Vi griber dem på successen

En uventet bonus

– Det var en bonus, vi ikke havde set komme. Vores primære fokus var på udvikling af de personlige og sociale kompetencer. Et startpunkt kunne være, at de bare skulle have det godt, som den de er. Vi havde ikke forudset, hvilken indflydelse det havde på det med at kunne se sig selv i et arbejdsliv, siger hun.

Bodil Sollie har sammen med de øvrige undervisere i værkstedsteamet været med til at skrive en rapport om deres erfaringer. Her afprøver de tesen om, at ‘STU Viborgs praktiske pædagogik i Værkstedsteamet øger livsdueligheden, så eleverne bliver mere arbejdsmarkedsparate’.

Ifølge rapporten, som lå færdig her i foråret 2018, har 53 elever afsluttet skoleforløbet i værkstedsteamet siden 2013. Af dem fortsatte knap halvdelen i enten fleksjob, ressourceforløb eller i virksomhedspraktik, som blev etableret, mens de stadigvæk var på STU’en.

Landsgennemsnittet for STU-elever er 17 pct. 

Den der begejstring over, at de kan noget – lige meget hvad det er – den giver dem en lyst, der er så fed at se. Det er på interessen, vi skal fange dem – på det, de er gode til. Vi griber dem på den succes, de oplever

Bodil Sollie, socialpædagog, STU Viborg

Går all-in

Eleverne i værkstedsteamet har alle indlæringsvanskeligheder i større eller mindre grad og mange af dem har diverse diagnoser som ADHD eller ASF (autismespektrumforstyrrelser) og forskellige kognitive funktionsnedsættelser. Fælles for dem alle er, at de på trods af en manglende tro på egne evner har en drøm om at blive til noget.

– De vil alle sammen have et arbejde. Det er noget af det første, vi hører dem sige. Så tager vi den derfra. Jeg spørger aldrig, hvad de er gode til – for det synes de jo ikke, at de er til noget. Så jeg spørger, hvad de kunne tænke sig at lave, mens de er her, siger Bodil Sollie.

Hendes oplevelse er, at de fleste af eleverne aldrig før har oplevet at slå til i et klasseværelse eller andre steder. Derfor har de udviklet en stor modstand mod det at gå i skole. Men i værkstederne blomstrer de, når de opdager, at de faktisk er gode til noget – om det så er til at feje et gulv eller vaske et bord.

Ifølge Bodil Sollie giver den nyfundne selvtillid det afgørende boost i retning af et fremtidigt arbejdsliv.

– De får øjnene op for, at de også kan have en plads i den her verden. Når de finder ud af det, så går de all in på det. Den der begejstring over, at de kan noget – lige meget hvad det er – den giver dem en lyst, der er så fed at se. Det er på interessen, vi skal fange dem – på det, de er gode til. Vi griber dem på den succes, de oplever, siger hun. 

Vi går ind i den personlige og sociale udvikling sammen med dem – også når det er rigtig svært, og de smider alle deres frustrationer over på os. De ved, at vi altid står der igen næste dag

Bodil Sollie, socialpædagog, STU Viborg

Vi er der altid

Én ting er den gode oplevelse, som det praktiske arbejde med at samle legetøj, skifte dæk eller luge bede giver. Men mindst lige så vigtig er den pædagogiske indsats. Ifølge Bodil Sollie er det afgørende for de unges personlige udvikling, at de danner nye, meningsfulde og tillidsfulde relationer til autentiske voksne, som tror på dem og anerkender deres indsats. Det er som regel ikke den slags voksne, de tidligere har været omgivet af.

– Når vi er heldige med, at de beskæftigelsesmæssigt ligger der, hvor de gør – så er det fordi, vi går hele turen sammen med dem. Vi går ind i den personlige og sociale udvikling sammen med dem – også når det er rigtig svært, og de smider alle deres frustrationer over på os. De ved, at vi altid står der igen næste dag, siger Bodil Sollie, som også kan finde på at tage ud og banke på døren hos en ung, som ikke er mødt til tiden, for at holde den unge til ilden.

I stedet for at bede ham om at gå, når han blev sur, bad jeg ham blive. Så kastede han med et eller andet og kaldte mig en dum kælling, og så var han klar til at arbejde videre bagefter. Når han gik, opbyggede vreden sig mere og mere, og han fik svært ved at vende tilbage. Så var det bedre, at han blev

Bodil Sollie, socialpædagog, STU Viborg

Bliv hos mig

I den rapport, som værkstedsteamet har udarbejdet, bruger de bl.a. 19-årige Mathias som et eksempel på, hvordan det kan ende godt for en værkstedselev. Hans ADHD gør ham meget udadreagerende, og igennem folkeskolen blev han altid sendt uden for døren, når han blev hidsig. Det gjorde ham kun endnu mere rasende.

Da han kom på STU Viborg, kunne han ikke lide nogen af lærerne. Sådan nogle havde han aldrig haft gode oplevelser med. Men Bodil Sollie blev hans kontaktperson, og sammen med hende lærte han, hvordan han skulle håndtere sine raserianfald.

– I stedet for at bede ham om at gå, når han blev sur, bad jeg ham blive. Så kastede han med et eller andet og kaldte mig en dum kælling, og så var han klar til at arbejde videre bagefter. Når han gik, opbyggede vreden sig mere og mere, og han fik svært ved at vende tilbage. Så var det bedre, at han blev, siger hun.

De værktøjer, han har fået i forhold til sit temperament, har gjort ham i stand til at indgå i et kollegaskab og passe sit arbejde i de tre praktikforløb, han har været i. Nu er ambitionen en læreplads som personvognsmekaniker.

---

 Værkstedsteamets rapport ‘Selvværd – Trivsel – Udvikling – et læringsmiljø der flytter unge mennesker’