velfærd
  2. Indfør krav til faglighed og styrk tilsynet
  3. Gør op med skattely og -spekulation
  4. Vær med til at sikre ordentlige forhold for medarbejdere

Begræns profitten på velfærden

Erik Filthuth har tjent millioner på at drive opholdssteder og skolen under Søbæk-koncernen for udsatte børn og unge i Jyderup. Gennem sit holdingselskab har han i flere år ejet bygninger, som han har lejet ud til sig selv – til hvad der ligner en voldsom høj husleje.

Der skal stilles flere krav til virksomhedsformen, så der er sikkerhed for at ressourcerne bliver brugt på den bedst mulige behandling eller pleje af de borgere, der modtager pleje eller som bor på et privat opholdssted.

I mange år har friskoler og efterskoler haft en rimelig stram regulering af, hvordan økonomien styres. Blandt andet er det ikke tilladt at have et overlap mellem ledelsen og bestyrelsen. Her er det for eksempel ikke lovligt at sidde i bestyrelsen af skolen og samtidig leje bygninger ud til skolen – som vi netop har set i Søbæk-koncernen og i flere eksempler fra socialområdet.

Det er ikke rimeligt at trække store millionbeløb ud enten via snedige virksomhedsstrukturer eller som udbytte – penge som kunne være gået til velfærd for vores svageste medborgere. Selvfølgelig skal de private virksomheder kunne tjene penge på at drive virksomhed, men det skal ikke være et overflødighedshorn med forbindelse direkte ned i de offentlige kasser.

Der skal fastsættes en øvre grænse for, hvor meget virksomhederne kan trække ud i overskud. Her bør man følge et princip om, at de private ejere får et overskud eller forrentning, der er rimelig i forhold til det indskud, der er investeret og den risiko virksomhedsejerne tager.

På friskoleområdet og i socialøkonomiske virksomheder er lovgivningen sådan i dag, at et eventuelt overskud ikke kan trækkes ud, men skal investeres i virksomheden. Princippet om geninvestering i kerneopgaven bør overføres til flere andre områder.

Indfør krav til faglighed og styrk tilsynet

I mediernes dækning af bostederne under Hjorthøjgård-koncernen fik vi indblik i personalesammensætningen i virksomheden. Det viste sig, at der ikke var uddannet personale omkring en borger, der senere skulle blive sigtet for drabet på en lokal købmand.

Vi bliver nødt til at have nogle generelle standarder for velfærdsleverandører, og for hvilken faglighed personalet skal have, når det handler om sårbare borgere. Uddannet personale koster mere end ufaglært, og det er ofte her, virksomheder med fokus på profitten skærer.

I lyset af sagen fra Hjorthøjgård har vi foreslået, at der indføres et uddannelseskrav på det specialiserede socialområde, således at det fremover bliver en del af at blive godkendt som tilbud, at tilbuddet lever op til nogle lovgivningsmæssigt fastsatte krav til, hvilken faglighed personalet på tilbuddet skal have. Det er et forslag, som også flere partier på Christiansborg har rejst.

På flere privathospitaler og friplejehjem er der allerede certificerings- og kontrolmekanismer. De kan overføres til flere andre områder og tilpasses, idet flere af disse især er fokuseret på faglig certificering og mindre på økonomisk certificering.

Dernæst skal tilsynet på de forskellige velfærdsområder holde effektivt øje med, at virksomhederne lever op til de faglige og økonomiske standarder, de er godkendt efter.

Erfaringerne viser, at vi har behov for at ensrette de krav og kontrolmuligheder på tværs af velfærdsområdet. Et friplejehjem skal i dag godkendes, før det kan drive virksomhed, og socialtilsynet godkender også det sociale tilbud. Men hvorfor er det kommunerne, som skal godkende og holde tilsyn med leverandør af hjemmepleje?

Gør op med skattely og -spekulation

Da Søbæk-koncernen sidste år blev opkøbt af den svenske velfærdskoncern Team Olivia, stødte vi på endnu to store problemer. Køberen var et selskab, der opererer i de nordiske lande. Pengetanken bag er en kapitalfond med forbindelser til skattely i Schweiz og Kanaløerne.

Vi skal ikke acceptere, at offentlige kroner ender i skattely. Det er derudover yderst problematisk, at multinationale selskaber kommer ind på markedet, alene fordi de mener, der er penge at tjene. Det sætter penge før mennesker på en meget udansk måde, der bryder med grundlæggende traditioner for privat involvering i løsning af velfærdsopgaverne.

Vi har på det seneste set en anden stor, svenskejet velfærdskoncern, Attendo, overfakturere Gribskov kommune over flere år. En virksomhed som har været i Danmark i de sidste 15-20 år. Uden et bidrag til fællesskabet i form af skat, da virksomheden øjensynligt endnu ikke har tjent penge på virksomhedsdriften. Men også uden at der er noget som helst, der tyder på at Attendo udelukkende har etableret et datterselskab i Danmark af idealistiske grunde. Det hænger ikke sammen med den moral, som vi mener, bør følge med leveringen af velfærd på vegne af det offentlige.

i håber, at der er bred enighed om, at der er brug for at se på den måde, kommuner, regioner og stat køber ind på. Med indkøb for 100 mia. kr. om året er kommunerne en meget stor indkøber. Så stor, at hvis kommunerne stiller krav til virksomhedernes skattepolitik, vil det rent faktisk kunne ændre virksomhedernes adfærd.Vi har som borgere og som samfund nogle bredere interesser, som vi bør omsætte til krav om en fair skat for dem, vi samarbejder med - både globalt, lokalt og personligt.

En ansvarlig tilgang til at betale skat er en del af virksomheders sociale ansvar. Derfor begynder flere store pensionsfonde at stille krav om fair skattepolitik på lige fod med andre samfundsmål og dermed være med til at sikre penge til udvikling og velfærd.

På tilsvarende måde skal de danske kommuner i langt højere grad stille krav til virksomhedernes økonomiske situation, gennemsigtighed og strategiske skattepolitik. For eksempel om virksomheden har opnået et skattepligtigt overskud, når de indgår store kontrakter i forbindelse med udbud af drifts- og anlægsopgaver.

Konkret kan kommunerne enkeltvis og i fællesskab gøre flere ting for at lægge maksimalt pres på skattetænkende virksomheder:

For det første kan kommuner – såvel som regioner og statslige institutioner – lade sig inspirere af Oxfam/Ibis, der har lanceret et ”Fair skat – Charter”. Charteret forpligter kommunerne til at søge størst mulig gennemsigtighed i virksomhederne økonomiske forhold (fx soliditet, organisering, regnskaber mv.). Næstved Kommune har for få uger siden tilsluttet sig charteret som de første.

For det andet kan vi se nogle gode perspektiver i en fair skat-mærkning. En mærkningsordning, som vi kender fra blandt andet det økologiske Ø-mærket og Fair Trade. Et mærke kan indgå som grundlag for kommunernes valg af leverandører i forbindelse med indkøb og udbud af opgaver.

I England er der allerede en sådan mærkning, som virksomheder frivilligt kan tilslutte sig som led i virksomhedens samfundsansvar. En dansk mærkningsordning kan gøre det lettere at udpege gode samarbejdspartnere for både private og offentlige indkøbere. Vi støtter et initiativ i den retning, og vi opfordrer den offentlige sektor i Danmark til at støtte op om de muligheder.

Vores forslag til konkrete initiativer lægger overvejende op til, at regeringen og Folketinget påtager sig et ansvar, og sætter et værn om den offentlige velfærd. Men med Charter om Fair Skat kan den enkelte kommune, region eller statsinstitution også gøre en forskel.

Vi forslår derfor, at hele den offentlige sektor samles om at arbejde for ”fair udbud” – konkret og lokalt.

Vær med til at sikre ordentlige forhold for medarbejdere

På flere områder indenfor udbud stiller kommunerne allerede krav gennem kontraktlige klausuler; arbejdsklausuler som skal forhindre social dumping eller sociale klausuler, som skal sikre at virksomhederne tager deres uddannelsesansvar.

Erfaringer fra de mange udliciteringsbølger i den offentlige sektor taler deres tydelige sprog om behovet for denne regulering. Rengøringsbranchen, det tekniske område og andre af de opgaver, der traditionelt har stået først i køen til at blive overladt til private, har alt for ofte oplevet en meget uheldig cocktail af dårlig kvalitet, mindre for pengene og ringere arbejdsvilkår.

Social dumping, øget arbejdspres og usikre ansættelsesvilkår har ofte være resultatet, og kampen for at sikre medarbejderne ikke mindst i en global konkurrence har været et helt nødvendigt fundament for at bevare den danske samfundsstruktur.

Nu er tiden inde til at tage den samme kamp for den nære, borgerrettede velfærd. Kommunerne bør nu på samme måde indføje klausuler om virksomhedernes ageren på skatteområdet, opstille krav til virksomhedsmodel og samarbejdsformer for at sikre velfærden. Kun derved kan der skabes grundlag for en bæredygtig økonomi for den offentlige sektor og kvalitet for borgerne.

Vi opfordrer alle landets kommuner, regioner og øvrige offentlige institutioner til at bruge den magt de har som storindkøbere. Få virksomhederne til at tage det medansvar, det er at sætte kvalitet forud for profit og at betale en fair skat.

Vi opfordrer på samme måde Folketinget til at skabe rammerne for et rimeligt og ordentligt samarbejde mellem den offentlige og private sektor, som er til gavn for vores svageste medborgere og en fornuftig disponering af velfærdskronerne.