icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Colourbox_guitar_B.jpg
Socialpædagogik

Vi er noget ved musikken

Kultur kommer på recept og socialpædagoger træder ind på en ny scene på ældreområdet. I den forbindelse kan vi stå over for et krav om at redefinere vores faglighed – men det tror jeg ikke, vi skal. Vi skal i stedet revitalisere vores kulturfaglige identitet og styrke det kulturfaglige i grunduddannelsen og i efteruddannelserne

  • / Foto: Colourbox

På Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium, hvor jeg tog min uddannelse, var de æstetiske fag kulturbærende, og det var særligt gennem musik, drama og naturfag, at vi dannedes. Vi talte om ’Skovtofteånden’ som den særlige kraft, der virkede i os, og den virkede så stærkt, at den havde en transformerende effekt på mange af os. Kulturen og forankringen i de æstetiske fag gav en stærk faglig identitetsfølelse og i mit eget tilfælde en retning og en energi, der stadig driver mig til at skabe nye musiske projekter. Men vi snakker om følelser og stemninger, om noget subjektivt oplevet, og det er ikke så nemt at redegøre for. Eller det vil sige: Det var nemt at redegøre for, da jeg gik på Seminariet fra 1995-99, fordi det var indlysende livskvalitetsskabende når man via denne særlige energi smittede de borgere man var sat i verden for at støtte.

Kulturradikal baggrund

En betydelig del af pædagogfagets musikkulturelle arvegods stammer fra de tre kulturradikale Sven Møller Kristensen, Bernhard Christensen, og Astrid Gøssel, som sammen med kulturkritiker og forfatter Poul Henningsen allerede i 1930’erne gjorde oprør mod de traditioner, det snæversyn og de fordomme, der prægede musikarbejdet i de pædagogiske institutioner i Danmark. Med kulturradikalismen opstod tanken om det frie menneske. Det var et opgør med det autoritære, og det var "de sorte", der havde inspireret til tanken ved deres naturlige og uspolerede tilgang til musikken. (Kirk 2006).

Når jeg slår et sving omkring de kulturradikale er det fordi jeg ønsker, at læseren reflekterer over, hvor stor og gennemgribende en værdi det kulturradikale stof har haft i vores faglige selvforståelse og i samfundets forståelse af pædagoger som faggruppe. Det handler om gennemgribende forandringer i samfundet, hvor den kulturradikale og antiautoritære idé først var en modbevægelse, så en revolution med kvindebevægelsen, ungdomsoprøret, og børns rettigheder, til sidenhen en selvfølge – til nu, hvor den måske igen bliver en modbevægelse der vil konfrontere de neoliberale og kæmpe for anstændigheden. Pædagog Lotte Kærså og seminarielærer Poul Kjøller, som begge optrådte i børneprogrammer i 70’erne, er begge arvtagere og formidlere af den kulturradikale ide, og de var samtidigt stærke eksponenter for pædagogernes musikfaglige identitet i deres samtid. Det var dog ikke kun på børn og unge-området, at de fik betydning. Inspiration fra deres arbejde har i høj grad fundet vej til voksenhandicapområdet – det er jeg selv et eksempel på.

Ringe opmærksomhed trods stor succes

Men selv om vores faggruppe har været en del af en stærk bevægelse og har skabt et fagligt domæne i det musiske arbejde fx på de socialpædagogiske tilbud, har det kun i ringe grad haft politisk og samfundsmæssig bevågenhed. Hvem ved fx, at der er mange hundrede bands med udviklingshæmmede i Danmark, og at disse er en konsekvens af musisk pædagogisk arbejde udsprunget af, at handicapområdet blev socialfagligt da åndssvageforsorgen blev nedlagt i 1980? Personligt har det altid påvirket mig stærkt at opleve disse brugerbands på Sølunds musikfestival for mennesker med udviklingshæmning, der har ca. 15.000 deltagere. Jeg gribes af en højtidelig form for stolthed over, at vi i vores land – med os socialpædagoger i de forreste rækker – har skabt så fantastiske resultater, som disse musikgrupper er udtryk for. Men samtidig får jeg en følelse af afmagt over den ringe opmærksomhed, værdien af resultaterne tildeles politisk.(I parentes bemærket har det længe undret mig, at vi ikke eksporterer den musisk kulturelle sociale model, som Sølundfestivalen er så glimrende eksponent for, ligesom man gjorde det med den danske plejehjemsmodel til Japan i 80’erne).

Nedprioritering af det kulturfaglige område

Men hvorfor formår vi ikke at tale området op? Måske er det sådan, som hjerneforsker Kjeld Fredens formulerer det, at bogholderen har trynet kunstneren i uddannelsessystemet: Man prioriterer den rationelle venstre hjernehalvdels evne til at skabe reproducerbar viden, mens højre hjernehalvdels evne til at forandre og få ideer nedprioriteres. Den tendens kan læses ud af folkeskoleforliget, hvor der står, at ’de praktiske/musiske fag skal bidrage til at understøtte den faglige udvikling og folkeskolens øvrige fag, herunder særligt dansk og matematik’. (Fredens 2010, 2013). Samme tendens ses i en undersøgelse af pædagoguddannelsen, forestået af Danmarks Evalueringsinstitut fra 2003: Man konkluderede, at de såkaldte teorifag blev tillagt en højere status end kultur og aktivitetsfag (Austring & Sørensen 2006). Og ifølge Mikkel Høgsbro, lektor i drama ved UCC, har skiftende bekendtgørelser over årene reduceret timetallet til kulturfagene til ca. det halve. Men at kravet om øget brug af evidensbaseret viden bliver mødt med en akademisering af vores fag, er der ikke noget mærkeligt i – vi er nødt til at tilpasse os for at overleve. Men det bevirker også en diskvalificering af det musiske og kulturelle område, hvis der ikke er det rette forskningsmæssige belæg for det. Kvantitativ forskning der tæller, måler og vejer, foretrækkes frem for den kvalitative, der søger forståelsen af individet – det er en udfordring.

Med udgangspunkt i det enkle eksempel

Jeg bruger musik i egen pædagogisk praksis, og har erfaringer med, hvordan man via. musikken kan regulere arousal-niveauet og vække en sovende hjerne med en ganske bestemt sang, eller skabe vitalitetsfølelser og nærvær i mennesker, som er apatiske. Min oplevelse er, at hvis man skal lykkes, så skal man kende borgerens musikalske præference, man skal tilpasse interventionen til lige netop ham eller hende, og være meget opmærksom i det interpersonelle samspil. Men denne tilgang giver selvsagt udfordringer for et bogholdersystem, der efterspørger reproducerbar og generaliserbar viden. Den samme sang virker simpelthen forskelligt fordi tilhørende har forskellige præferencer, og sådan er det jo, når man skal arbejde pædagogisk med inklusion – man må tilpasse til den enkelte. Videnskabsteoretisk har vores faggruppe typisk fokus på det kvalitative, hvor vi med udgangspunkt i en dybere forståelse af individet må bruge indføling og empati, når vi tilpasser og justerer metode og teori, samtidig med at vi forholder os etisk til vores praksis. Kvalitet frem for kvantitet.

Vi er mere end ’kun’ vores handlinger

Fordi vi konstant tilpasser og ændrer teori og metode, bliver det svært at begribe begrebet socialpædagog, hvis man skal definere os ud fra, hvad vi gør. Det kan derfor hjælpe på forståelsen, både for os selv og andre, når vi husker det kulturelle stof, vi er rundet af og tager det med i fortællingen. Vi er jo mere end ’kun’ vores handlinger. Jeg håber derfor, at nye socialpædagoger inddrages i en faglig fortælling, de har lyst til at spejle sig i – noget der ikke ændrer sig hele tiden. Præcis som mine studiefæller og jeg selv havde glæde af via kulturfagene, da vi tog vores uddannelse. Deres faglige identitet kan ikke kun være bundet op på tidens fremmeste forskning og evalueringer. Det er simpelthen for spinkelt, og det er ikke nok at komme med, når man skal etablere en relation til et andet menneske. Der må arbejdes ud fra et fælles interessepunkt, som kan være sport, madlavning eller, som jeg her argumenterer for - musik. Det er derfor vigtigt, at der stadigt er en kulturel dannelsesproces på pædagoguddannelsen.

Vi er ikke musikere, men bruger musikken som fælles tredje

Bare lige som en indskudt bemærkning og for ikke at skræmme nogen væk: Når jeg taler om at bruge musikken i socialpædagogisk praksis, så er det i mange tilfælde nok at kunne klappe en rytme og nynne en melodi. Det er en vigtig pointe, for som faggruppe er vi ikke musikere, men vi bruger musikken som fælles tredje og som middel til at fremme pædagogiske mål, og det er godt nok, det vi gør. Nogle kan mere, andre kan mindre, nogle oplever det naturligt at bruge musikken og andre ikke. Men det er samtidigt vigtigt at pege på, at vores faggruppe har oparbejdet værdifuld praksisviden i feltet pædagogik og musik, fordi vi i høj grad har været udøvende og skabende i tilbuddene bl.a. til mennesker med kommunikative, kognitive og sociale funktionsnedsættelser.

Demensområdet

Mennesker med demens får også kommunikative, kognitive og sociale funktionsnedsættelser. Demensområdet har i høj grad politikernes bevågenhed bl.a. fordi det er forbundet med store og stigende omkostninger, når stadigt flere mennesker i vores samfund rammes af demens. Aktuelt har ca. 87.000 personer sygdommen med en årlig tilvækst på 2.500, og da forekomsten af demens er stærkt forbundet med alder, og da gennemsnitslevealderen forventes at stige drastisk, estimeres det at 50 pct. flere har demens i 2030. (Nationalt Videnscenter for Demens 2018) Når man dertil lægger, at gennemsnitsalderen på borgere med udviklingshæmning er stigende, og at de udvikler demens tre-fire gange så hyppigt som den øvrige befolkning (Servicestyrelsen 2010), så tegnes der et billede af, at socialpædagogens fremtidige arbejdsfelt i tiltagende omfang er på ældreområdet. Både BUPL og SL har da også et stigende antal medlemmer på området, og begge forbunds interesse kan fx læses i mange artikler om emnet i deres fagblade.

Det socialfaglige som lillebror i en sammenbragt familie

I fagbladet Socialpædagogen har adskillige artikler handlet om, hvordan vi som socialfaglige i et sundhedsfagligt system er som en lillebror i en sammenbragt familie. Vi er de nye på området, og vores rolle er ikke forankret i traditioner og måden, tingene gøres på. I den situation kan det være svært at stå fast på sin egen faglige identitet. Faren er, at vi tilpasser os det sundhedsfaglige så meget, at vi mister vores nytteværdi, fordi man ikke kan kende forskel på os. Det ville naturligvis være ærgerligt både for vores egne stolte traditioner, men også og ikke mindst for de mennesker som har glæde af den socialfaglige tilgang.

Revitalisere i stedet for at redefinere

Grunden til, at vi skal revitalisere i stedet for at redefinere, er, at vi allerede har udviklet det, der efterspørges. Når man læser om forskning i musikkens rehabiliterende evner og ser, hvad adskillige praksiseksempler fra Youtube og fjernsynsudsendelser viser, så er det påfaldende, at de metoder og tilgange, der giver den rehabiliterende effekt, i høj grad ligner dem, der allerede anvendes i de mange pædagogiske tilbud, hvor man bruger musikken. Revitaliseringen går derfor ud på, at det socialpædagogiske fag – lige fra grunduddannelse til efteruddannelse – optager den nyeste forskning om musikkens rehabiliterende effekter og kobler forskningen med de fagkulturelle traditioner. Som et måske noget karikeret eksempel kan man forestille sig Lotte Kærså og Poul Kjøller gøre det, de plejede at gøre og så få dem til at argumentere ud fra nyeste forskning for deres praksis.

Ny trædesten for socialpædagoger

Der er for tiden medvind til socialpædagoger på ældreområdet. Politisk ønskes der et samarbejde mellem det sundhedsfaglige og det socialfaglige område – man taler decideret om et paradigmeskifte. (Kabel 2017) Det giver også medvind, at Veluxfonden i 2015 har bevilliget midler til et større forskningsprojekt, som har fokus på hvad der sker mellem demensramt og omsorgsgiver i musikterapeutisk sammenhæng. Man har den formodning, at den musiske intervention lykkes, fordi omsorgsgiver og dement kender hinanden. Omsorgsgiver må kunne indstille sig på den demente og svare tilbage på en måde, der giver mening for den demente. Kommunikationen handler ikke så meget om, hvad der bliver sagt, men mere om, hvordan det bliver sagt. Det handler derfor om interpersonelle kompetencer. Musikken er i denne forbindelse midlet til kommunikation ikke målet. (Ridder 2016) Denne formodning vil de fleste socialpædagoger nok være enig i: Det handler om at opbygge en relation og arbejde ud fra et fælles tredje. Således er der en ny evidensbaseret trædesten på vej for socialpædagoger og andre, der arbejder med musik på ældreområdet, og det skal selvfølgelig foregå sammen med andre faggrupper og i respekt for det tværfaglige samarbejde. Vi skal naturligvis arbejde ud fra mange andre tilgange end den musiske, men når det drejer sig om det musiske område, som der for tiden forskes, tales og skrives meget om, så ligger den efterspurgte tilgang forankret i vores fagidentitet. Og vi skal bevare domænet og dermed en grundsten i vores faglighed ved at tilføre området den nye viden og ved igen, at prioritere kulturfagene både på grunduddannelserne og på efteruddannelserne.

Lars Kongsø er socialpædagog og sidder i koordinationsgruppen for Fagligt Selskab for mennesker med kognitive og kommunikative funktionsnedsættelser

Litteraturliste

  • Kirk, Elsebeth: Musik & pædagogik. Modtryk (2006)
  • Fredens, Kjeld: Musik giver liv til læring, Interview med Kjeld Fredens af Erik Lyhne (2013)
  • Fredens, Kjeld: Fremtiden tilhører det musikalske menneske. Artikel af Kjeld Fredens (2010)
  • Servicestyrelsen: Ældre og udviklingshæmmede, Videnssamling i Danske Kommuner 2010
  • Austring, Bennye D. & Sørensen, Merete: Æstetik og læring – grundbog om æstetiske læreprocesser. (2006)
  • Høgsbro, Mikkel: Dannelse og æstetiske udtryk. Artikel i Magisterbladet 23.4. 2014
  • Videnscenterfordemens.dk: Forekomst af demens i Danmark. Nationalt Videnscenter for Demens (2018)
  • Kabel, Steen: Hvidbog om demens og socialpædagogik. Udgivet af Socialpædagogerne (2017)
  • Velux Fondens kernegruppebevillinger 2015: www.veluxfoundations.dk
  • Ridder, Hanne Mette Ochsner: Musikterapi i personafstemt interaktion i demensomsorgen. Artikel udgivet i Dansk musikterapi, Aalborg University (2016)

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Voksenhandicap­området, Socialpædagogisk praksis