icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
psykiatri.jpg
socialpsykiatri

Ombudsmand: Beboernes sikkerhed skal forbedres

Sikkerheden for beboerne på de socialpsykiatriske botilbud er ikke god nok – der mangler retningslinjer for vold og trusler mod beboerne. Her er ombudsmandens anbefalinger til, hvordan ledelsen sikrer et tryggere miljø for beboerne

- Jeg slår dig ihjel!, råbte en beboer, mens han løb efter en anden beboer på et botilbud med en smørekniv. Derefter ødelagde han forruden på en af de ansattes bil. Efter episoden sørgede ledelsen for krisehjælp til de ansatte i overensstemmelse med botilbuddets voldspolitik, men beboerne - dem blev der ikke iværksat noget overfor.

Sådan lyder et eksempel fra virkeligheden, da ombudsmanden i 2017 var på besøg på 13 socialpsykiatriske botilbud for at undersøge, hvordan det ser ud med vold og trusler overfor beboerne. For mens vold og trusler mod medarbejderne har været i fokus de seneste år, er beboernes sikkerhed blevet overset. Derfor er der behov for at sætte ind for at gøre beboernes sikkerhed på botilbud bedre, konkluderer ombudsmanden.

På samtlige botilbud i besøgsrunden var der en eller flere beboere, som følte sig utrygge ved andre beboere eller personer udefra.

Ombudsmanden

Ledelserne på botilbuddene bør have øget fokus på beboernes tryghed og i relevant omfang indføre værktøjer til at forebygge vold og trusler, anbefaler ombudsmanden.

I tilfældet med smørebrødskniv-episoden fortalte naboen til den pågældende under ombudsmandens besøg, at det tit skete, at vedkommende gik amok. De hyppige raserianfald gjorde naboen urolig, og han savnede, at personalet bagefter talte med ham om episoderne.

Manglende retningslinjer
På de fleste botilbud, som ombudsmanden besøgte, var der ikke nogen retningslinjer for vold og trusler mellem beboerne (voldspolitik), ikke nogen systematisk registrering af vold og trusler mellem beboerne og dermed heller ingen systematiske analyser af episoderne for at finde årsager og mønstre. Ombudsmandens besøgshold anbefaler derfor botilbuddene at indføre retningslinjer for håndtering af vold og trusler mellem beboerne.

En voldspolitik bør efter ombudsmandens vurdering bl.a. forholde sig til forebyggelse, håndtering af og opfølgning over for offer, gerningsmand og eventuelle berørte medbeboere i forbindelse med en konkret episode og håndtering af vold og trusler om vold fra udefrakommende personer.

Derudover er ombudsmandens anbefaling, at de socialpsykiatriske botilbud:

  • Systematisk registrerer forekomsten af vold og trusler mellem beboerne og analyserer data med henblik på forebyggelse mv.
  • Anvender risikovurdering i det daglige arbejde og sørger for at iværksætte relevante tiltag, hvis en beboer udviser risiko for udadreagerende adfærd.
  • Har en klar politik for politianmeldelser, som personalet er bekendt med.
  • Er opmærksomme på, om der er mørketal i registreringer af forekomsten af vold og trusler mellem beboerne.
  • Har fokus på korrekt håndtering af beboernes medicin, så man f.eks. undgår medicinsvigt.
  • Løbende er opmærksomme på, om beboernes støttebehov svarer til botilbuddets målgruppe.
  • Sørger for, at de fysiske rammer i videst muligt omfang indrettes på en måde, der mindsker risikoen for konflikter. Det kan fx skabe konflikt at dele køkken og bad.
  • Har fokus på at sikre stabilitet i personalegruppen, idet store udskiftninger i personalet kan skabe større risiko for konflikter mellem beboerne. I det omfang der er behov for at bruge vikarer, bør der bruges faste vikarer, som kender det enkelte botilbuds procedurer og tilgange med hensyn til bl.a. pædagogik og arbejde med at forebygge vold og trusler. Vikarer bør altid være på vagt sammen med en fastansat, som er bekendt med disse procedurer og tilgange.
  • Sørger for løbende kompetenceudvikling af personalet f.eks. gennem kursus om konflikthåndtering eller voldsforebyggelse og opfølgningskurser.

Arbejdet er i gang
Undersøgelsen viser samtidig, at alle de besøgte botilbud i et vist omfang arbejdede med at forebygge vold og trusler mellem beboerne. På de fleste botilbud er det en integreret del af det pædagogiske arbejde, at man arbejder med fx low arousal eller lignende konfliktdæmpende pædagogiske tilgange til beboerne, og at man har en nultolerance i forhold til vold og trusler, konstaterer ombudsmanden.

Ombudsmanden understreger også, at besøgsholdet har oplevet stor velvilje på de socialpsykiatriske botilbud til at løse problemerne på området. De beboere, som ombudsmandens besøgshold talte med på de besøgte botilbud, gav generelt udtryk for stor tilfredshed med personalet på botilbuddene.

- De enkelte medarbejdere gør naturligvis generelt deres bedste, så problemstillingen er mere systemisk. Der mangler efter min opfattelse retningslinjer og rutiner på bostederne, som i sidste ende kan gøre hverdagen mere tryg for beboerne, siger Jørgen Steen Sørensen.

Læs mere: Beboeres sikkerhed på socialpsykiatriske tilbud bør forbedres

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Ledere