Viden er nøglen
Hvis udsatte og sårbare borgere skal have et bedre liv, kræver det, at vi bygger vores socialpolitik på indsatser med en effekt, der er evidens for
I deres Synspunkt her i fagbladet (‘Socialpolitikken skal ud af skyggen’, Socialpædagogen nr. 6/2018) sætter forskerne Niels Ploug, Mette Wier og Lisbeth Pedersen fokus på den manglende viden på socialområdet. Jeg er glad for lige præcis det fokus, for det er netop også en af mine kæpheste på det vigtige område, som jeg er minister for. Og heldigvis er vi godt i gang.
For mig handler socialpolitik nemlig – helt grundlæggende – om at give udsatte mennesker og mennesker med handicap et bedre liv. Personer med misbrug, personer, der er blevet hjemløse, mennesker med autisme eller uden hørelse, børn, der må anbringes i en plejefamilie, voldsramte på krisecentre. Det er mennesker som dem, jeg arbejder for at give større livskvalitet. For nogle er målet et liv med uddannelse og job, for andre er målet at blive mere selvhjulpne og få et stærkere socialt netværk. For alle tager målet udgangspunkt i den enkeltes situation og det konkrete behov for støtte og hjælp.
Men – som forskerne også peger på i deres indlæg – er vi nødt til at vide, hvad der virker for den enkelte for at kunne gøre en forskel. Hvor skal vi tage fat, og hvordan skal vi gøre det? Hvordan får vi den hjemløse i egen bolig – ikke bare et par måneder, men varigt? Hvordan hjælper vi plejefamilien til at skabe et trygt hjem og en god skolegang for den pige, der ikke kan bo hos sin svært psykisk syge mor? Og hvordan åbner vi døren til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet for den unge mand med ADHD, der ikke rigtig har passet ind før?
Vi er i gang
Det kræver dygtige fagfolk, engagerede frivillige og politisk vilje til et samfund, der også tager sig af sine mest udsatte og sårbare borgere. Men det er ikke nok. Det gælder både i ministeriet, i kommunerne, blandt socialpædagoger og blandt civilsamfundsorganisationer og øvrige interessenter og aktører på socialområdet, at der er brug for viden om, hvad det er for værktøjer og redskaber, der kan gøre forskellen for det enkelte menneske.
De samlede udgifter til sociale indsatser udgør ca. 45 mia. kr. om året, og regeringens sociale mål viser, at de penge i mange tilfælde ikke gør en tilstrækkeligt stor forskel. Og vi mangler fortsat viden om, hvad der skal til for at gøre det bedre. Viden om, hvad der virker, har derfor længe været efterspurgt bredt blandt aktører og interessenter på området, både lokalt i kommunerne og på nationalt niveau.
Men – heldigvis – er det lige præcis det arbejde, vi er i gang med og har været i nogle år nu.
Arbejdet med en mere vidensbaseret socialpolitik er blevet væsentligt opprioriteret over en bred kam med de seneste to regeringsgrundlag. Den samlende ramme for arbejdet er de sociale mål.
Og det er et ambitiøst arbejde, som kræver tålmodighed, og det, der med årene kan blive til store sociale forandringer til det bedre, kan her og nu syne af små skridt.
I Børne- og Socialministeriet kommer det styrkede fokus på en vidensbaseret socialpolitik bl.a. til udtryk i arbejdet med at forbedre datagrundlaget på hele socialområdet og i et markant større fokus på at bruge data i analyser.
Det sker fx i ministeriets årlige Socialpolitiske Redegørelse og i de analyser, som ministeriet løbende offentliggør. Analyserne kan pege på, hvor der er behov for nye måder at gøre tingene på – fx ved at organisere og implementere indsatsen bedre eller samarbejde om indsatsen på tværs af myndigheder og forvaltninger.
Udvikle og investere
Et centralt element, når vi skal have en mere virksom socialpolitik, er arbejdet med at udvikle og udbrede metoder på socialområdet. I 2017 lancerede vi en strategi for, hvordan man udvikler sociale indsatser med dokumenteret effekt, som skal sikre et større afkast af de midler, vi sætter af til området.
Samtidig udvikler vi nye redskaber og strukturer, der skal understøtte en mere vidensbaseret og omkostningseffektiv indsats på socialområdet fremover. Det gør vi med de nye sociale investeringspuljer, lanceringen og videreudviklingen af den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM, og ved etableringen af den nye Sociale Investeringsfond.
Dokumenteret effektfulde metoder over for forskellige grupper af borgere er kun én side af sagen. Der er bl.a. også behov for fokus på at udvikle vidensbaserede samarbejdsmodeller, organisationsformer og styringsredskaber. Det vil ofte ske med udgangspunkt i en lokal praksis.
Og en succesfuld social indsats kræver ofte et tæt samarbejde på tværs af kommunale forvaltninger og myndigheder, der kan sikre en sammenhængende indsats, fx i beskæftigelsessystemet, uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet.
Et eksempel kan være en hjemløs borger, der – ligesom tre ud af fire hjemløse – har en psykisk sygdom og/eller et misbrug. Det sociale system hjælper med det akutte behov for en bolig og hjælper med de rette sociale indsatser, så borgeren kan fastholde boligen. Og den psykiske sygdom skal først og fremmest behandles i sundhedssystemet samtidig med, at der bliver taget hånd om misbruget.
Derfor er det også centralt, at data på socialområdet kan kobles med andre data. Det giver ikke bare et grundlag for at generere tal og analyser, som kan fortælle, hvad problemerne er – og hvor der skal sættes ind. Det giver også kommunerne bedre muligheder for at sammenligne sig med hinanden og udveksle erfaringer.
Dokumentation med mening
Vi kan kun få viden om sociale indsatser på en systematisk måde, hvis der er dokumentation om, hvem der modtager indsatserne, og hvad der kommer ud af indsatserne for den enkelte borger.
Dokumentationen skal opleves som meningsfuld for alle involverede. Derfor er det godt, at der er ved at blive ryddet op i de statslige indberetningskrav som led i Børne- og Socialministeriets datastrategi for socialområdet. Der er lagt vægt på at fjerne krav til indberetning af oplysninger, der ikke længere bliver brugt i tilstrækkelig grad, eller som registreres andre steder. Og at sagsbehandlerne kun skal registrere den samme oplysning én gang.
Fx er halvdelen af kravene til indberetninger om anbringelser fjernet. Bl.a. skal nogle af de data, der vedrører processen frem for selve anbringelsen, ikke længere indberettes til statistikken. Og i forhold til underretningsstatistikken så fjernes syv ud af 15 indberetningskrav. Helt konkret betyder det, at kommunale sagsbehandlere bliver lettet for en byrde på tusindvis af årlige indberetninger. Det åbner for, at medarbejderne får mere tid til arbejdet med børnene.
Plads til nytænkning
Tal og analyser gør det ikke alene, men de giver et nødvendigt afsæt for prioritering, udvikling og nytænkning i socialpolitikken. Og for at sociale aktører kan lære af hinanden: Har eksempelvis socialarbejderne i én kommune en særlig vellykket tilgang til, hvordan de hjælper udsatte borgere, så er der god grund til at afprøve det andre steder. Det kan også være en koordineret indsats, der giver bedre sagsgange. På den måde lærer kommunerne af hinanden, og staten kan være med til at udbrede de gode eksempler til god praksis flere steder.
Det er ingen let forandring, men den giver alverdens mening. Og her er viden essentielt, hvis vi skal have mere ud af vores sociale engagement, og derfor er viden nøglen til et bedre liv for udsatte mennesker og mennesker med handicap. ν
Mai Mercado (K) er børne- og socialminister. Dette indlæg er en lettere bearbejdet udgave af en kronik, der første gang blev bragt i Information den 20. april.