Aman har fået sit kompas tilbage
Som uledsaget flygtningebarn havde Aman følelsen af at have mistet sin fornemmelse for retning i livet. Men med hjælp fra bl.a. hans frivillige værge, Henrik Emmer, og fra socialpædagog Lene Vyff Larsen, er han i dag i stand til at lave nye pejlinger
– Hvad er dine planer for sommerferien, spørger Henrik Emmer, og Aman fortæller, at han skal have læst tre bøger i dansk, skrive en boganmeldelse og øve sig på matematik.
– Det er jeg ikke så god til, tilføjer han og viser Henrik den digitale matematikportal MatematikFessor på sin computer, som han skal bruge til at øve sig.
– Måske er det noget, vi kunne gøre sammen – ville det give mening, spørger Henrik Emmer.
– Hvis du og Abdullah har lyst, kunne I jo komme med op i mit sommerhus. I er meget velkomne. I kan jo lige snakke om det.
Den familiære dialog i Amans sofa fortsætter mellem de to. Det kunne have været en samtale mellem en far og hans udeboende teenagesøn. Og med den tilknappede polo og det velfriserede hår ligner Aman for så vidt enhver anden 18-årig i Danmark. Og på Amans kommode står en stor billedramme fyldt med billeder af mennesker, der griner og omfavner hinanden – ligesom hvis de var i familie med hinanden.
Det er bare ikke Amans familie.
Aman kom til Danmark den 4. januar 2016 som uledsaget flygtningebarn. I dag bor han i Ungdomscentret Allégårdens hybelafdeling, som ligger på Frederiksberg. Fælles for alle unge her er, at de har været tvunget til at flygte hertil fra krig og forfølgelser – på egen hånd og uden at se sig tilbage. Nogle har mistet deres familie, andre har mistet kontakten til dem. Og dermed har de – i hvert fald for en tid – mistet deres indre kompas.
– De har tidligere været forankret i deres familie og i deres kultur. Nu er de her og kan have svært ved at vide hvilken vej, de skal dreje deres pil – hvilke valg, de skal træffe i en ny kontekst og kultur, fortæller socialpædagog Lene Vyff Larsen.
Lene Vyff Larsen arbejder på Allégården og har været Amans kontaktperson på stedet, indtil han fyldte 18 år. Henrik Emmer er frivillig og har været Amans værge – eller midlertidige forældremyndighedsindehaver, som det officielt hedder – gennem Røde Kors. Og sammen udgør de en lille trio, der sammen med bl.a. skole og kommune samarbejder om at sætte Amans kompasnål på rette kurs igen.
Høje grin og store tårer
Tidligere var Allégården en socialpædagogisk døgninstitution for danske, udsatte unge. Men efterhånden blev flere og flere uledsagede flygtningebørn også placeret dér. Da flygtningekrisen for alvor eskalerede i 2015, besluttede Frederiksberg Kommune, at stedet udelukkende skulle allokeres til uledsagede flygtningebørn.
Med de nye beboere fulgte et fantastisk leben af arabisk musik, krydret mad, høje grin og store tårer, fortæller Lene Vyff Larsen.
– De fleste af de her drenge er vokset op i stabile familier, hvor de har oplevet kærlighed og fællesskab. Men mange af dem har traumer med sig. De har set ting, som ingen mennesker burde se, flere af dem har mistet familiemedlemmer, og for en del af dem har flugten til Danmark været fuld af voldsomme oplevelser. Nogle har mistet deres forældre, andre aner ikke, hvor de er, eller om de kommer til at se dem igen. Følelsen af savn, uvished og frygt er i perioder ved at æde dem op og gør det rigtig svært for dem at holde fast i sig selv og opretholde en hverdag, fortæller hun.
Der ligger en stor, pædagogisk opgave i arbejdet med uledsagede flygtningebørn, for vi skal give dem de bedste betingelser for at klare sig godt i det danske samfund
Lene Vyff Larsen, socialpædagog, Allégården
Den primære omsorgsperson
Derudover følger naturligvis udfordringer med at lande i et helt nyt og helt tilfældigt land og dets kultur. For det betyder, at de unge skal lære et nyt sprog, en ny kultur og nogle andre normer at kende – og de skal lære, hvad det vil sige at være ung i Danmark.
Alt sammen udfordringer, der først og fremmest stiller nogle særlige krav til Lene Vyff Larsen og hendes kolleger. De er de unges primære omsorgspersoner – dem, der får dem op om morgenen og i gang med en ny dag, selvom natten har været hjemsøgt af mareridt. Dem, der forsøger at få de unge til at få øje på deres egne ressourcer ved at snakke om, hvordan de tidligere har handlet, når livet var svært. Og dem, der tager de tunge snakke om, hvordan de skal finde vej gennem livet uden mor og far, og hvad mor og far mon ville have rådet dem til, hvis de var her nu.
– Der ligger en stor, pædagogisk opgave i arbejdet med uledsagede flygtningebørn, for vi skal give dem de bedste betingelser for at klare sig godt i det danske samfund. Vi taler med de unge om, at det er normalt at reagere – fx med angst, søvnbesvær og tankemylder – på de voldsomme oplevelser, de har haft. Men vi prøver også at stille krav til, at de alligevel kommer op og af sted om morgenen, for de får det ikke bedre af at blive liggende, fortæller Lene Vyff Larsen.
De unges livssituation giver desuden civilsamfundet en helt særlig rolle. For de unge skal have en forældremyndighedsindehaver, indtil de fylder 18 år. Med beslutningen om, at der nu kun skulle bo uledsagede flygtningebørn på Allégården, fulgte der derfor også en helt ny samarbejdspartner med.
– Vi er vant til prioritere samarbejde med de biologiske forældre, som til tider kan fylde meget, fordi det er en vigtig opgave. Men nu var der nogle andre parter involveret. For de uledsagede flygtningebørn har – ud over os og en sagsbehandler ved kommunen – også en støttekontaktperson via kommunen, der taler samme sprog som dem og kan kulturoversætte for dem, og en frivillig værge. Det har rejst nogle spørgsmål om, hvordan rollerne så skal fordeles, siger Lene Vyff Larsen.
Undersøgelse af modtagelsen af flygtningebørn
Røde Kors har siden 2011 samarbejdet med flere og flere kommuner om indsatsen med at rekruttere og supervisere midlertidige forældremyndighedsindehavere. I 2015 fik 487 uledsagede flygtningebørn ophold i Danmark. I 2016 og 2017 fulgte henholdsvis 450 og 166 uledsagede flygtningebørn efter.
I undersøgelsen ‘En styrket indsats med uledsagede flygtningebørn i kommunerne’ fra marts 2018 har Røde Kors undersøgt den kommunale modtagelse af de uledsagede flygtningebørn baseret på interview med sagsbehandlere, støttekontaktpersoner, pædagogiske ledere, frivillige forældremyndighedsindehavere og de uledsagede flygtningebørn selv.
Undersøgelsen viser, at der er sket et fremskridt i forhold til at sikre en god modtagelse i kommunerne. Fx anbringes uledsagede flygtningebørn i højere grad på pædagogiske døgninstitutioner, der specifikt henvender sig til målgruppen.
Læs hele undersøgelsen her
Brug for frivillige
Det var nærmest en tilfældighed, at Henrik Emmer tilbage i 2016 besluttede at blive frivillig. Han faldt over et interview i avisen med en tidligere kollega, der var værge for et uledsaget flygtningebarn. Frem for at sende et par hundrede kroner til en nødhjælpsorganisation var rollen som værge en konkret måde at forsøge at gøre en lille, men betydningsfuld forskel midt i en historisk krise, tænkte han ved sig selv.
– Jeg kontaktede Røde Kors, og deres engagement smittede mig. Jeg har selv været i Afghanistan som fysioterapeut med Forsvaret fire gange, så en del af mit hjerte er i Afghanistan. Derfor gav det mening for mig at blive værge for en dreng der fra.
Som værge skulle Henrik Emmer bisidde det uledsagede flygtningebarn, hvis det fx ikke trivedes i skolen eller på Allégården. Han skulle også sidde med ved skolehjemsamtaler og andre forældremøder. Og så skulle han være med til at tage stilling til, hvor barnet skulle bo, når det fyldte 18 år, hjælpe med at søge om opholdstilladelse og andre formalia.
– I virkeligheden har min officielle rolle været langt mindre, end jeg havde regnet med, fordi Allégården har løftet rigtig meget, hvilket jo også giver mening, når det er her, Aman bor. Derfor har det været naturligt for mig at trække mig. Der er jo ingen grund til, at jeg maser mig på. Jeg er jo ikke værge for at opfylde mit behov. Det skal være for Amans skyld, forklarer Henrik Emmer.
I stedet valgte han at supplere den formelle rolle med rollen som voksenven, da han blev værge for Aman.
For mig at se er det sådan med alle relationer, at det er de oplevelser, vi får sammen, som går lidt ud over hverdagstingene, der binder os sammen. Så selvfølgelig var det helt naturligt for mig, at Aman fx skulle med til min fødselsdag
Henrik Emmer, frivillig værge
Oplevelser binder os sammen
Før Aman kom til Allégården, boede han knap et år på børneasylcenteret i Skørping i Nordjylland. Og netop da kommunen havde besluttet, at Henrik Emmer skulle være Amans værge, skulle Henrik Emmer hjem til Nordjylland på juleferie. Så hvorfor ikke slå vejen forbi og møde Aman?
– Jeg kan godt huske, at han kom og besøgte mig. Jeg blev rigtig glad for at se ham. Jeg havde også allerede fået en venneanmodning på Facebook fra Henrik, fortæller Aman.
Henrik Emmer og Aman gik en tur i Skørping og så nogle af de steder, som betød noget for Aman.
– Det er klart, at det første sted i Danmark, Aman har været og hvor han har fået ro på efter den lange flugt, har betydet sindssygt meget for ham. Derfor syntes jeg, at det var vigtigt at se det sted, forklarer Henrik Emmer.
Da Aman den 2. januar 2017 blev overført fra asylcentret til Allégården, modtog han en invitation til Henriks Emmers 50-års fødselsdag i Kødbyen, ligesom Henrik Emmer stod klar med en kagemand med teksten ‘Aman 17 år’, et par dage efter ankomsten. Henrik Emmer har siden da desuden taget Aman med på cykeltur rundt i København, ligesom de har løbet motionsløb sammen, har været i teatret og til DR’s store show ‘Hele Danmark fejrer Kronprinsen’.
– For mig at se er det sådan med alle relationer, at det er de oplevelser, vi får sammen, som går lidt ud over hverdagstingene, der binder os sammen. Så selvfølgelig var det helt naturligt for mig, at Aman fx skulle med til min fødselsdag, fortæller Henrik Emmer.
– Vi har haft en masse oplevelser sammen. Det betyder meget for mig, supplerer Aman.
En helt særlig voksen
Den slags ekstraordinære oplevelser har Lene Vyff Larsen derimod sjældent kunnet give Aman. For når hun er på arbejde, skal hun også tage sig af de andre unge på Allégården. Hun kunne til gengæld hjælpe relationen i gang ved fx at invitere Henrik Emmer til aftensmad på Allégården. Og hun kunne være til rådighed for Aman på Allégården.
– Jo mere jeg brugte min erfaring som socialpædagog til at gå på opdagelse i, hvordan han havde det, og være nysgerrig på, hvad han var optaget af som menneske, jo mere tryg blev han ved at dele ud af sit liv – for han ville gerne fortælle, siger hun og bliver bekræftet af Aman.
– Alle, der arbejder her, er søde mennesker. Men Lene er noget specielt, siger han.
Og på den måde er Lene Vyff Larsen blevet den, Aman delte sine inderste tanker med.
– Selvom han gemte sig på værelset, kunne jeg altid få lov at komme ind. Fordi jeg var den voksne, der holdt særligt øje med ham – lagde mærke til, når han havde fået nye sko, huskede at lave hans livret og lyttede til hans stile om H.C. Andersen, så han kunne få den anerkendelse og opmærksomhed, som er vigtig for alle børn og unge, siger hun.
Det vil være mit råd til alle frivillige: Lyt til de professionelle, og lad det være dem, der sætter dagsordenen – så kan vi frivillige bidrage med noget ekstra
Henrik Emmer, frivillig værge
Udfordringer i samarbejdet
Det med at hjælpe de unge med at leve med og håndtere deres traumer er derimod ikke de frivilliges opgave. Og netop den grænse kan nogle gange være svær for dem at finde, fortæller Lene Vyff Larsen.
– Når de unge har det svært, kan det være vanskeligt for værgerne at vide, hvad de skal stille op. I de situationer har de unge ofte ikke brug for fokus på det svære. Den tager vi her i stedet, siger hun.
Desuden kan det være svært at finde en balance for, hvor meget information om den unge, hun skal overlevere til den frivillige, ligesom grænsen for, hvad værgen skal inddrages i, kan være hårfin.
– På den måde er samarbejdet med frivillige da noget, der tager en hel del tid. Men det gør samarbejdet med de biologiske forældre jo også. Og i det store og hele oplever vi, at værgerne er meget lydhøre over for, hvad vi mener og tænker, siger Lene Vyff Larsen.
Henrik Emmers tilgang til rollen som frivillig var at sige til Aman, at han stod til rådighed for ham når som helst. Derudover har Henrik Emmer lænet sig op ad de professionelle.
– Det vil være mit råd til alle frivillige: Lyt til de professionelle, og lad det være dem, der sætter dagsordenen – så kan vi frivillige bidrage med noget ekstra, siger han.
Han er min ven
I dag, hvor Aman er fyldt 18 år, er Henrik Emmer ikke længere officielt hans værge og Lene Vyff Larsen ikke længere hans kontaktperson, men de tre har stadig kontakt. For som Henrik Emmer siger, så ‘slutter det menneskelige engagement ikke ved en specifik dato’.
Aman bor i centrets ungehybel, hvor der kun er tilknyttet en bostøtte nogle enkelte timer tre gange om ugen. Og hverdagen kører med at gå i skole, passe fritidsjob i Netto, købe ind, lave mad og hænge ud med vennerne.
– Det er lidt svært at holde styr på det hele, men jeg har styr på det. Jeg er faldet til, fordi jeg kender Lene og Henrik, og fordi jeg også har mine venner. Henrik er min ven. Og det her er mit hjem nu, siger Aman.
Og det er blandt andet det ekstra, Henrik Emmer tilfører, som er med til, at Aman er faldet så godt til i Danmark, mener Lene Vyff Larsen.
– Jeg har aldrig oplevet, at Henrik truede min position som professionel. Der har været en helt klar rollefordeling, og derfor giver frivillighed i den her sammenhæng rigtig god mening, siger hun og fortsætter:
– Aman står rigtig stærkt og har knoklet for at klare sig så godt som muligt. Han har altid haft et stort potentiale og et godt hoved, men han skal have nogle, der følger med i hans liv, og som ser ham. Det er den forskel, Henrik kan være med til at gøre.