icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
COLOURBOX_hav_B.jpg
Konference

Udsatte børn i stærke fællesskaber

Alle har brug for at være en del af et fællesskab – også udsatte børn og unge. Fagligt selskabs-konference sætter fokus på, hvad de unge selv siger om deltagelse i fællesskaber, og på socialpædagogers rolle som guider på vejen mod deltagelse

Det handler om at være med nede i klubben, en del af holdet og at være sammen. Det at være en del af et fællesskab er noget helt centralt – også for udsatte børn og unge. Ja, deltagelsen i fællesskaberne er måske endnu vigtigere for dem, fordi de er hægtet af i så mange af de sammenhænge, der er selvfølgeligheder for andre børn og unge.

Men det er samtidig også meget sværere for dem overhovedet at komme ind i sportsklubberne, foreningerne og de initiativer, der er rammen om fællesskaberne, fordi fx handicap, manglende sociale kompetencer og dårlige erfaringer står i vejen. Så hvordan kan man som socialpædagog støtte børnene og de unge og bane vej for deres optagelse i fællesskaberne?

Det er spørgsmålet, der er i fokus på efterårets konference i Fagligs selskab om udsatte børn og unge, der under titlen ’Sammen – udsatte børn i stærke fællesskaber’ belyser, hvordan man i arbejdet med udsatte børn og unge og deres familier kan understøtte deltagelsen i fællesskaber.

Konferencen afholdes 22. oktober i Kolding.

Konferencens indlæg og workshop ser på både forskning og praksis på området: Hvad der skal til for at få det til at lykkes? Hvad vil det reelt sige at være en del af et fællesskab – hvornår er man det, og er der forskel på, hvordan man som fagperson og som udsat ung ser på det? Og ja, hvad siger de unge selv?

Det er Mette Bladt, der er lektor og ph.d. på UCC, der fortæller om, hvad de unge selv ser sombarrierer og muligheder for udvikling af deres livsmuligheder igennem fællesskaber. Hun har gennem en årrække forsket i netop udsatte unge og deres deltagelse.

Hanne Dalsgaard er forstander på Skole- og behandlingshjemmet Skovgården og har arbejdet med udsatte børn og unge siden 1980, og hun fortæller på en af fire workshops om, hvordan man i praksis kan arbejde med at få en udsat ung til at indgå i et fællesskab – en størrelse, han eller hun måske slet ikke har erfaring med eller bare en fornemmelse af?
Det endelige program for konference ligger klar i begyndelsen af august, og herefter modtager alle medlemmer af selskabet en invitation samt det fulde program. Konferencen er åben for alle medlemmer af Socialpædagogerne, og der er tilmeldingsfrist 21. september.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Børn og unge, Familieplejere